Josephine Strandfort Lexner
Studerende
Bosat i Istanbul
Istanbul er en smeltedigel imellem Europa og Mellemøsten, og et ideelt sted at aflægge visit, hvis man er på budget og gerne vil have meget for pengene. Byen har faktisk meget mere at byde på, end Döner kebabs, tyrkiske hammams og smukke mosker, og vi har derfor teamet up med Josephine, der er bosat i Istanbul, få at få de bedste insider tips til Tyrkiets største by.
Hvilken tilknytning har du til Istanbul?
Jeg tog til London som udvekslingsstudent fra CBS og der mødte jeg min kæreste, som oprindelig er fra Istanbul. Efterfølgende fik vi muligheden for at flytte herned, og den tog vi. Jeg må indrømme at hvis nogen havde fortalt mig jeg skulle bo i Istanbul for bare 3 år siden, havde jeg nok grinet mig ihjel. Men heldigvis mødte jeg min kæreste, der kunne vise mig en anden side af byen, og eliminere alle de fordomme jeg havde om Tyrkiet – desværre er det ofte fordi man ikke ved bedre, at man jo har de fordomme.
Hvorfor mener du man bør besøge Istanbul?
Istanbul er en jungle på godt og ondt. Her bor 16 millioner mennesker, og det kan mærkes! Det er en anderledes by end København på alle punkter. Maden er utrolig lækker, med alt lige fra Mezze (tyrkisk tapas), til fiskerestauranter og kebab. Hvis man er på budget er Istanbul desuden en glimrende destination, da det er billigt både at gå ud og spise og shoppe. Sidst men ikke mindst er der er mange lækre rooftop barer og restauranter, og mange af natklubberne er ligeledes udendørs om sommeren.
LÆS OGSÅ: ThisWay’s guide til Lissabon
Hvad er det særlige ved Istanbul og den tyrkiske kultur?
Den tyrkiske kultur og det tyrkiske sprog er meget emotionel og metaforisk. Man har en vis respekt over for de ældre, og taler ikke på samme måde til eksempelvis sine forældre, som vi kender det fra Danmark. Tyrkerne er faktisk enormt søde over for deres familie, og de behandler deres venner som var det familie. Jeg har aldrig mødt så venlige mennesker!
Størstedelen af befolkningen er muslimer, men der er også kristne, jøder og ateister. De fleste jeg kender er muslimer, men bare ligesom den almindelige dansker er kristen. Dvs. på papiret er de muslimer, men de praktiserer altså ikke religionen.
Istanbul er en smeltedigel, og en god blanding af Europa og Mellemøsten. Bedst som du sidder og spiser din Döner Kebab, ringer både kirkeklokkerne ind og imamen kalder til bøn, det ret morsomt at opleve. Der er naturligvis steder hvor der ikke serveres alkohol, men så er der også natklubber der er fyldt med hipsters og homoseksuelle. Istanbul er en god blanding af Europa og Mellemøsten.
Mit absolut bedste råd til Istanbul?
Besøg Istanbul fra april til september, så er du sikret godt vejr. Det er dog en god ide at være opmærksom på, at der kan være utroligt varmt i juni og juli. Besøg Istanbul for at spise en masse god mad og drikke en masse lækker Rakı mens du nyder den smukke udsigt til Bosphorus strædet.
– Og prøv for guds skyd at undgå trafikken så meget som muligt, den er vild!
Her bør du bo
Der er mange små boutique hoteller I Karaköy som er det nye meatpacking district. Et godt alternativ er Ada Karaköy Hotel. Karaköy er både tæt på turistattraktionerne som den Blå Moske, Hagia Sophia, de tyrkiske Hamams og nattelivet, så placeringen er helt ideel. Hvis man vil bo i en lidt dyrere skala, så er Ciragan Palace Kempinski og Four Seasons virkelig gode alternativer, men de koster også.

Her spiser jeg
Double Mezze
Her serverer de tyrkisk mezze og rakı. Stedet er dog ret crowdet, så husk lige at bestille bord.
Colonie i Karaköy
Virkelig cool restaurant og bar med gode europæiske vibes.
Etalya
En restaurant hvor man kan spise virkelig lækker fisk.
Cantinery
Hvis man har lyst til italiensk. Restauranten ligger dog i Zorlu center, som umiddelbart ikke er så fedt, men der er ofte en god stemning om aften, eller hvis man spiser der til frokost efter shopping. De har desuden virkelig de lækreste pizzaer.
Günaydın
Som er en kæde der serverer lækker kebab.
Her nyder jeg en drink
Colonie
Her er musikken super cool.
Cantinery
De bedste drinks!
Leb-I derya
Hvis man vil have gode pre-drinks for et restaurant besøg.
Mikla
Også ideel til pre-drinks. Maden er desuden virkelig lækker, men stedet er altså meget turistet.
Reina
Er et fedt sted hvis man vil på natklub, og som bonus har stedet et stort og virkelig lækkert udendørs areal.
Ulus 29
Derudover er der også Ulus 29, som er både klub og restaurant. Hvis man er til det lidt mere stille og rolige.
Kozmonot
Så ligger der også Kozmonot i Nişantaşı som er en cool bar.
Taps
Og sidste men ikke mindst er der baren Taps, som har deres helt egen ø, og ligger i Bebek.
Her slapper jeg af
Jeg bruger vores lokale fitness center i Etiler ”Hillside”, som har en spa med massage eller den lokale frisør hvor jeg får lavet alt fra hår til make-up, mani og pedicure. Priserne er ikke altid faste, så det er altid en god idé at spørge, hvis det er første gang man er der. Der er virkelig mange af denne type behandlinger rundt om i byen, og de er også for turister, så man skal altså bare gå ind og prøve det af.
LÆS OGSÅ: Guide: Spis dig igennem Rom
Hvis man har lyst til at afprøve et tyrkisk Haman, så anbefaler jeg klart Kilic Ali Pasa Hamam, den er fantastisk!
Når jeg skal opleve byen
Den Blå Moske og Hagia Sophia ligger lige overfor hinanden og Grand Bazar ligger også lige i nærheden, så her kan man slå ”tre” fluer med et smæk på samme dag, og det er fede steder at se. Grand Bazar er altså bare lidt af et cirkus, og man skal virkelig prutte om prisen, ellers tager de fusen på en.
Tag desuden en af bådene ved Bosphorus-strædet hvis du er i Istanbul om sommeren. Nogle af restauranterne her har super god udsigt, og de er en stor oplevelse at spise på.
Hvis man er til shoppig bør man aflægge visit i et par shopping malls, eksemplevis Zorlu Center eller Istinye Park, de har virkelig alt! Er du til fodbold? Tyrkerne er fanatiske når det kommer til fodbold, og ærkefjenderne er Galatasary og Fenerbache. Det er dog næsten umuligt at komme ind og se en fodboldkamp, da man skal have ID for at komme ind på selve klubbernes stadium. Men hvis man er fodboldfan og kan få det arrangeret, så er det en fed oplevelse med vild stemning.
Sidst men ikke mindst: spis fisk og kebab i lange baner i Istanbul! Der er det lækreste udvalg, uden sammenligning med noget vi kender fra Danmark.
Dette indlæg har 2 kommentarer
Hej Josephine
Min niece er netop flyttet til Istanbul. Hun har fået praktikplads ifbm. sin afsluttende kandidatskrivning.
Hun søger efter et trygt og rimeligt billigt sted at bo. Kunne du give nogle gode råd til hvorledes man bedst søger en lille lejlighed?
på forhånd tak for hjælpen
mvh
Signe Kirstein Lanter
Hej Signe,
Først og fremmest stort tillykke med din niece og hendes spændende, nye eventyr 💫
Josephine er desværre ikke længere skribent hos os, men vi opfordrer dig til at kontakte hende gennem enten Facebook eller LinkedIn, så hun forhåbentligt kan svare på dine spørgsmål 😌
Kh Team ChriChri