For noget tid siden besluttede vi, at Christiane skulle holde ferie hele oktober, så det passede derfor perfekt for mig at rykke kontoret lidt væk for en periode og tage på ”workation”. Valget faldt på to uger i New York og to uger i San Francisco. Jeg har glædet mig, lige siden jeg bestilte billetterne 🙂
Jeg har været i New York 4-5 gange før, og jeg tror måske aldrig, jeg bliver træt af den smukke by. Man kan jo ALT her!! Men den her gang har det alligevel været noget helt andet end de andre gange, jeg har været her. Den her gang har jeg nærmest følt mig som en new yorker, fordi jeg har haft en hverdag – en hverdag fyldt med arbejde, og altså ikke kun sightseeing og hvad man ellers fordriver tiden med, når man er på ferie. Det har været ret så fedt indtil videre – (og jeg skal da ikke lyve, jeg har også leget turist en del!)
Jeg kender en del herovre, og det har helt klart gjort de sidste to uger lidt sjovere for mig – jeg hygger mig bare mest, hvis jeg har nogle at dele måltider og oplevelser med – især når jeg bliver starstruck over at møde Jared Leto eller Diane Kruger (hæng i øvrigt ud på Sixty Thompson, hvis du gerne vil falde i snak med hollywood skuespillere), så er det godt at have nogle at blive det med 🙂 Og noget af det fantastiske ved New York er netop også, at man møder så mange spændende mennesker på sin vej – og de deler glædeligt ud af tips til byen. Jeg har prøvet at samle lidt af det bedste til jer i forhold til places to eat og things to do.
Places to eat
Butchers daughter: KLART anbefalelsesværdigt!!! Et fantastisk vegetarisk sted som hurtigt blev mit faste morgenmadssted. Deres mad er lækker, deres juice er skøn, stedet er inspirerende, der er gratis wifi og personalet er søde. What’s not to like? Prøv evt deres avokado mad eller kokos yoghurt. Læs mere her.
Maison Premiere: Hvis man, ligesom jeg, elsker østers, så er det her stedet, man skal tage hen. Indtil kl 19 er der happy hour i østers, så en østers koster mellem 1-2 USD, I like!! Og så er her så mega hyggeligt, og vil vove at påstå at al maden er god!! Læs mere her.
La Esquina: Vi har skrevet om La Esquina før her på ChriChri, men det er stadig en klar favorit. Mexicansk stemning når det er allerbedst, og deres majs er to die for!!! Prøv at få et bord nedenunder, der er også super hyggeligt. Læs mere her.
The Diner (Marlows and Sons): Det her er Beyonces yndlings diner – or so they say. Og det kan jeg godt forstå, det er også virkelig godt!!! Prøv deres sweet potato pancakes til morgenmad 🙂 Læs mere her.
Roberta’s: Det her er så et af Jay Zs yndlingssteder – i hvert fald ifølge timeout.com 🙂 Roberta’s ligger i Bushwick, som snart skulle blive det nye hippe område i Brooklyn, og er mega hyggelig med høj musik og stenovnsbagte pizzaer. Men vær’ forberedt på at stå i kø i en halv times tid for at komme ind, but it’s worht it. Læs mere her.
Acme: Rigtig lækker restaurant til aftensmad, men det bedste, efter min mening, er klubben nedenunder restauranten. Jeg synes altid, det er så svært at vide, hvor man skal tage hen, hvis man vil ud, når man er i en by, man ikke kender, but now you know, tag på Acme! I hvert fald hvis du kan lide at danse. Læs mere her.
ABC: Endnu et sted vi har skrevet om før her på ChriChri, så jeg vil ikke gentage, men bare sige GO THERE!! Læs mere her.
Things to do
Webster Hall: Hvis man er musikinteresseret, så er Webster Hall værd at holde øje med – her er ret mange fede koncerter. Jeg var inde og høre Jon Batiste og er fan! Læs mere her.
Nurse Betty: Lille bitte burlusque bar i Lower East. Der er gratis entré, fantastisk burlusque show og gode drinks – tjek deres program ud online. Jeg var der en onsdag, og der var det fantastisk! Læs mer her.
Century 21: Hvis man er vild med at shoppe (og hvem er ikke det?!), og godt kan lide at få designer items en del billigere, så tag til Century 21 ved Financial District. Jeg har allerede købt mange gode ting her! Her er alle mærker – billige som helt dyre. Læs mere her.
Freehold: Ret fedt workplace i Williamsburg. Alle sidder og arbejder på deres computere det meste af dagen, og pludselig sidder alle og drikker after work drinks, og pludselig er der dans, koncert eller standup. Fedt sted! Læs mere her.
Dumbo & Brooklyn Heights: Jeg havde hverken været i Dumbo eller Brooklyn Heights før, og det er ikke sidste gang, jeg har været her. Gå evt over Williamsburg Bridge fra Manhatten, og fortsæt sådan nogenlunde langs vandet og gå mod Dumbo og Brooklyn Height. På vejen kommer man igennem det jødiske kvarter, som også er en ret fin oplevelse, og fra Dumbo og især Brooklyn Heights har man det vildeste view over Manhatten.
Jeg vil helt klart anbefale alle at tage til New York – hvad end man skal på ferie eller over for at arbejde. Jeg skal i hvert fald tilbage snart igen. Tjek i øvrigt altid Time Out og The New Yorker for gode tips til byen.
Jeg sender endnu et postkort hjem fra San Francisco om nogle uger.
xxx
Sandie