Life&Beyond

Udveksling på Hawaii: Derfor gjorde jeg det

Udveksling på Hawaii: Derfor gjorde jeg det
Facts


Christian Cordius

Christian Cordius er 27 år og vokset op på Østerbro i København. Til dagligt studerer Christian Innovation og entrepreneurship på Københavns Erhvervs Akademi (KEA). 

Se mere til Christian på hans Instagram-profil @chriscordius.

Lige nu bor jeg i Waikiki, Honolulu på Hawaii. Jeg har valgt at forsætte min uddannelse inden for innovation og entrepreneurship på Hawaii Pacific University, som ligger på Oahu, en af øerne på Hawaii. Hawaii består af seks forskellige øer; Big Island, Molokai, Kauai, Maui, Lanai og Oahu hvor jeg er altså er bosat på nuværende tidspunkt.

Mit uddannelsesforløb

Jeg kommer fra en relativ ‘almindelig’ akademisk baggrund. Fra folkeskole på Østerbro til Gammel Hellerup Gymnasium (GHG). Efter tre fantastiske år på GHG, prøvede jeg lykken som fodboldspiller i et par år. Men da talentet ikke bar mig videre end 1. division og min krop ikke kunne følge med den intensitet, det krævede pga. mange skader i disse år, valgte jeg at drukne drømmen om at leve livet som fodboldspiller. Jeg skulle finde mig selv, og hvad jeg ellers havde at byde på udover fodbolden. Det blev til mange ‘sjove’ og lærerige jobs. At rejse ud i verden begyndte med at jeg blev tilbudt muligheden for at starte en restaurant i Spanien, Tinajo, Lanzarote. Her fik jeg blod på den entreprenante tand! Efter et halvt år i Spanien valgte jeg at tage hjem og starte på KEA og studere entrepreneurship. 

Her læste jeg i to år og uddannede mig som Entrepreneur- designer. Det gav mig mod på at prøve mine evner af i erhvervslivet. Heldigt nok blev jeg tilbudt muligheden for at starte restauranten ‘Yatai by Jens Rahbek’ på Papirøen op sammen med Jens Rahbek (stifteren af Sticks’ N’ Sushi) lige efter jeg blev færdig på KEA. Det gav mig en plads i bestyrelsen på papirøen, som åbnede op for et samarbejde mellem bestyrelsesformanden og jeg, da vi ønskede at etablere Papirøen i Århus. Da det ikke skete grundet manglende tilladelser fra kommunen i Århus, valgte jeg at forsætte livet på skolebænken.

Jeg kom ind på Innovation og entrepreneurship professionsbacheloren på KEA, da det var det eneste sted, jeg reelt søgte. I min optik tilbyder KEA det mest virkelighedsnære forløb, som gør en klar til det reelle erhvervsliv. Efter et halvt år på bacheloren manglede jeg dog et eller andet. Og efter mine mange års forsøg på at udleve min drøm som fodboldspiller, stod jeg i en position som 26 år, og havde ikke rigtig rejst rundt eller oplevede andre udlandssystemer. Derfor valgte jeg tage en relativ spontant beslutning om at søge ind på Hawaii Pacific University. Så det gjorde jeg sammen med to andre studerende fra min klasse.

Hvorfor valgte jeg Hawaii?

Primært pga. klimaet og det faktum, at det er så dejlig langt væk fra Danmark. For mig galt det om at komme væk og opleve en ny og anderledes kultur. Jeg fortalte mine studiekammerater om en virksomhed, der hedder EDU. EDU er en virksomhed, der hjælper studerende med at finde studier i ud- landet og hjælper dem igennem processen med at komme af sted. Efter et besøg på deres messe blev mine to venner og jeg helt forelsket i Hawaii. Så det var jo bare det, vi skulle gøre – jeg tænkte, hvorfor ikke? Hvad jeg senere fandt ud af er, at HPU er et forholdsvis anerkendt universitet (indenfor biologi…) og det krævede lidt mere end det normale at komme ind. Her startede en meget hård og krævende proces. Ikke blot fra vores side af, men også i tråd med at vi oplevede meget modstand fra diverse institutter. Heriblandt vores eget.

Først skulle vi have en masse fag godkendt af vores eget studie. Altså fag som HPU udbød. Det måtte vi kæmpe meget med, og da tiden var kort inden fristen var det et fuldtidsjob i sig selv at finde frem til disse i samarbejde med vores studie. Efter at have fået vores fag godkendt, papire sendt frem og tilbage mellem HPU og KEA, startede endnu krig med at få vores SU-kontor til at finde frem til diverse stipendier, vi ville få tildelt, hvornår vi ville få dem og om det overhovedet var muligt at få dem i tide.

Det gjorde, at vi alle skulle i banken med vores dådyrøjne og overbevise dem om, at SU ville give os de her penge, som vi var berettet til. Udover det skulle vi igennem en TOEFL-test. Til dem, som ikke kender til TOEFL- testen, skal det siges, at det er en rigtig rigtig underlig og dyr test! Da det er en del år siden, jeg gik ud af gymnasiet, skulle man have undervisning på engelsk på ens videregående, før man kunne gå videre uden denne test, medmindre man lige var gået ud af gymnasiet med engelsk på A niveau. Det havde vi alle, men tiden havde indhentet os.

Den kostede 1.500 kr. pr. prøve plus diverse små omkostninger, hvilket gjorde det til en dyr proces. Det var egentlig ret fjollet, da vi alle besidder gode engelske kvaliteter og gode ord på vejen fra vores vejledere og daværende jobs om vores engelske evner. Men heldigvis bestod vi den alle tre i første omgang! For det var virkelig en underlig oplevelse. For at give en kort opsummering af det forløb; Du bliver placeret i et lokale med en masse fremmede mennesker, der også skal tage testen – herefter er der kun en papvæg sat op med gaffatape, som adskiller jer. Nu skal du så optage din egen stemme, hvor du besvarer spørgsmål, lytter til engelske samtaler, skriver engelske essays og udfører grammatiske opgave. Alle sammen i samme lokale uafhængigt af hinanden! Det var svært at koncentrere sig 100 procent, da jeg konstant kunne høre, hvad alle andre folk (prøvede) at sige.

Efter vi fik vores ansøgning til HPU godkendt, og kun var formaliteter som bestilling af flybilletter, leje af ejendom i Honolulu og bestilling af visum stod det klart, at vi faktisk skulle af sted! Alt med få dages mellemrum. Så udover forelskelsen på EDU’s messe undersøgte jeg mit netværk omkring studielivet på Hawaii. Det viste sig, at der var flere end jeg havde regnet med, der havde studeret derovre. Alle respons var den samme; ’Det er fantastisk!’

Mit mål med at studere på Hawaii er…

Som nævnt tidligere var formålet at komme væk fra den ikke bare travle, men mere stressende hverdag i København. Jeg har tit følt, at livet i København til tider kan gå lidt for hurtigt, end hvad godt er. Man skal gå med de ‘rigtige’ mennesker, gå i det ‘rigtige’ tøj, spise de ‘rigtige’ steder, netværke med de ‘rigtige’ mennesker. Ja, jeg kunne blive ved. Jeg føler nærmest, at Strøget f.eks. er en lang catwalk – Dét havde jeg fået nok af. Jeg måtte væk og opleve en fuldstændig anderledes kultur, ellers ville jeg blive skør! Den kliché med at finde sig selv, er efterhånden brugt så meget, at den er lidt til grin, hvis man bruger den. For hvad er det at finde sig selv? Det var pointen i at rejse væk og læse i udlandet. Og det føltes rigtigt – da jeg var i uvante omgivelser fyldt med mennesker, jeg ikke er vant til at være sammen med, så slap jeg rutinerne og var mere tro mod, hvordan jeg er som menneske. Og på den måde ‘fandt jeg mig selv’, og det har måske været den største gave ved Hawaii, udover de fantastiske hikes, strande, mad og dejlige mennesker som jeg mødte.

Forskellen ved at studere på Hawaii vs. i Danmark?

Det kommer virkelig an på, hvad man læser. Nu valgte jeg at læse filosofi og kommunikation på Hawaii. Forskellen jeg bed mærke i er, at vi havde et meget tættere bånd til vores professorer. Vi var ikke nær så mange i klassen, som vi er i DK, hvilket naturligvis gjorde, at man knyttede et tættere og mere personlig bånd med underviserne. Udover dette, var det mere diskussioner end forelæsninger – hvilket var noget, der tændte mit akademiske jeg. At sidde og lytte på forelæsninger uden egentlig at kunne bidrage har tit været en stopklods for mit vedkommende. Men på denne måde kunne man udfordre det stof, man havde studeret og dermed opnå en dybere forståelse af emnet. Det var godt! Udover det benytter de et pointsystem i USA. Man får altså point for, hvor aktiv man er i klassen, rapporter, eksaminer, fremmøde mm. Der er et maksimum antal point, man kan ‘optjene’ i løbet af semesteret, og så er det ellers at skrabe til sig! Det kan både være godt og skidt. Det gør, at man er nødt til at være der konstant og deltage for at opnå en god karakter. Det gør også at, hvis du træder ved siden af én gang i en opgave, kan du risikere ikke at få den bedste karakter lige meget, hvor godt du gør det senere i forløbet.

I Danmark kan man teoretisk blive væk fra samtlige undervisninger, hvis man så kan præstere i de afsluttende eksaminerne eller aflevere rapporterer, der fuldfører kravene.
 Udover selve klasselokalet og det system inde i det, havde man også fag med diverse elever på kryds og tværs. Hvilket ikke er noget, jeg personlig har oplevet i Danmark. Det gjorde at campus-miljøet i den grad blev forstærket, da man fik et tættere bånd til flere elever og ikke kun den ‘klike’, man nu var i, i ens klasse. Det var et kæmpe plus for os udvekslingsstuderende, da det gjorde, at vi fik talt med langt flere studerende, end vi måske normalt ville have gjort. Hvilket får mig til at tænke på, hvor svært det egentlig må være for udvekslingstuderende i Danmark? Men nok om det. For at krydre hele vores akademiske forløb, havde vi også mulighed for at vælge de fag, vi gerne ville have, hvilket gjorde vi kunne planlægge vores ugentlige program, som vi ville. For mit vedkommende gjorde det, at jeg havde ‘fri’ tre ud af fem hverdage i ugen. Så fik trænet mine surferevner i den grad!

Mine bedste råd til andre som kunne tænke sig at studere på Hawaii:

Det er meget enkelt; Prøv så vidt muligt at rejse alene, og omgiv dig ikke med fælles nationalister! Grunden til, at dette er mit bedste råd, er at set tilbage i retrospektiv, så burde jeg have rejst alene. Det at rejse alene giver én et helt andet perspektiv på tingene og smider dig endnu længere væk fra din komfortzone. Vi endte desværre også i den situation, at vi havde en del uenigheder i vores bofællesskab, da vi ikke havde forventningsafstemt, hvad vi hver og især ville have ud af turen. Det skulle vi have gjort! Vi mødte også nogle helt fantastiske danske og norske studerende, som vi endte med at tilbringe meget tid sammen med. Og det fortryder jeg som sådan heller ikke, tværtimod. De har givet mig nogle venskaber og bekendtskaber for livet.

Men igen, hvis jeg kigger tilbage, havde jeg heller set mig tilbringe mere tid sammen med lokale eller andre udlandsstuderende, som gjorde, at jeg kunne udfordre mine engelske evner. Det gør man altså ikke ved at tale dansk, svensk og norsk 70 % af tiden.

Ellers kan man i min optik nyde tiden, mens man er der. For den er på lånt tid. Det er de færreste unge, der har lyst til at bosætte sig på Hawaii, da man hurtigt kan få ø-feber, og som jeg har nævnt tidligere, så er det et privilegium at være studerende, og det er på lånt tid. Så nyd den tid, imens du har den. Hvis man befinder sig på Hawaii, så få oplevet det du kan, brug ikke tiden derhjemme på at læse for meget. Det er ikke det akademiske, der er det svære, men mere at kaste sig selv ud fra fly, dykke med vilde delfiner, hajer og opleve de fantastiske hikes med fælles studerende. For mig var det ting, som dette, der var med til at udvikle mig, og dét som jeg satte pris på. Det gjorde også, at jeg er begyndt at sætte pris på nogle lidt andre ting i livet. Ting som jeg prøver at tage med mig tilbage til Danmark. En af dem har faktisk udviklet sig til en forretningside som en af mine studiekammerater og jeg vi starter her i løbet af sommeren. Virksomheden kommer til at hedde Bananá.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *