Life&Beyond

Anne-Mette Bjerre: En rejseberetning fra Houston og Vegas

Facts

Anne-Mette Bjerre

Iværksættende kvinde, der er svært glad for mayo og Riesen. 

Derudover freelancer som produktionskoordinator & afvikler.

Se mere til Anne-Mette på
@am_bjerre

Jeg købte min første kaffe på vej ud af Houston lufthavn. Godt nok var den en smule tynd og med UHT-behandlet mælk, men den smagte af begejstring og havde samme effekt som champagne. Ærligt, kunne de nok have serveret hvad som helst, for selv western-musikken (Texas, you know) i radioen faldt i min smag den dag…

LÆS OGSÅ: Når kaffen smager af eventyr & forventning

Jeg tror det var følelsen af, at være sikkert fremme og have påbegyndt indledningen på mit lille eventyr. YES! Vi tilbragte tre hele dage i Houston. Og med ”vi” mener jeg naturligvis min kæreste, men også min Far, papmor, lillebror, papsøskende og dertilhørende kærester. En ”moderne” sammenbragt familie på ti, der alle er kaffedrikkere. Grunden til sammenkomsten var bl.a. fordi vi skulle besøge min papbror, der i øjeblikket bor i Houston. Han agerede derfor tourguide og var især dygtig til at berette om byens spisesteder, da han er særlig madglad (og ovenikøbet én af dem med et irriterende højt stofskifte…).

Han tog os også med på South Texas College of Law, hvor han har sin hverdag sammen med knap 1000 andre studerende. Skolen var virkelig flot og lignede filmkulisser fra hvilken som helst amerikansk film, der foregår på en skole. Det var spændende at få et lille kig ind i hverdagen. Når man siger Houston siger man også NASA Space Center. Min kæreste er til den nørdede side, når det kommer til rummet – ja, jeg er faktisk i tvivl om klimaks på turen, for hans vedkommende, allerede var nået på dag to, da vi aflagde det et visit. Det var nu også svært ikke at blive en lille smule fascineret. Anbefaling herfra. 
Værd at nævne:

Vi boede på…

– Hotel Hilton Garden Inn. Fint hotel. Ligger i gåafstand til Galleria (kæmpe shopping center) og til Water Wall. Som et lille treat, havde hotellet altid gratis kaffe to-go, kage eller frisk vand i foyeren. Derudover super morgenmad med mulighed for at spise sundt.

Vi spiste på…

– Buffalo Grill til morgenmad. Det var overdådigt. Kæmpe portioner. Pandekager der svømmede i sirup, burrito’s med en ostemængde udover det sædvanlige og vafler med flødeskum og jordbær. Det var… nåh ja, amerikansk. Ingen bordservering – om i køen!

– Shake Schack Burger. Du kender det sikkert allerede. Num! En rigtig greasy burger. Drengene kunne nemt spise to, men jeg følte mig mæt i smag og fedtstof efter én.

– Del Frisco’s til aftensmad. Jeg bestilte tunbøf og min kæreste en ribeye.  Den var bedre end alle andre steakrestauranter, jeg før har spist på. Bare gør det.

Vi oplevede…

– Tunellerne. Houston har bygget et komplet netværk af tunneller under downtown med butikker og restauranter, som bruges til at komme fra den ene ende af byen til den anden – især på de varme dage.

– Water Wall. Vi tog på en morgenløbetur forbi Water Wall der ligger i en lille hyggelig park. Den var betagende og et skønt sted at holde en lille pause eller picnic.

– NASA Space Center. Køb audio guiden, hvor tidligere astronauter fortæller om de ”ting” man kigger på. Det gør det hele lidt mere spændende, når man, som jeg fx, er ret uvidende. Tag på tramtour. Vi tog på den røde, hvor vi bl.a. så Saturn V, som var den raket der sendte Apollo 11 til månen. Prøv ikke simulatorende. De giver køresyge og er kedelige.

Efter tre dage fløj vi – hele flokken – mod nye smagsoplevelser. Jeg kan afsløre at jeg stadig smager af glimmer, glamour og tømmermænd efter en uge i selskab med VEGAS. Er man til lir, fest og ok med at det hele er lidt ”too much”, er man til Vegas. Det er én stor forlystelsespark for voksne. Gøglerne i gaderne virker nærmest iscenesat som en del af et stort show. Der var faktisk lidt ”Westworld” (TV-serie) over det. Jeg vil anbefale at man sparer en god sjat penge op, så man kan deltage i festen. Hav råd til at gå på kasino. Se det som en oplevelse du køber, men bestem på forhånd hvor mange penge du vil spille for. Og hold fast i det.

Alkohol er i øvrigt gratis så længe du spiller. Festen kunne også bestå af en Backstreet Boys koncert, en tur i Gondol i ”Venedig”, en aften på club (de fleste steder koster et bord 10.000 kr., så det er en stor fordel at være en god flok) eller en helikopter tur over Grand Canyon og Hoover dam – en oplevelse der var breathtaking.

LÆS OGSÅ: Derfor skal du rejse til Riga 

Værd at nævne:

Vi boede på…

– Trump Hotel, som ligger i enden af ”The Strip”. Det tog ca. 25 minutter at nå midten af ”The Strip” på gå-ben. Der var ikke noget kasino på hotellet, hvilket betød at vi også slap for larm (udover demonstrationen den ene dag) når vi opholdt os på hotellet. Det gav mulighed for følelsen af en ægte solferie. Alt spillede på Trump – undtagen navnet. Morgenmaden er især værd at nævne.

Vi spiste på…

– Maggianos. Virkelig god italiensk restaurant. Vi bestilte deleretter til hele bordet. Mmm…

– Cheesecake Factory. Jeg blev beordret hjemmefra til at prøve det. Og tak for det. Deres cheesecakes er lige så gode som de er flotte. Tag gerne aftensmaden der også. Store portioner.

– Gordon Ramsay Pub and Grill. Klassiske retter, fede omgivelser og godt krydret.

Vi oplevede…

– Kasino. Det skal prøves! Hvis man ikke satser så meget af gangen, kan jeg anbefale at tage på ”Fremont Street”, hvor minimum indsatsen i roulette er $5 ift. på ”The Strip”, hvor den er $10-15.

– Helikoptertur over Grand Canyon og Hoover Dam. Stor oplevelse! Fantastisk at se oppe fra – man føler virkelig Grand Canyon’s storslåethed. Turen derud tager 45 min. Vi landede på en repos, hvor vi fik snacks og champagne. Kan kun anbefales.’

– Las Vegas North Premium outlet. Ingen tur til USA uden et stop forbi et outlet. Dette lå ca. 20 minutters kørsel væk og havde et godt udbud af butikker, bl.a. Nike, Adidas, Ralph Lauren, Levis, Hilfiger og mange andre.

Lige nu er jeg dog ret glad for, at de næste par dage byder på noget helt andet. Vi har sagt farvel til flokken og indstillet GPS’en mod Joshua Tree, hvor vi skal bo i campingvogn de næste par dage. Det er morgen. I bilen er min kæreste, en pose Riesen og to kaffer fra Starbucks. Det føles næsten hjemligt. Mængden af mælk er perfekt og kaffen smager af begejstring. Jeg synes vi er gode til at rejse sammen som ”moderne” familie – sådan en tur styrker fundamentet og gør os tættere. Nu vil vi høre ”Ser du månen, Daniel” som lydbog. Vi skrives ved – og skål i kaffe.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *