Life&Beyond

Fra folkeskolelærer til digital nomade

Mille Sjøgren er journalist og laver voiceover. Desuden er hun indehaver af millespeak.com og podcasten ’Den digitale nomade’.

Privat er hun gift med Kristian Sjøgren, der er videnskabsjournalist og forfatter. 

Sammen har de børnene Vigfus på 10 år og Elva Indiana på 8 år.

Du kan se mere til Mille og hendes seje familie på Instagram på @dignomfam , @millemum og #dendigitalenomade

Mille Sjøgren lever af at lave voiceover og som journalist. For seks år siden forlod hun, sammen med sin mand og børn, Danmark, for at leve et nomadeliv rundt omkring i verden. Her kan du læse, hvorfor de valgte at skifte et almindeligt rutinepræget liv i Danmark ud med et liv på farten.  

LÆS OGSÅ: Rejseguide: Turen går til Cuba

Lige nu sidder jeg i en bus på vej fra New York City til Boston. Jeg har rejst den sidste måned, hvor jeg har set hvaler, vandfald og vulkaner på Island. Badet i varme kilder og set gejsere eksplodere 10 meter foran mig. Jeg har været de canadiske Rocky Mountain og jagtet bjørne og solformørkelse med mit kamera. Spist japansk mad med internationale venner i Calgary og stået ved bredden af nogle af verdens mest ikoniske søer. Jeg har oplevet så meget, at jeg skal anstrenge mig for at huske det hele.

Min mand halvsover ved siden af mig, mens det nordamerikanske landskab bumler forbi os. Vores unger læser hver deres bog – fordi mor har sagt, at de skal holde pause fra deres iPad – og foran os ligger mange måneders eventyr, hvor vi skal udforske mere end 20 lande på 3 kontinenter.

Men jeg er ikke på ferie. Jeg rejser jorden rundt med min familie, men jeg arbejder samtidig. Engang var jeg folkeskolelærer, men nu er jeg digital nomade og driver min egen virksomhed på niende år. Virksomheden kan jeg tage med mig overalt, og så vil jeg hellere se verden end det samme kontor hver dag. Jeg har også min egen podcast, ’Den digitale nomade’, hvor jeg fortæller om vores liv, og om hvordan det er at leve i en tid, hvor den fysiske arbejdsplads ikke længere er en nødvendighed, og at man kan arbejde og bo, hvor i verden man vil eller i hele verden på samme tid, som jeg selv gør. Hele verden er nemlig min arbejdsplads, og lige nu er mit kontor en Greyhound Bus, der flygtigt suser gennem Connecticut.

Fra folkeskolelærer til digital nomade

Jeg har været digital nomade i seks år. Jeg nåede faktisk kun at været folkeskolelærer i nogle få år, før jeg blev radiovært. Efter seks gode år ’on air’, startede jeg min egen virksomhed, Millespeak, hvor jeg lægger stemme til alt fra fjernsynsreklamer til telefonsvarere. Med Millespeak gjorde jeg mig samtidig fri af fysiske rammer, og det blev starten på en anderledes form for arbejdsliv.

Her er min historie:

En kold martsaften for fem og et halvt år siden delte jeg en flaske rødvin med min mand på vores trappesten på Østerbro i København og snakkede om, at vi gerne ville prøve at have en hverdag uden slud, Holgerkyllinger fra Netto og skrigende unger i cykelvognen på vej hjem gennem vintermørket fra daginstitutionen. Jeg kunne arbejde alle steder fra, og det samme kunne han, da han var journalist, så hvorfor ikke prøve? Inden flasken var tom, havde vi bestilt fire envejsbilletter til Spanien og meldt børnene ind på en international skole i en lille flække af en kystby, ingen af os nogensinde havde hørt om før.

Planen var, at vi skulle prøve et andet liv i 10 måneder, men vi fik smag for det, så vi havde 5 fantastiske år i Spanien. Nu har vi så skiftet vores spanske adresse ud med fire backpacks, for i Spanien fandt vi også ud af, at så længe jeg har et ordentligt lydstudie, og vi begge har vores computere med os, kan vi arbejde fra overalt i verden. Det har vi også gjort. Vi har rejst rundt i Spanien fra grænsen til Gibraltar i syd til grænsen til Andorra i nord. Vi har arbejdet og backpacket os gennem Indonesien, Laos, Vietnam og Thailand. Vi har været i Paris, Berlin, Rom og New York. Hver gang har vi haft vores computere, mit rejsestudie og vores børn med os. Der har ikke været en eneste gang, hvor jeg ikke har kunnet give mine kunder det, som de har skullet bruge.

Livet uden fast adresse

I denne her omgang har jeg ikke kun et rejsestudie med mig. Min mand har bygget et stort, sammenklappeligt lydstudie til mig, og jeg har alt mit professionelle lydudstyr med. Er det tungt? Ja, gu fanden er det det, og det er også skide besværligt at slæbe med sig overalt. Men jeg gør det, for lydstudiet gør, at jeg kan arbejde på et professionelt højt plan om formiddagen og være backpacker med alt, hvad dertil hører af fede oplevelser om eftermiddagen. Jeg kan lave en super fed reklame for et sportsfirma klokken 11:00, ro i kajak gennem en nationalpark klokken 13:00 og spise aftensmad over bål eller prøve regionale delikatesser på den lokale restaurant om aften.

Foto: Privat, taget vedLake Louise, Canada

Nogle gange er det vanskeligt, udfordrende og besværligt at leve på den her måde, men sådan er livet på farten. Da vi var i Laos, boede vi langt ude på en rismark, hvor elektriciteten konstant forsvandt, og internettet var fra forrige århundrede. Det gør det ikke nemt at skulle sende store lydfiler på tværs af kontinenter. I New York City fløj flyvemaskiner over vores lejlighed hver 10. sekund, og som speaker er det altså nødvendigt med stilhed, så din reklame på TV ikke har underlægning af flystøj. Det er da møg besværligt at arbejde og leve på den her måde, men jeg spørger ofte mig selv: ’Hvad vil du helst Mille? Vil du have en lineær hverdag, der er simpel, nem og forudsigelig eller en hverdag med vilde oplevelser, men som også er besværlig, udfordrende og til tider hamrende frustrerende?’ Svaret er altid simpelt (svaret er nummer 2).

I morges var jeg tidligt oppe for at lægge stemme til en reklame for Marabou og en film for en ungdomsskole, for med seks timers forskel er det nødvendigt at komme tidligt op, så jeg når at fange mine kunder, inden de går hjem. Jeg ville da allerhelst slumre til klokken otte, men hvis det skal kunne lade sig gøre at leve på denne her måde, så er det en af konsekvenserne ved at være i en anden tidszone, og nogle gange er tidligt op lig med midt om natten. Jeg vil stadig langt hellere det her liv end det andet. Lige nu kører vi over grænsen til Massachusetts, og Boston venter på os et par timer længere nede af vejen. Jeg ser frem til at prøve en hummerhotdog.

LÆS VIDERE

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *