Bemærk dig mine ord. Har du først besøgt Vancouver – så vil du tilbage igen og igen… og igen. Det er byen, der har alt. Lige fra shopping og et blomstrende kulturliv, snebeklædte bjerge og den vildeste, mest fascinerende natur til skisport og baseball. Vancouver ligger på den østlige side af Canada og er med knap 2,5 millioner indbyggere Canadas største havneby, med en befolkning fordelt på en god blanding af forskellige nationaliteter. Netop denne blanding af nationaliteter springer også tydeligt frem i det samlede bybillede, hvor du finder alt lige fra kinesiske til svenske restauranter og butikker. Kort sagt – byen har ALT. Så det er bare med at komme afsted.
LÆS OGSÅ: 3 ‘hidden treasures’ i Europa, som du skal besøge!
Så lang tid tager det
Den hurtigste rejse til Vancouver er over München og kan klares på sammenlagt 13 timer – sørg for, at du har mindst 5 nætter, så du har tid til at opleve det hele.
De bedste oplevelser i Vancouver
Grouse Mountain: Vancouver rimer (næsten) på bjørne, for med alt den natur, så ja – der er bjørne i bjergene omkring Vancouver. Du kan se to af slagsen – Coola og Grinder – i naturreservatet Grouse Mountain et par kilometer ude for Vancouver. Udover de to grizzly bjørne, så er reservatet en oplevelse i sig selv. Du tager en svævebane helt op på toppen af bjerget, med udsigt over Vancouver og den omkringliggende natur. Ret vildt. Ret smukt.
Slut turen af på restauranten Sky Deck Lounge – hvor du kan nyde en let middag med en udsigt, du sent vil glemme.
LÆS OGSÅ: Insider Guide: Vietnam
Baseball: Jeg havde aldrig troet jeg skulle se mig selv til en sportskamp – i min verden er sport til for at blive dyrket, ikke for at blive set. Men jeg skulle en tur til Vancouver for at lave om på den indstilling. For canadiaerne er dét at gå til baseball, ligesom når vi danskere går i biografen. Det er underholdning fra start til slut – hvilket også indbefatter de vildeste madorgier med gigantiske pølser, øl og popcorn. Hvad der sker på baseballbanen? Det nåede jeg slet ikke at se – alt omkring mig var en oplevelse.
Tip: Sørg for at sidde BAG ved nettet, så du ikke får en flyvende baseball i hovedet. Tjek Vancouver Canadians hjemmeside for næste kamp: www.milb.com
Vancouver Art Gallery: Midt i centrum ligger dette smukke galleri, der har en flot permanent samling – men som også er rigtig gode til at få store anerkendte udstillinger til byen. Da jeg besøgte Vancouver var der en Claude Monet udstilling – og det var ikke bare fire værker, det var MANGE smukke værker. Se deres hjemmeside for den aktuelle udstilling: vanartgallery.bc.ca
Shopping: Vancouver har alt lige fra stormagasinerne Holt Renfrew og Nordstroms, til Gucci, Chanel og Prada – samt upcoming designerbutikker. Stormagasinerne og de dyre butikker finder du i ”Downtown” området – mens de små butikker er i ”Gastown”.
Her skal du bo
Four Seasons Vancouver: Når jeg rejser vil jeg bo godt, jeg HAR boet på min del af hostels og små lejligheder. Four Seasons er eminent – den bedste service, de blødeste senge, de lækreste værelser med udsigt og den bedste placering. Du kan få et dobbeltværelse for ca. 2.500 kr. pr. nat.
Her skal du spise
Mahony & Sons: Midt på havnepromenaden ligger denne restaurant med lækker mad og gode drinks. Det bedste er dog udsigten. Midt på havnepromenaden, med de store cruiseships til højre og de snebeklædte bjerge på den anden side af bugten. Jeg kunne blive siddende…. Mahonyandsons.com
YEW: Man kommer ikke til Vancouver uden at spise fisk og skaldyr. Den bedste restaurant til det, er restauranten YEW på Four Seasons. Prøv deres fiskeburger med avocado. Mums…
Mit bedste tip Vancouver-tip:
Sørg for at leje en bil. Selvom deres offentlig transport er ok, så er det en gave med egen bil. Og præcis som i USA kan du leje en ordentlig slæde for få penge.
LÆS OGSÅ: Anne-Mette Bjerre: Rejseberetning for Solvang, Yosemite og San Fransisco