Life&Beyond

10 bøger til sommerferien 

På ChriChri elsker vi at læse, og især på sommerferien er en god bog et musthave! Vi har derfor fået Charlotte Weisenfeld, som driver bog-bloggen Boginspiration.dk, til at anbefale og anmelde 10 gode bøger til sommerferien.

Den perfekte dag af Elin Hilderbrand

– Let og underholdende sommerlæsning.

Beth Carmichael ønskede først og fremmest, at hendes datter ville få en smuk bryllupsdag. Men hun vidste, at hun ikke ville leve længe nok til at opleve den store dag, og derfor har hun noteret alle sine gode råd og ønsker for datterens bryllup i Notesbogen. Men selvom Beth har planlagt den perfekte bryllupsdag for sin datter, så opstår der både drama, skandaler og knuste hjerter.                                                                                                  

Køb bogen her

Et glimt af håb af Ruta Sepetys

– En tankevækkende historie om krig og sammenhold. På trods af det alvorlige emne er bogen let læst.  

En aften under Anden Verdenskrig braser den sovjetiske sikkerhedstjeneste, NKVD, ind i familien Vilkas hjem i Litauen og tager familien med sig.

Lina, hendes mor og lillebror bliver adskilt fra Linas far og mast ind i en beskidt togvogn, hvorefter en lang rejse begynder. De ender i en af Stalins arbejdslejre i den koldeste afkrog af Sibirien. Her bliver familien tvunget til at grave efter roer, mens de kæmper for at overleve under grusomme forhold og barskt vejr.

Køb bogen her 

I et med dig af Sylvia Day 

– Femte og sidste bind i den populære Crossfire-serie om Eva og Gideons kærlighed. 

Vi følger vi Eva og Gideon i ugerne før, de skal forny deres ægteskabsløfter. Parret arbejder stadig på at få deres intense forhold til at fungere, og der er stadig mange, der helst ser dem gå hver til sit. 
Samtidig opdager Gideon, at en i den nærmeste familie ikke er den, vedkommende giver sig ud for at være.                               

Køb bogen her

Bedemandens datter af Sara Blædel 

– Første bind i Sara Blædels nye trilogi er en utraditionel og spændende krimi.

llka rejser til USA for at rydde op efter sin afdøde far. Han forlod hende og hendes mor, da Ilka var syv år gammel, og hun har ikke haft kontakt med sin far siden. Derfor kommer det som noget af en overraskelse, da hun finder ud, at hun er nævnt i hans testamente. Ilka håber at blive klogere på, hvem hendes far var, og hvorfor han pludselig forlod sin familie i Danmark. Men det bliver sværere, end hun regnede med. Samtidig giver Ilkas arv hende problemer, da hun risikerer at hæfte for noget, hun aldrig kommer fri af igen.

”Bedemandens datter” er første bind i en ny trilogi om Bedemandens datter.  Næste bind i serien udkommer i 2017.

Køb nogen her 

 

Arvingen af Simona Ahrnstedt

– ”Arvingen” er en bog om hævn, magt, forbudt kærlighed og om at kæmpe for det man gerne vil have – uanset om det er i erhvervslivet eller på kærlighedsfronten. 

Natalia De la Grip er en af finansverdenens unge supertalenter. Hun arbejder hårdt på at få sin fars anerkendelse og en plads i familievirksomhedens bestyrelse.

David Hammer er en af Sveriges rigeste venturekapitalister – og erhvervslivets bad boy. Han har længe haft De la Grips familievirksomhed i kikkerten, og det går hurtigt op for David, at den bedste måde at nå sit mål er via Natalia.
Selv om en relation mellem dem er fuldstændig utænkelig, leder en

frokost alligevel til en nat, ingen af dem kan glemme.

“Arvingen” er første bind i en ny trilogi om familien De la Grip. Den følges op af bogen “Løftet”.

Køb bogen her 

 

Beautiful bastard af Christina Lauren

– Den bedste bog om kærlighed og passion jeg længe har læst.

Chloe Mills er ung, kvik og ambitiøs og godt på vej mod sit drømmejob. Hun har bare et problem: hendes chef. Bennett Ryan er arrogant, krævende og urimelig – og helt utrolig tiltrækkende.

Bennett har en plads som chef i familiekoncernen. Han ved, hvad han vil, og trods rygter om det modsatte, har affærer på kontoret aldrig været hans stil. Alle tror, at Bennet og Chloe hader hinanden, da de konstant mundhugges, men i virkeligheden prøver de begge at modstå hinanden. Men pludselig er de fanget i et spil, der er svært at komme ud af igen. 

”Beautiful bastard” er første bind i en ny serie. Andet bind ”Beautiful stranger” er allerede udkommet.

Køb bogen her

 

Som sendt fra himlen af Cora Carmack

– Er du vild med søde kærlighedsromaner, så vil du elske ”Som sendt fra himlen”.

Max har et problem. Hendes forældre er pludselig kommet uanmeldt til byen, og hun er overbevist om, at de vil slå hånden af hende, hvis de ser hendes postkasserøde hår og farverige tatoveringer. Og hvad endnu værre er: De forventer at møde den søde og fornuftige kæreste, hun har fortalt dem om. Problemet er bare, at han ikke findes. Alle hendes løgne er lige ved at ramle sammen om hende, men så møder hun ved et tilfælde Cade. Max beder Cade om at spille hendes kæreste for en aften, men da de er nødt til at fortsætte skuespillet, begynder de at få følelser for hinanden. 

”Som sendt til himlen” er en selvstændig efterfølger til bogen ”Som stjernerne står”.

Køb bogen her

 

Slut med forbudt af Morten Elsøe & Morten Svane

– En bog med flere vigtige pointer – især hvis du tit har dårlig samvittighed over det du spiser, eller du overvældes af dårlig samvittighed, når du logger på de sociale medier. 

Slut med forbudt giver dig et indblik i, hvorfor man ikke nødvendigvis bliver hverken sundere eller slankere af at følge diverse regler, råd eller såkaldte eksperter og bloggere.  

Bogen bygger på videnskab og fornuft i stedet for madreligion og fanatisme, og guider dig til et liv, hvor det du spiser er en kilde til nydelse i stedet for stress – Et liv hvor du kan spise kage uden at tage på. 

Køb bogen her 

I lige linje af Anna Grue 

– En spændende og uforudsigelig krimi med flere spændingsmomenter. 

En midaldrende motionscyklist bliver fundet død. Han er styrtet ned i et hul og har brækket halsen – Et tragisk, men hændeligt uheld, mener Christianssund Politi. Få måneder senere dør ofrets bedste ven, og denne gang er der tydeligvis tale om mord. Privatdetektiven Dan Sommerdahl og politiet begynder nu at efterforske de to dødsfald, men hænger de to mord sammen?

Sideløbende med efterforskningen kæmper Dan med flere omvæltninger i sit privatliv.

”I lige linje” er den syvende fritstående krimi om privatdetektiv Dan Sommerdahl og politiet i Christianssund.

Køb bogen her 

 

Du går ikke alene af Mari Jungstedt

– Krimiplottet er ikke er lige så stærkt, som i de tidligere bøger i serien, så man skal primært læse bogen for at følge karakterernes personlige historier.

En toårig pige forsvinder pludselig fra en frisørsalon i Visby. To uger efter forsvinder en ny lille pige fra et marked i Visby og to hundeluftere finder liget af en kvinde i et sumpområde ved de idylliske Lojsta-søer.

Karin Jacobsson leder efterforskningen med hjælp fra Anders Knutas, der er deltidssygemeldt. På kort tid skal politiet både opspore en morder og en kidnapper, men er der en sammenhæng mellem de tre forbrydelser? 

“Du går ikke alene” er den 11. fritstående krimi i serien om Anders Knutas og kollegaen Karin Jacobsson fra Visby Politi.
                                                           

Køb bogen her 

 

LÆS OGSÅ: Bog: Erotisk intelligens 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *