Nicolai og Sofia har været kærester i snart 3 år, og bor til daglig i Aarhus. Foruden diverse studiejobs og praktikophold, har de tidligere arbejdet som destinationsguider i Spanien for Bravo Tours & Sun Tours. De rejser i øjeblikket rundt i Sydøstasien i 7 måneder, hvor de besøger Indonesien, Malaysia, Filippinerne, Myanmar, Thailand, Sri Lanka, Dubai og øen Borneo. Følg deres rejseberetninger her på ChriChri.dk og få inspiration til nye steder du skal besøge.
Hvem?
Sofia Ganer (28 år) er uddannet cand.mag i Oplevelsesøkonomi fra Århus Universitet med en bachelor i Branding & Marketing. Sofia kommer fra en rejseglad familie, og har derfor rejst i det meste af Europa og Asien siden hun var barn. Hun har rejst i mere end 30 af verdens lande, men har en forkærlighed for Asien, hvorfor hun har tilbragt mere end 18 måneder i henholdvis Indonesien, Vietnam, Cambodia og Thailand.
Nicolai Wakeley (29 år) er uddannet cand.mag i Oplevelsesøkonomi fra Århus Universitet med en bachelor i Informationsvidenskab. Nicolai har rejst meget i Europa og tilbragt 14 måneder i Amerika, herunder Argentina, Brasilien, Bolivia, Colombia, Costa Rica, Guatemala, Peru, Panama, Venezuela, USA og Uruguay. Nicolai har rejst i mere end 40 af verdens lande, og hans mål er at nå 50 inden han fylder 30 år.
Smukke templer og fantastisk natur på øen Java (Indonesien)
Når du læser denne artikel har vi netop taget hul på en 7 måneder lang rejse igennem Sydøstasien – og som du nok kan regne ud, så har det krævet en del planlægning og mange overvejelser at nå hertil, men (hold op) hvor var det godt vi gjorde det! Vi startede i Jakarta og bevægede os så igennem øen Java, som på mange måder minder mig om, da jeg var på Bali og Lombok for 15-20 år siden med min familie. Her er næsten ingen turister (i hvertfald når man rejser uden for højsæsonen) og både attraktioner og priser bærer præg af dette. Mange af de mennesker vi mødte på Java havde aldrig set ‘hvide’ vestlige mennesker i levende live, så vi følte os en smule som rockstjerner med en flok paparazzier i hælene. Java er klart en oplevelse, hvis man leder efter et sted, hvor der næsten ingen turister er, udover på de mest besøgte attraktioner såsom Borobudur og Mount Bromo. Det skal dog siges, at Java var en smule for “råt” for mit vedkommende (i det lange løb), så det er nok ikke, der jeg ville tage hen, hvis jeg kun havde 2 uger at rejse i – men er man er afsted i længere tid fungerer Javas rå natur og miljø godt som kontrast til de mere turistede steder som Bali og Gili-øerne.
Her er en liste over de steder du helt sikkert skal besøge på Java – og de steder du med fordel kan undgå.
Steder du med fordel kan undgå:
Jakarta: Byen er meget trafikeret, beskidt og hektisk! Vi havde mest af alt lyst til at blive inde på vores hostel væk fra de mange udstødningsgasser.
Ijen (Blue Fire): Stedet var totalt crowded med turister og det var svært at trække vejret på grund af de store mængder sulfur gasser – også selvom vi havde nogle (dårlige) masker på, som skulle have afhjulpet problemet en smule. Den blå ild er en smule overvuderet, gåturen er hård og til tider decideret farlig på grund af rullene klippesten. Lonely Planet oversælger klart denne tur – eller også var vi bare utrolig uheldige! Det skal dog siges, at Nicolai var mere begejstret for denne tur end jeg var – måske fordi drenge godt kan lide lidt action 😉
Steder du helt sikkert skal besøge:
Mount Bromo: Wow, siger jeg bare! Turen til Mount Bromo var lang (13-15timer fra Jogjakarta) og ikke specielt behagelig, men det er det hele værd! Til trods for en del turister, så havde vi den mest fantastiske udsigt, hvor vi så solen stå op over Mount Bromo. Desværre var vulkanen aktiv, da vi var der, så det var ikke tilladt at komme op på selve vulkanen, men selv fra det populære viewpoint, så var det alt i alt en fantastisk oplevelse!
Yogyakarta: Trendy by med mange små hyggelige boder og hestevogne. Shop batik billeder, indonesiske saronger og spis dig mæt på billige lækre restauranter.
Where to eat: Spis god og billig indonesisk mad på Bedhot Resto eller prøv Mi Casa Su Casa, som også serverer spansk inspireret mad. Slut aftenen af med en kold øl eller detox-juice på Oxen Free, hvor de spiller lækker musik i baggården. Prøv en kokosrulle med palmesukker (Puto) ved en af de små madvogne på den travle gade Malioboro Street.
Where to stay: Bo på Bladok Hostel som ligger 5 min fra banegården og start dagen med en tur i poolen. Værelserne er rene og billige (85 kr pr nat for 2 personer) og deres morgenmad er super god! Prøv deres bananpandekage og omelet – eller clubsandwich med kylling! Deres hjemmebagte brød er ligeledes et plus!
What to see: Shop rundt i de små gader nær Malioboro Street og få en omgang billig massage ved en af de mange wellness-shops, som ligger på gaden. Slå et smut forbi en af de små coffee-shops eller besøg kaffeplantagen udenfor byen, hvor de sælger verdens dyreste kaffe (Luwak), som produceres ved, at katte spiser kaffebønnerne, og derefter skider dem ud igen, hvorefter kaffen får en helt speciel aroma. Tro det eller ej, men kaffen var faktisk utrolig smagfuld, selvom det måske lyder en smule ulækkert 😉 OG så skal du selvfølgelig besøge verdens største budhistiske tempel, Borobudur, og det hinduistiske tempel, Prambanan, som klart er en oplevelse samt årsag til at mange turister besøger byen.