[single_post_category_name]

Snør vandrestøvlerne &  oplev magiske Cinque Terre

Drømmer du om en ferie med uspolerede naturoplevelser og aktive dage? Så er Cinque Terre ved Den Italienske Riviera et perfekt rejsemål. De fem sorbetfarvede landsbyer ligger som perler på en snor i et dramatisk kystlandskab, der er som skabt til vandreture langs det azurblå Middelhav. 

Tag på en rejse tilbage i tiden
Med sit spektakulære landskab, udfordrende terræn og netværk af ældgamle stier er Cinque Terre et fantastisk sted at vandre. Naturparken består af fem små fiskelandsbyer, der ligger helt ud til vandet og farverigt smyger sig langs de stejle klippesider. Et besøg i Cinque Terre er som en rejse tilbage i tiden; biler bliver nægtet adgang, og landsbyerne er kun forbundet af en gammel jernbanestrækning fra 1800-tallet. Vandrestierne bugter sig gennem et unikt system af vinmarker og olivenlunde, og ruterne findes i alle sværhedsgrader, fra nemme 20 minutters småture til svimlende vandreture på klippesiderne. 

Lokal kolorit og havnestemning 

Cinque Terres østligste landsby, Riomaggiore, fungerer som uofficiel hovedby. De kulørte huse falder ned ad en stejl skrænt mod en lille lystbådehavn, og det er intet mindre end imponerende at opleve, hvordan landsbyen er indrettet efter sine klippefyldte omgivelser. Kom helt tæt på det lokale liv på en gåtur gennem byens gader, hvor vasketøjet hænger til tørre på altanerne, og de optrukne fiskerbåde ligger på rad og række foran gadedørene. Lige sydøst for havnen ligger en lille gruset stenstrand, hvor du kan nappe en dukkert inden middagen på en af de små havnerestauranter. 

LÆS OGSÅ: Ferie i Tanzania? 5 tips til hvordan du sparer penge på safari-rejsen

Middelaldercharme og frodige vinmarker 
Manarola tumler ned ad klipperne mod havet med et mylder af pastelfarvede huse, caféer, trattoriaer og restauranter. Landsbyen summer af liv og siges at være den ældste af de fem fiskerbyer – og hvis mængden af middelalderlige relikvier har noget at sige, så er der noget om snakken. Manarolas kendetegn er dens grønne terrassemarker, for området er velsignet med flere vinplanter end nogen anden landsby i Cinque Terre. Her kan du prøve et glas af den populære søde Sciacchetrà-vin, der nydes bedst til desserter. Måske er det også derfor, mange fremhæver byens isbarer som de bedste på hele kyststrækningen. 

Vinranker i smukke højdedrag 
Corniglia er den eneste landsby uden direkte adgang til havet, da den ligger højt oppe på en klippekam omgivet af vinmarker. Ved et besøg på caféerne i de smalle gader har du derfor rig mulighed for at få læsket ganen i de lokale druer. Men for at komme derop, skal du først klare Lardina – en stentrappe med 377 trin. Heldigvis er udsigten en himmelsk belønning i sig selv;  fra klippebalkonen Belvedere di Santa kan du nyde et panoramisk vue over hele kysten og de fire øvrige landsbyer.

Italiensk stemning når det er bedst 
Skønt den er den mindste af landsbyerne langs kysten regnes Vernazza af mange for at være den smukkeste. Landsbyen er derfor også en af de mest turistede, men en ting er sikker; der venter skønne udsigter om hvert hushjørne. På den brolagte hovedgade, Via Roma, finder du et væld af små hyggelige caféer og butikker, mens sidegaderne fører op til en labyrint af små snævre stræder – på italiensk caruggi – i genovesisk stil, som byen er kendt for. Du kan indsnuse atmosfæren ved den billedskønne lille havn og følge vejen op ad en stejl trappe til borgruinerne Castello Doria fra 1000-tallet, der er landsbyens absolut bedste udsigtspunkt.

LÆS OGSÅ: Pikant i Paris – Guiden til jer der begærer Paris og hinanden


Hvide sandstrande og vandsport 
Den største og mest udbyggede af landsbyerne er Monterosso al Mare, der er delt i en gammel og en ny bydel, som ligger på hver sin side af et forbjerg og er forbundet af en bjergtunnel. Når du kommer til Monterosso kan du passende belønne dig selv med en tur i vandet fra den lange sandstrand. Hvor de andre landsbyer byder på solbadning ved klipperne og mindre strande, så er Monterosso nemlig et paradis for vandhunde og badenymfer. Her kan du hoppe på en båd og udforske kystlinjen, tage på undervandsture med fuldt dykkerudstyr og snorkel eller leje en kano og opdage skjulte bugte i det krystalblå hav.  

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide