Life&Beyond

My Name is J. Arlin and I’m a Singer

Leon kigger overvejende misfornøjet på mig. Det kan jeg egentlig godt forstå, for jeg har trods alt rykket med en af kernestenene i hans opfattelse af New York. Manden er klædt i et lilla jakkesæt, toppet af med lysegrøn skjorte og lukket med et milebredt stribet slips. Øverst oppe regerer hans sølvbeklædte manke, som skarpt indkredser hans ansigt. Livet har sat sig i folder hos Leon. Jeg har en tendens til at blive lidt tabt i vores samtale, fordi jeg begynder at tælle hans rynker og kommer først tilbage til overfladen, når han engang i mellem stiller mig det retoriske spørgsmål; ”Isn’t that right boy?” Jo, det er rigtig Leon. Jeg nikker langsomt, så han virkelig kan se, at jeg lytter efter. Jeg ved meget lidt om Leon. Jeg ved ikke, om han har familie, jeg ved ikke hvor han bor og jeg er temmelig sikker på, at jeg ikke engang kender hans rigtige navn. Leon mener dog, at jeg ved lige præcis det, som jeg skal vide. ”I’m an artist, that’s all you need to know.” Med hang til det romantiske, så har jeg temmelig svært ved at opponere mod sådan en udmelding.  Jeg mødte Leon for et par år siden, da jeg ville udforske den dengang forholdsvis nyetablerede High Line. Konceptet er egentlig vidunderligt simpelt og re-industrialiserende. I 2006 begyndte man at lave en park ud af en gammel jernbane, der strækker sig op ad Manhattans vest side igennem Chelsea Distriktet. Den anden sektion af den frodige junglesti åbnede i 2009 og Leon hævder at have siddet og sunget her hver dag siden. Jeg værdsætter hans kunstneriske stamina, men jeg tænker at de kolde vintre må have forvoldt en fridag eller to. Det fastholder han dog, at de ikke har.

BILLEDE2J-ARLIN.png 

På den her bulmende varme morgen er jeg igen spadseret over The High Line. På jernbanestykket over Chelsea Market, har en del af delikatesseforretningerne fra markedet eleveret sine boutiques til de højere luftlag og tilbyder derfor vandmundsløbende forfriskninger på The High Line. Iblandt ice cones og ice coffee falder jeg over et lille bogsalg. Her springer titlen på udvalgets mest interessevækkende bog mig øjeblikkelig i brikkerne – ”Humans of New York.” Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med dette foto-interview format, så gør det prompte. Bogen er en videreudvikling af en blog, der kortlægger de adskillige beboers historier, der myldrer rundt i Manhattan hver eneste dag. Bloggen følges af godt otte millioner menneskerog er en tidsrøver, når først du dykker ned i den. Jeg havde endnu ikke set konceptet i bogform. Da jeg stod der midt på Manhattan med bogen vidt opslået, fik jeg den finulige følelse af, at være en del af historien. Det fik mig til at tænke en tanke, som jeg senere deler med Leon. Jeg fortæller ham, at man burde omdøbe slogannet til New York. Det burde ikke hedde ”The City That Never Sleeps”, men måske i steder for ”The City of a Million Faces.” Det er i det øjeblik, at baggårdspumaen sætter sig på bagbenene. Mit lidt over-poetiske forsøg på at reflektere over New York ser først ud til at have ramt temmelig langt ved siden af hos Leon. Langsomt omstrukturer de sorte rynker sig dog og han nikker smilende til mig. 

New York indlemmer dig i en spirende strøm af oplevelser og hvis du har slugt mine to foregående beretninger om byens muligheder, så ved du som minimum to ting. For det første så smider jeg ufortrødent omkring mig med maleriske superlativer som var hver en kantsten en eksplosion af poesi. Jeg blev opdraget til at være et bare-udtryk-dine-følelser barn, så en kritik af den skriveform, må du tage med min far. For det andet, så kræver det også en hvis form for overgivelse at læne sig ind i de oplevelser, som jeg har beskrevet og anbefalet. Det kræver at man åbner sine øjne. Den eksakt samme anskuelse tilfalder denne artikels knudepunkt. New yorkerne er nogle opsigtsvækkende værter og bag hver et ansigt i denne by gemmer sig en historie.

Fra brasiliansk banjo kvartet til dansk singer/songwriter

Det regerende miljø her har skabt en bestemt type mennesker. Det mest slående ved samtlige af dine forestående møder med new yorkere er deres selvopfattelse. Tidligere på rejsen skulle jeg lave et job på et af West Villages musikalske etablissementer The City Winery. Stedet kombinerer kulinariske oplevelser med al musik, lige fra brasiliansk banjo kvartet til dansk singer/songwriter. I kælderen har de eget vinbryggeri, der også bliver brugt som sceneriet for en række akustiske One On One sessions. Jeg kommer ned i kælderen og bliver placeret foran tre kameraer, et næsten sol-blændende lys, guitaren i hånden og bliver spurgt om det er fint med mig, at vi laver det hele i 1 take. Jeg svarer med knibende øjne, at jeg sådan set bare er glad for at kunne få opbygget mig en sun tan. Hverken instruktøren eller de andre kameramænd ser ud til at fange min reference til det brændende lys og der bliver i stedet med stram professionelisme sammenbidt skreget ”ACTION!”. Bagefter ser instruktøren ud til at være i et noget mere afslappet lune og jeg ser derfor mit snit til at fremkæmpe mig lidt mere end enstavelsesord fra ham. Det går forrygende godt og jeg spørger ind til, hvad han ellers laver foruden dette. Han kigger spørgende på mig med skrå-tippet hoved, hvortil han siger ”I’m a director.” Det forunderlige var, at han lige inden havde fortalt, hvordan han absolut ikke kunne leve af det her. Det fascinerede mig, for det var lige så stedfast udmeldt, som Leon tidligere har proklameret sin artist-titel.

BILLEDE3-j-arlin.png 

Det er jo i virkeligheden en diffus anbefaling at give dig. Tag til New York og mød mennesker.  Men da jeg i tidligere indlæg har tilmeldt mig en hang til klicheer og frameldt mig realiteternes begrænsning, så kan jeg ikke andet end at stå cementfast i denne udmelding. Jeg kommer til at tænke på mine møder med new yorkere, da jeg senere på den her sveddryppende sommerdag sidder i subwayens L-linjen på vej mod Brooklyn og der lige her i vognen har udspillet sig en sædeles underholdene cellokoncert med en gademusikant. Jeg skal mødes med den danske fotograf Kia Hartelius. Nu er det jo mest mig som har snakket, så derfor ved jeg ikke synderligt meget om dig, men jeg tror godt, du ville kunne lidt hendes stil. Kia og jeg har før arbejdet sammen og da vi begge er i byen, har vi aftalt at lave en kort fotosession i Brooklyn. Dette konstituerer i virkeligheden et usagt aspekt af min anbefaling. Som jeg selv har gjort, så valfarter mange kreative danskere til byen for at opsnuse sig en del af den inspiration, som jeg har forsøgt at skitsere de sidste tre uger. Derfor indebærer New Yorks mange ansigter også en masse kreative samarbejdspartnere og legekammerater fra vor fædreland. Inden vores aftale står jeg af på Bedford Avenue Station i Williamsburg og tager mig et frokostsstop på Juliette.

BILLEDE4FOOD.png

Jeg har ikke slået mig til tåls med den glutenforskrækkede bølge, der hersker i vores madkultur, så det er absolut ikke derfor jeg bestiller deres Cobb Salad. Jeg ved godt, at jeg har en tendens til at blive overbegejstret, så derfor holder jeg mig blot til at karakterisere den som værende okay. Jeg vil dog tilføje en kommentar om denne bestilling udstedt med overflod af z’er af det kærlige mandepar ved sidebordet; ”Oh my goshzz, thiszz iszz to die for!”

Jeg hopper tilbage på L-linjen og står af på Morgan Avenue i Bushwick. Dette område blev for få år siden udråbt som det absolutte og glimtende nye. Her flokkes alle de unikke kunstnere til for at udleve deres kunstneriske virke. I håb om at være akkurat lige så unik som alle de andre unikke, tilbragte jeg en stor del af min forrige rejse her og det gav derfor mening at snuppe en serie billeder herfra. Jeg skal mødes med Kia på Mellow Page Library på Bogart Street. Bogstavlig talt a ”book haven” og nok det bedste eksempel på at et bibliotek ikke behøver at være habitat for tørtrillende mandslinger med briller i snor. Her er varmt, velkomment og egentlig bare fedt. BILLEDE5j-arlin.png

Vi bevæger os herefter ad Knickerbocker Avenue ned mod Delkalb Avenue, hvor genbrugsmekkaet L Train Vintage ligger. Da jeg i butikken står beklædt i et par alt for posede overalls, falder vores snak tilbage på et ofte debatteret emne. Det omhandler et angstprovokerende opråb for rigtig mange kreative (danskere). At stå med oprejst pande, kassen i vejret og stolt kalde dig musiker, maler, poet, sanger, forfatter eller hvilken som helst anden ukonventionel jobtitel, falder ikke naturligt i vor andedam. Til forskel fra Leon og alle andre new yorkere, jeg har mødt, så er der ofte tilknyttet en lang nærmest undskyldende forklaring til det kunstneriske prædikat.

Da jeg sent på aftenen har forvildet mig tilbage til Manhattan, går jeg et smut forbi Greenwitch Village. Foregående sætning lyder måske en smule henkastet, men det var egentlig en temmelig overlagt omvej. Tidligere nævnte bar Fat Cat har budt på en langstrakt happy hour i aften og der er kommet nok mod til at gå videre forbi et af de mest flamboyante og regnbuefarvede klienteller på Manhattan. Gå om hjørnet på Christopher Street og find dig selv på 7th Avenue. Her ligger baren Boots and Saddle Lounge. Stedet er frigjort, skævt og hævder at have drag queen shows syv gange om ugen. Det lyder ligeså standhaftigt som Leons arbejdsuge. Jeg indfinder mig en onsdag aften, der byder på karaoke-night. Det kan snildt være Fat Cats happy hour, der ligger til grund for følgende udtalelse. Men før du har sunget I Will Survive med en to meter høj herre bedækket med guld paljetter, så kan du ikke forlade New York. Det er i hvert fald den opfattelse, jeg har, da jeg bevæger mig op mod scenen og aftenens konferencier, med en stemme dybere end Louis Armstrong, spørger mig hvem jeg er og hvad jeg laver. Jeg svarer kort og uden videre forklaring: ”My name is J. Arlin and I’m a singer.”           

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *