Jeg elsker kaffe. Især den om morgenen. Den er lavet med en perfekt mængde mælk. Min kæreste kender mig ret godt på det punkt. Det er ham der er manden bag. Den smager af tryghed, passion og kærlighed. Den drikkes langsomt, smages og nydes som ingen af de andre kopper jeg drikker i løbet af en dag. Og koppen… den er god at holde om. Den er varm. Men ikke for varm. Den luner hænderne dejligt. Der er noget særlig over morgenkaffen. Det er over den, min kæreste og jeg vender dagens to-do lister og klæ’r hinanden på til dagens mulige udfordringer. Det er vores stund. 

LÆS OGSÅ: Turen går til: Frankrig

Kaffe har mange smagsnuancer. Der kan være stor forskel. Jeg husker særligt, hvordan kaffen i venteværelset smagte, da jeg sad der med min lillebror, min mor og hendes kæreste. Vi skulle have svar på en biopsi min mor havde fået taget et par uger i forvejen. Kaffen smagte af frygt og bekymringer, men også af kærlighed og håb. Den var sort og blev drukket af et plastikkrus, som var for varmt at holde om. Den var svær at nyde. Jeg nåede heller ikke at drikke den før sygeplejersken sagde min mors navn…

“Kaffen smagte af frygt og bekymringer, men også af kærlighed og håb.”

Min mor har kræft. For anden gang. Det føles unfair. Det er ubærligt at se sin mor svækket og samtidig skulle acceptere, at man ikke kan gøre noget ved det. Heldigvis er hun en fighter og har sit gode humør. Så vi er ved godt mod. Hendes sygdom er et eksempel på en af de livslussinger, som rammer os alle i ny og næ. En af dem, der vækker os og minder os om, at livet er ubarmhjertigt og kan ændre sig på et splitsekund. Jeg ser det som en stort prik på skulderen og påmindelse om, at vi (for fanden da!) skal gøre noget ved vores drømme. Sådan en lussing udløser en kampånd og et kæmpe drive, som gør mig meget bevidst om, at gøre noget ved tingene…

Derfor skal jeg drikke min kaffe i USA de næste tre måneder. Min kæreste og jeg har nemlig besluttet, at gøre noget ved den drøm vi har, om at tage på en længere rejse til USA. Turen er ikke planlagt i detaljer, men vi starter ud i Houston, hvor min papbror bor i øjeblikket. Herefter tager vi til Las Vegas, så L.A., San Francisco, Seattle og Portland, hvorfra vi hopper på et fly til New York. Der skal vi bo i 1,5 måned. Vi glæder os mere end en teenager til fri bar på Crazy Daisy, en tvillingemor til at sove og en græsallergiker til vinteren. Det bliver G R E A T.

LÆS OGSÅ: Snør vandrestøvlerne &  oplev magiske Cinque Terre

Turen er også med til at realisere en anden drøm. Jeg har længe gerne ville være selvstændig og haft et mål om kun at være afhængig af wifi, så jeg kan arbejde fra hvor i verden jeg har lyst til. Derfor har jeg opsagt mit faste trygge job – og har nu skiftet skrivebordet ud med passagersædet på Highway 1, en hængekøje i ørkenen, en strandcafé på Venice Beach, eller nåh ja, hvor end der er wifi. For en ellers pligtopfyldende og (semi-) fornuftig jyde som mig var der modargumenter nok, bl.a.: “det vil virkelig være et dårligt tidspunkt for din chef, hvis du smutter” eller “Hvad vil din bankdame sige?”. Den smukke sandhed er jo bare, at vi hverken er gift med vores bank eller vores chef. Den eneste vi rent faktisk skal spørge om lov er… os selv!

Sidste sommer læste jeg Soleima Gouran’s bog ”Mod til succes”. I den skriver hun: ”Du skal være sikker på, at du er i dit liv, fordi du vil være lige netop der, og ikke fordi du er bange for det ukendte”. Jeg tror hun rammer noget helt centralt i mange af os. Vi er tryghedsnarkomaner og bange for det ukendte. Men hvad er det værste der kan ske? Jeg kan godt afsløre, at kaffen er en billigere udgave end før, men den smager til gengæld af eventyr og den vildeste forventningsglæde. Jeg kan godt lide tanken om, at jeg ikke helt ved, hvordan fremtiden ser ud. At det hele ikke planlagt. Det gør, at jeg er i stand til at gribe de muligheder der opstår. 

”Du skal være sikker på, at du er i dit liv, fordi du vil være lige netop der, og ikke fordi du er bange for det ukendte”

Jeg siger ikke, at du skal smække døren til chefens kontor i morgen, oprette en kassekredit på 100.000,- og sige “fuck alle”, men tænk dig om og gør noget ved dine drømme. Læg en plan og hold fokus.

Mens jeg skriver dette indlæg sidder jeg i flyet mod Houston. Kaffen er sort med for lidt mælk i. Men jeg drikker den med min kæreste og den smager af at være på vej…

Jeg glæder mig til at fortælle mere om de mange smagsoplevelser vi har forude. Skål i kaffe!