Påsken er en traditionsbunden tid, hvilket ofte er lig med påskefrokoster og diverse arrangementer og gøremål, men hvorfor ikke benytte helligdagene til at tage på en velfortjent getaway og trække stikket i stedet? Tag din veninde under armen eller din kæreste i hånden og kom af sted!
“Tag din veninde under armen eller din kæreste i hånden og kom af sted!”
Paris, Berlin og Rom ligger i top 3 over populære rejsemål i påsken, men tag ikke fejl! At blive i Danmark kan også være en fryd. Vi har fundet frem til fem fantastiske lokationer, hvor du kan tilbringe påskedagene og tage forskud på sommerferien, hvis den synes at ligge lige lovligt langt ude i fremtiden.
På Dronninglund Slot i Vendsyssel kan du nyde nogle romantiske dage i smukke omgivelser. Indretningen er en dronning værdig, og hotellets restaurant garanterer, at gastronomien er i højsæde. Derudover er der inden for en kort radius flere attraktioner i form af museer og parker, hvis ellers du kan løsrive dig fra de royale gemakker.
“Indretningen er en dronning værdig”
Er du mere til at være i pagt med naturen, er et ophold på Hotel Nørre Vinkel i Vestjyllands smilehul, Lemvig, måske mere dig. Hotellet er placeret i et naturskønt, bakket område med rig mulighed for at udforske den danske natur i den nærliggende Klosterheden plantage, hvor der er beskiltede cykel- og vandreruter.
LÆS OGSÅ: Hvad skal du lave i påsken?
Drømmer du i stedet om en maritim stemning a la den franske riviera, er Hotel Troense på Tåsinge stedet at tage hen. Vi kan ikke give nogle garantier for vejrudsigten, men du kan opleve en pragtfuld udsigt ud over Svendborgsund til den ene side og gå på opdagelse i den hyggelige skipperby, der er prydet med små hyggelige bindingsværkhuse. Menukortet på hotellets restaurant er spækket med fisk og bidrager yderligere til illusionen om rivieraen.
“…en maritim stemning a la den franske riviera”
I Helsingør ligger det internationalt kendte Strand- og Badehotel Marienlyst. Her har du mulighed for at nyde en drink i baren eller slippe din indre kortspiller løs i hotellets casino. Melder sulten sig, kan du sætte dig til bords i restauranten, hvor både kongelige, fyrstelige og celebre personligheder har dineret. Har du kulturelle interesser, er det oplagt at besøge Kronborg Slot og Louisiana, der begge blot er et stenkast derfra.
Hvis et spa- og wellnessophold er lige, hvad du trænger til, kan Griffen Spa Hotel i Rønne på Bornholm være stedet, du skal til i påsken for at få ladt batterierne op. Her kan du opleve førsteklasses velvære i Den Bornholmske Diamant Spa, der tilbyder alverdens forskellige ansigts- og kropsbehandlinger med bornholmske hudplejeprodukter. Kulinarisk skinner det ligeledes igennem, at du er kommet til Bornholm, hvor restauranten tager udgangspunkt i det nordiske køkken og bornholmske råvarer.
Vi på redaktionen er i hvert fald mere end tilbøjelige til at blive Danmark denne påske og udskyde udlandsrejsen lidt endnu.
xxx