Life&Beyond

Rejsen der ændrede mig

Rejsen der ændrede mig

”- Nu stod det klart, jeg kunne ikke bare tage hjem og fortsætte mit liv som stewardesse og lade som om intet skete derude, og rejse kloden rundt og bo på luksushoteller. I stedet tog jeg hjem, sagde mit job op, tog afsked med familie og venner, solgte alt jeg ejede og drog med rygsæk tilbage til Borneo…”

Lone Dröscher Nielsen var i 1993 på en rejse der senere skulle ændre hendes liv for altid. Her fortæller hun den ærlige beretning, om dengang hun flyttede på den anden side af jorden, for at kæmpe en uselvisk kamp, for noget der stod hendes hjerte meget nært. En kamp der sidste år udmundende i, at Lone kunne kalde sig ridder af Dannebrog.

I 1993 var du på en rejse til Borneo, som senere skulle ændre dit liv for altid, hvad skete der på Borneo?

Da jeg kom til Indonesien for første gang I 1993, var jeg lige så naiv som alle andre. Jeg vidste en lille smule om regnskovsødelæggelse, og om at orangutangen var en truet dyreart, men det var der jo så mange andre dyr, som var.

Jeg kom faktisk til Indonesien for at hjælpe med at indsamle informationer om vilde orangutanger. Det betød, at jeg var ude i regnskoven sammen med lokale dayakker i Tanjung Putting Nationalparken, som hovedsaglig er sumpskov, og vi spenderede timevis i sumpvand op til armhulerne…. Det var de mest fantastiske, spændende og smukke uger, jeg nogen sinde havde oplevet, og jeg lærte spandevis om skoven og orangutangerne. Jeg kan huske, hvor afslappet jeg var, og jeg forelskede mig hovedkulds i regnskoven.

Efter 2 ugers søgen så jeg endelig min første vilde orangutang. Det var en stor voksen han, og jeg blev smækforelsket. Men jeg så også ødelæggelsen af den smukke tropiske regnskov med mine egne øjne. Tusindvis af træstammer blev ført ned ad floderne, og jeg husker, hvor ofte jeg tænkte, hvordan der overhovedet kunne være noget skov tilbage. Det gjorde så ondt at stå på flodbredden og se de træer som bare dage forinden havde stået ranke og stolte ude i regnskoven ligge i floden på vej til savværker. Og så at finde ud af at det hovedsagligt var for at mætte den vestlige verdens appetit for tropiske træsorter, det gav mig en fantastisk dårlig samvittighed og følelsen af, at jeg burde gøre noget! 

“Tusindvis af træstammer blev ført ned ad floderne, og jeg husker, hvor ofte jeg tænkte, hvordan der overhovedet kunne være noget skov tilbage”

Selvom det at se denne smukke skov blive ødelagt, sikkert ville have været nok til at få mig til at ændre situationen, blev det først mødet med 3 orangutanger, som virkelig satte skub i mig. Den første var en lille moderløse orangutang og hun tog totalt vejret fra mig. Hendes mor var blevet dræbt bare et par dage forinden, og ungen var blevet vristet brutalt af morens døde krop og bragt i et lille bur til en landsby. Der var absolut intet liv i den lilles øjne, og hun var på vej til at opgive livet. Aldrig havde jeg set et dyr se så opgivende ud. Hun døde et par dage senere.

“Hendes mor var blevet dræbt bare et par dage forinden, og ungen var blevet vristet brutalt af morens døde krop og bragt i et lille bur til en landsby. Der var absolut intet liv i den lilles øjne”

Den anden var Meli, en voksen hunorangutang, som havde været holdt fanget i en logging-camp i over 5 år, da hun var yngre. Der havde hun lært at ryge og at drikke alkohol. Hun var blevet mishandlet og værst af alt: seksuelt misbrugt. Noget som jeg selv i min vildeste fantasi aldrig havde forestillet mig mennesker kunne gøre.

“Der havde hun lært at ryge og at drikke alkohol. Hun var blevet mishandlet og værst af alt: seksuelt misbrugt. Noget som jeg selv i min vildeste fantasi aldrig havde forestillet mig mennesker kunne gøre”

Det tredje møde var med Somalia, som var blevet smidt ud på en affaldsdynge, da ejeren sikkert ikke havde råd til at give ham mad og den medicin han havde brug for. Han havde ligget i solen i måske et par dage. Han havde ingen hår, og hans hud var svedet sort. Der var praktisk taget ingen liv tilbage i ham, og der var ingen som troede, han skulle overleve. Men jeg ville ikke give op og tog ham til mig…og tre uger senere kunne jeg endelig få ham til at spise lidt af sig selv uden at skulle tvangsfodre ham.  

Nu stod det klart, jeg kunne ikke bare tage hjem og fortsætte mit liv som stewardesse og lade som om intet skete derude og rejse kloden rundt og bo på luksushoteller. I stedet tog jeg hjem, sagde mit job op, tog afsked med familie og venner, solgte alt jeg ejede og drog med rygsæk tilbage til Borneo.

Hvordan var det at rive livet op med rod, og flytte på den anden side af jorden?

Det var et eventyr på så mange måder, at jeg aldrig tænkte over, hvad jeg havde gjort. Man bliver revet med i livet omkring sig, og det var absolut aldrig kedeligt. Så jeg følte aldrig at jeg savnede noget fra min gamle livstil. Jeg havde ikke engang tid til at savne familen faktisk.


Efter hårdt slid fik du etableret centeret ’Nyaru Menteng’ I 1999, hvad var formålet med centeret?

Da jeg startede centret Nyaru Menteng var det hovedsagligt for at redde de orangutanger, som var endt som kæledyr hos lokalbefolkningen efter deres mor var blevet slået ihjel. Jeg ville give dem en opvækst så lig den de ville have haft med deres mor, og til slut genudsætte dem i deres rette hjem, regnskoven. Desuden ville jeg give oplysning og uddannelse til lokalbefolkningen, om vigtigheden af at beholde regnskoven og den myriade af dyreliv som lever der, for på den måde både at redde regnskov og orangutanger.

“Han havde ingen hår, og hans hud var svedet sort. Der var praktisk taget ingen liv tilbage i ham, og der var ingen som troede, han skulle overleve”

Senere, da palmeolieindustrien tog fat, var det ikke bare moderløse orangutanger men også vilde orangutanger, som vi blev nødt til at redde fra at blive dræbt, når deres hjem blev ødelagt. De skulle i realiteten ikke igennem et rehabiliteringsprogram og kunne udsættes kort tid efter. Der blev altså også tilføjet oplysning og samarbejde med regering og palmeolieindustrien til  vores agenda.


Du er igen rejst fra Borneo, hvordan kan det være?


Det gjorde jeg, fordi mit helbred/min krop besluttede, at jeg ikke kunne klare det mere. Jeg havde et totalt fysisk burn out, og mine organer begyndte at råbe lidt for højt. Jeg var ude og inde af hospitaler, men kom altid tilbage til projektet – det var trods alt mit hjem. Til sidst sagde læger og mit forsikringsselskab, at jeg skulle ud af troperne og væk fra al den stress som jeg levede under. Det tog mig to år at komme oven på igen.

“Det gjorde jeg, fordi mit helbred/min krop besluttede, at jeg ikke kunne klare det mere. Jeg havde et totalt fysisk burn out, og mine organer begyndte at råbe lidt for højt”


Hvad arbejder du på i dag?


Hovedsagligt at bruge mit navn og ry på at rejse penge til projektet på Borneo. Men jeg spenderer også alt mellem 3 til 6 mdr. om året på projektet for at holde standarden og motivationen oppe blandt de ansatte.

Hvorfor var det så vigtigt at kæmpe orangutangernes kamp?

Det er jo ikke bare orangutangernes kamp vi kæmper. Ved at redde orangutangen som art, redder vi også et af verdens rigeste økosystemer.

Nu har jeg selv ingen børn, men jeg syntes jo også, at vi skylder de kommende generationer, at der stadig eksisterer disse fantastiske skove og dyr som lever deri, når de vokser op. Jeg har allerede hørt unge teenagere i dag spørge hvorfor vi ikke passer bedre på vores jord? Det er trods alt dem, som kommer til at stå med alle problemerne. Tænk dig en verden, hvor de kommende generationer spørger deres forældre og bedsteforældre, “Hvorfor gjorde I ikke noget, da noget kunne gøres?”.

I 2014 havde du den store ære, at blive slået til ridder af Dannebrog. Hvordan var det?

Det var en kæmpe overraskelse! Det var ikke noget jeg nogensinde havde skænket en tanke. Jeg har altid levet i den tro, at en Ridder  er noget, man bliver, hvis man har ‘givet noget’ til Danmark, såsom store forretningsfolk eller entertainere. Ikke som mig, en naturforkæmper ude på den anden side af kloden. Men det var der andre, som syntes jeg fortjente, og det er jeg super, super taknemmelig for.


Hvis du ser tilbage på de sidste 20 år, hvordan har din tid på Borneo og dine oplevelser på øen så ændret dig som menneske?

Det ved jeg faktisk ikke helt? Jeg syntes nok ikke jeg som sådan har ændret mig som menneske. Jeg er bare blevet ældre og mere klog på så mange ting – og det sker jo for os alle.
Jeg er måske blevet mere kynisk end de fleste, af at have set det, som jeg har set. Derfor har jeg måske heller ikke så megen tiltro til os mennesker, som den intelligente dyreart i verden.

Lyst til at vide mere om Lones spændende rejse, og hendes kamp for orangutangerne? Så kan du læse meget mere www.redorangutangen.dk.

Foto: Lisbeth Holten / Red Orangutangen 

Share This