Jeg er på vej til New York med min manager Sandie. Vi har et møde i ChriChri-regi på Manhattan, som vi har fået presset ind mellem optagelser til programmet Popstars, hvor jeg er dommer. Jeg tager direkte fra Popstars-optagelserne ud til lufthavnen, og vupti before you know it, så er vi i New York.

Jeg er på vej til New York med min manager Sandie. Vi har et møde i ChriChri-regi på Manhattan, som vi har fået presset ind mellem optagelser til programmet Popstars, hvor jeg er dommer. Jeg tager direkte fra Popstars-optagelserne ud til lufthavnen, og vupti before you know it, så er vi i New York. 

Vores to dage består af en sightseeing-dag og en møde/kursusdag. 

Fordi vi har så lidt tid, har vi planlagt vores 24-timers sightseeing nøje. Planen er lagt ud fra spisesteder. 

Dag 1 

07.00 morgen: Det er tidligt, vi er sulte og klar til at gå en god dag i møde. Kondiskoene sidder klar på fødderne, og vi prajer en taxa for at komme hen til Balthazar, hvor vi skal spise morgenmad. Stedet er et lille stykke Paris i New York. Art deco-indretning, dæmpet belysning og tjenere i fint tøj. Det minder meget om de klassiske brasserier i Paris som fx Brasserie Lipp, La Coupole eller Bofinger. Sandie får oeuf en cocotte og cappuccino, og jeg får min faste morgenmadskomplet bestående af kaffe, en americano, med kold mælk on the side, boiled eggs with ”soldiers” og en sideorder bacon. Det er nok baconen, jeg husker bedst derfra. Den var tyk og smagte af flæsk (som i æbleflæsk bare uden æblerne). Alt i alt et super fedt sted, som jeg klart vil anbefale. Der er god stemning, og det er perfekt til morgenmad. 

09.00 formiddag: Vi er i Soho, og bydelen er ikke helt vågen endnu. Forretningerne er lukkede, og der er endnu ikke mange mennesker på gaderne. Gaderne er i en perfekt tilstand til at slentre rundt. Vi gør pitstop, får ordnet mails, og jeg får lavet et par interviews over telefonen og snakket med ChriChri-redaktionen hjemme. 

Udover Soho går vi igennem Greenwich Village, Meatpacking District, Tribeca og Little Italy. 

En storby skal oftest opleves til fods, synes jeg. Selvfølgelig tager vi også taxaer, for de er jo simpelthen overalt, og de er så billige, at man får samme mentalitet, som når man ser noget på udsalg. Det er for billigt til at lade være! 

13.00 tidlig eftermiddag: Vi tager en kaffe og lidt sødt på Joes Coffee shop og går op til Washington Square Park. Joes Coffee shop skulle efter sigende være de lokale New Yorkeres favoritvalg, når det kommer til takeaway kaffe, og det er der en grund til. Mmmmm, den er god!

15.00 Eftermiddag: Vi har bestilt bord hjemmefra på ABC Kitchen, som ligger ved Union Square. Vi har hørt meget om denne restaurant, og vi har også hørt meget om ejeren. Den meget omtalte og prisvindende kok Jean-George, som bl.a. har en anden restaurant i New York med hele 3 Michelinstjerner. Maden på ABC Kitchen er økologisk og så vidt mulig lokal. Selve indretningen er fra materialer lavet med omtanke for miljøet. På menuen bliver det tydeliggjort, hvor alle fødevarerne stammer fra. Lige fra farm til beskrivelser om leverandøren.

Indretningen er hvid og i lyst træ med et kæmpe bord midt i lokalet med friske grønsager, som var det blomster. Menukortet er fyldt af spændende ingredienssammensætninger, men det er forretterne, der fanger vores opmærksomhed. Så vi spørger tjeneren, om man ikke blot kan bestille flere forretter, og hun forklarer os, at det er meget normalt at spise forretterne sådan lidt tapas artigt. Alt ind på bordet og velbekomme. Vi bestiller 7 forretter og en pizza (de er kendt for deres pizza). Forretterne er rimelig store, skulle jeg hilse og sige, så vi får vores sag for. Godt at vi har bestilt et køligt glas hvidvin til at skylle det ned med. Maden er fuldstændig fantastisk. Jeg er høj af smagssammensætninger, og jeg kan virkelig anbefale denne restaurant. Deres menukort skifter med sæsonens grønsager, men for at give jer en idé fik vi fx: 

Fluke (hvid fisk) med yoghurt, chili, mynte og blomme, fersken gazpacho, syltede ovnbagte gule gulerødder osv. osv.

Vi er så mætte, da vi er færdige. Jeg kan simpelthen ikke få plads til desserten, men Sandie insisterer, vi skal have Chokolade Sunday med popcorn. Himmelsk. 

Hvad kan jeg sige, hvis I nogensinde skal forbi New York så bestil bord der!!!! (maden er ikke dyr dyr, og man går derfra mæt). I bliver ikke skuffede, og jeg opdagede lige her, da jeg skulle google hjemmesiden til dette indlæg, at kokken Jean- Georges har flere restauranter rundt omkring i verden. Bl.a. en i Paris, der hedder ”Market”, den er skrevet bag øret allerede. 

17.45 sen eftermiddag/ tidlig aften: Min manager har ondt i maven. Hun har spist alt for meget, hun gik virkelig også til desserten, jeg kunne simpelthen ikke tvinge en hel ned. Så vi beslutter, at vi trænger til en gåtur (set i lyset af, at vi jo kun har gået hele dagen!). Så vi går ned til High Line Park, som er en nedlagt høj togbane, som er lavet om til en park, hvor man kan gåsamtidig med, at man kan se ud over byen. Det er et super fantastisk projekt, som lokale bruger som et friluftssted. Da vi er ved at være ved vejs ende, kan vores fødder ikke mere. De er helt slidt efter nærmest 11 timers gåtur. Vi tager en taxa hjem.

20.00 aften: Vi har bestilt bord til pre-dinner cocktails og forret på Beauty and Essex. Det skal lige siges, at man også sagtens kan spise hovedret her, vi har bare delt det op, så vi får prøvet så mange steder som muligt. Beauty and Essex er et sted som vores Contributing Beauty Editor på ChriChri, Nicci Welsh, anbefalede os hjemmefra, det er Niccis yndlingssted i New York. Udefra ligner det ingenting. En lille tøjbutik, men så går man hen til bagvæggen, og en stor dør kommer til syne. Den bliver åbnet, og man går videre ind i et helt nyt hemmeligt univers: stor lysekrone, musik, velourstole og en fantastisk eventyrslignende atmosfære. Men prikken over i’et var nok complementary champagne på toiletterne. Det er nyt!22.00 sen aften: Vi tager en taxa til Soho, hvor vi skal spise på La Esquina, som er en mexicansk restaurant med en Michelin stjerne OMG!!!!! Det er det VILDESTE sted. I forhold til kvalitet, Michelinstjernen og servicen, er det overraskende billigt. En hovedret koster ca. 70-100 kr og en Margarita/cocktail 79 kr. Indretningen er inspireret af 1920’erne, og hele stemningen er helt nede på jorden – sådan gadekøkken agtigt. 
00.00 nat: Godnat!!! 

24 timer og en hulens masse oplevelser rigere.  Vi spiste og gik, spiste og gik. Næste morgen stod vi tidligt op og havde møder hele dagen. Vi havde i alt to dage. Da vi landede i København, tog jeg direkte fra lufthavnen og ud på en 10 timers optagedag på Popstars. Jeg var lidt smadret, men ikke værre end, at jeg kunne klare det. Vi nåede ikke at få jetlag, fordi vi var væk så kort tid. Til gengæld nåede vi at tage 5 kg på og føle, at vi havde været væk i en uge. New York på 24 timer – det kan man godt! 

 

xxx CSM

 

Få inspiration til din rejse ved at læse artiklen Symi – Et lille græsk paradis

 

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide