Da jeg var omkring ni år, blev jeg inviteret med til min klassekammerat Daniels fødselsdag. Det var rund fødselsdag, så for at fejre hans tiende leveår havde hans far lejet en fyrstelig hoppeborg. Daniel elskede middelalderen, så for at give hans søns festivitas en ordentlig sprøjte ridderlighed havde Daniels far valgt at holde hele det overdådige madgilde inde i den oppustelige fæstning. Længe leve alverdens ærgerrige fædre! Den hæderlige beslutningen indebar således tolv drenge med gaffatape-beklistret plastikrustninger i eftermiddagskrig med multifarvet landkær sodavand, ineffektive holdkæft bolsjer og syv kilo pølsehorn. Jeg kan genkalde denne episode krystalklart af to årsager. For det første, så blev dette sidste gang Daniels far afholdte en temafest,  der armerede et dusin sukkertrippende unger med uanede mængder tomatketchup. For det andet, så blev jeg af Daniels far konfronteret med det til stadighed uforståelige og alt for voksne faktum, at jeg ikke måtte fortælle urealistiske historier. Daniels far har givet vis været i underskud af tålmodighed, da han stod den eftermiddag med tre riddere klamrende til sine knæhaser. Da jeg så samtidig, med al den overbevisning jeg overhovedet kunne fremkæmpe mig, fortæller at min mor har været inde i en hval sidste sommer, så nåede manden et kogepunkt, der absolut ikke tillod en fabulerende saga fra en påstående niårig. Ikke desto mindre, så har jeg siden den dag altid været hovedkulds forelsket i historier, der bare indeholdt en snert af genren magisk realisme. Dette tæller alt fra børnebogsuniversets Lille Vigil til Peter Høegs De Måske Egnede.

Goodbuy Magic Friend

Jeg kommer til at tænke på min forkærlighed til genren, imens jeg sidder i New Yorks rektangulære grandiose oase, Central Park, og stille giver mig i kast med den forstående artikel. Jeg har placeret mig et spytkast fra anlæggets egen lille forlystelsespark, der i vintermåderne er udskiftet med den skøjtebane, du ofte ser i forrige artikels omtalte storbyskomedier. Forbi mig går målrettet en kvinde, der på finuligvis slår mig som en hybrid mellem souldronningen Erykah Badu og Mgala fra filmen ’Den Eneste Ene’. Bagefter hende trisser, hvad jeg formoder er hendes datter. Hun er mindst ligeså charmerende. Moren beder påskyndende datteren holde trop. Hun gør et let halvhjertet forsøg, hvorefter hun vender sig om og råber bestemt: ”Goodbuy Magic Friend.” Udover at mit al for bløde mandehjerte faldt fra hinanden som en valmue i sommervinden (den sætning har jeg arbejdet på hele dagen), så fik det mig også til at tænke på, at jeg i denne uge vil have mig min egen Magic Friend. Det skal være dig, læseren. Vi hopper på en magisk realistisk endagsrejse rundt i New York. Det indbefatter hverken tohovedet drager eller springvand af rød sodavand, men derimod blot det simple faktum, at vi ikke er begrænset af hverken geografi eller tid i vores forestående dagseventyr.

Sommer yoga i NYC Parks

Vi starter dagen i East Village omkring Avenue A og lunte-lusker ned af 6th street mod Manhattans East River. Vi bevæger os downtown igennem East River Park tæt ved Williamsburg Bridge. Det er et meget lidt fruktuøst område, men det tilbageholder dog ikke fem japanske seniorer for sanseligt at udøve en form for Tai Chi med sværd som stod de i et asiatisk højland. Til trods for at vi passerer byens østlige affaldsstation ned mod Manhattans Financial District, så er der noget forfriskende ved den her startrute på dagen. Udover førnævnte bro, så tæller ruten også Manhatten Bridge og Brooklyn Bridge. Vi når i et utænkelig hurtigt snuptag op på siden af West Sides Hudson River. Her når vi lige sommerens gratis yoga-tilbud igennem NYC PARKS, hvor jeg faktisk fra tid til anden har oplevet nogle urimelig smidige hjemløse imellem de deltagende yogaentusiaster. 

Vi bevæger os iltert tværs igennem byens nedre regioner, hvis vest-side tæller en noget mere skødesløs inddeling af de forskellige gadeblokke. De er ikke nært så logisk opbygget mellem Street og Avenue som det resterende Manhattan, men derimod blot navngivet med eksempelvis Charles St., Bank St., eller for vores vedkommende Jane St. Her bumper vi elegant forbi, hvad der bliver dit fortrukne sted at afhente morgenkaffen. Cafeen Grounded har foruden en vederstyggelig god mokka også nogle af de bedste gemakker til at krybe sig sammen bag en bog. Lokalerne emmer bare af fordybelse. Det vidner skiltet i bagenden af rummet også om: ”Please give way to new customers after a maximum of 5 hours.” Det var blandt andet her, jeg dykkede ned i De Måske Egnede ved sidste besøg. Vi snupper kaffen med os og trasker stødt tilbage mod øst siden. Morgenen strækker sig stadig og vi kan derfor med lethed nå en tur over Williamsburg Bridge og hen til restauranten Egg, før sulten melder sin ankomst. Det er uden tvivl den bedste gang southern breakfast, jeg har gaflet mig i New York og du ser virkelig også ud til hapse det ærkeamerikanske morgenmadsetablissement i dig. 

På en hvilken som helst anden dag, så ville vi nok have holdt os til at slentre rundt i området Williamsburg. Det har et temmelig anderledes tempo over sig end Manhattan. Det er samtidig et kærkomment nabolag for den højtaljede herrebuks med dertilhørende seler, velvoksent vildmandsskæg og cirkulær brille alt sammen tilfaldet skaren, der ihærdigt forsøger at få sammensætningen til at se tilfældig ud. Forbandet flotte hipstere. Vi skal alligevel herud forbi i næste uges artikel.

Om 2919 dage kan du kalde dig new yorker

Lad os derfor i et elegant kvantespring ramme Upper West Side til en pose vedholdende indtryk, der starter fra Dakota Bygning ved 72nd Street, hvor John Lennon sang sidste vers. Vi går ind i Central Park forbi den lidt for overbefolkede hyldesthave, Strawberry Fields, videre sydøst forbi Bethesda Fountain, hvor der ofte står et utal af gøglere af svingende karakter op langs passagen The Mall. Her præsterede min kære far engang at blive lusket ind i en akrobatisk gadeopvisning, der kom til at koste manden 35$ og rollen som menneskelig redskabsbuk til diverse tvivlsomme saltomortaler. Vi kommer op langs Central Parks East Drive, forbi stedets eget tivoli og videre mod 5th Avenue. Jeg anekender din skepsis, når du tilføjer, at vores tilbagelagte tur igennem Central Park er en kende turistet. Jeg elsker den sådan set bare – hvad skal jeg sig? Dette emne vender vi med bartenderen, da vi kort efter befinder os tilbage i Greenwich Village på Fat Cat. Et sted, som har præsteret at mikse spillehal og jazzklub i en elegant cocktail, der tiltrækker et væld af interessante mennesker på alle ugens dage – specielt sent søndag aften af uransagelige årsager. Vi står bøjet over poolbordet og er faldet i snak med bartenderen, alt imens et bigband på omkring fjorten instrumentalister præsenterer swingmusik i baggrunden. Han fortæller os, at han er af den opfattelse, at man minimum skal have boet i New York i otte år for at fralægge sig titlen som turist. Vi diskuterer fortsat kritisk emnet, imens vi for anden gang denne dag bevæger os over East River. Vi krydser Brooklyn Bridge og jeg udregner, trods en forfærdelig matematisk forhistorie, at du om 2919 dage kan kalde dig new yorker. Efter et dagseventyr af olympiske dimensioner står vi i Brooklyn Heights og kigger over mod Manhattan i skumringens skær. Trods en dag hvor faktorer som tid og afstand har vist sig overflødige, så står vi begge lidt halvtrætte og anskuer den monstrøse skyline. Jeg får dog lige revet mig selv op til at pege stolt ned i vandet. Jeg fortæller dig med al den overbevisning jeg nu kan præstere, at det faktisk var under Brooklyn Bridge, at min mor besøgte indersiden af en hval.

Vi ses på næste fredag! Psst.. Gik du glip af vol 1? Læs eller genlæs den lige her Følg også med i J.Arlins spændende færden på Instagram eller facebook.