What to do and see
Da vi kun havde 4 overnatninger i Marrakech, valgte vi at blive i nærheden af byen. Ture til Atlasbjergene og ørkenture skulle ellers også være en stor oplevelse.
Jardin Majorelle, Yves Saint Laurents have
Efter den franske maler Jacques Majorelles død i 1962 købte Yves Saint Laurent hans hus, da der var planer om at rive det ned for at bygge et hotel. Yves Saint Laurent og hans partner Pierre Bergé renoverede huset og haven, og efter Yves Saint Laurents død blev haven åbnet for offentligheden. Huset er malet citrongult og en særlig blå farve, som kaldes Majorelle-blå. I Danmark ville disse to farver være helt malplacerede, men her forekommer det som den mest naturlige farve til et hus, og det skaber en helt særlig stemning. Haven er egentlig ikke ret stor, men den er flot og velholdt med flere fontæner og små stier fyldt med kaktusser og sukkulenter til alle sider.
I haven findes også en lille restaurant, som bestemt er et besøg værd.
Place Jemaa el-Fna
Midt i byen ligger den store plads Jemaa el-Fna. Her er der fyldt med gadegøglere, slangetæmmere (og det er ikke bare en lille sød snog, men de helt store og ubehagelige af slagsen), madboder og måske bedst af alt boder, der sælger næsten al slags friskpresset juice til bare et par få danske kroner. Men pas godt på dine ting på pladsen.
Les Jardin de la Medina
Stemningen i byen og især i souk´en kan godt blive noget hektisk, men heldigvis er der flere små oaser i byen, som man kan trække sig tilbage til. Vi havde hørt, at der skulle ligge en eksotisk have, som er ideel til afslapning. Haven hedder Les Jardin de la Medina og hører til et hotel. Det er muligt at nyde den smukke have og købe noget at drikke eller spise, selvom man ikke er gæst på hotellet. Det var ikke helt let at finde, og vi måtte spørge om vej flere gange. Flere hoteller har haver, som man kan nyde noget koldt at drikke i.
Hammam
Hammam (tyrkisk bad) findes i mange standarder, lige fra de meget lokale til de lidt mere lækre og luksuriøse. Mange hoteller og riads har også deres egen hammam.
Vi besøgte Les Bains de Marrakech, hvor hygiejnen er i orden og prisen rimelig, ca. 450 danske kroner pr. person for 45 minutters hammam, en times massage og et par timers afslapning.
Hammam er ikke for de blufærdige og sarte, for der tages godt fat til vask og scrub, men til gengæld er huden også silkeblød bagefter.
Beldi Country Club
Vi tog en dag ud til Beldi Country Club, som ligger en taxakøretur på ca. 15 min. udenfor byen, hvilket bliver omkring 80 danske kroner. Vi gav i nærheden af 300 danske kroner pr. person for indgang inkl. frokost på Beldi Country Club. Det er et virkelig fint resortområde med både pools omgivet af oliventræer, tennisbaner, spa, rosenmarker, orangeri, eget keramikværksted og flere butikker. Perfekt sted til en dag med afslapning og solbadning.
Shopping
Vi havde valgt kun at rejse med håndbagage, hvilket hurtigt viste sig at være en dårlig ide. Marrakech er et shoppemekka for os, som elsker kurve, lædervarer, tekstiler, lamper, krydderier og keramik.
I souk´en kan man få lang tid til at gå med at se på de mange fine og farverige varer i butikker, der varierer i størrelsesordenen fra et kosteskab til store sale med tæpper.
Hvis du har en gammel lædertaske eller lignende, der trænger til lidt reparation, kan det godt betale sig at tage den med. Jeg fik repareret en taske, som pænt sagt var lidt træt og nok ellers måtte have ladet livet, til ca. 80 danske kroner.
Det er kutyme at prutte om prisen. De handlende starter en hel del højere, end de er villige til at ende på. Det er ikke til at tage fejl af, når du har nået deres minimum, så prøv dig frem. Foreslå ikke en pris med mindre, du er villig til at betale den, for det anses for uhøfligt.
Det var nok alligevel meget godt, at vi kun havde håndbagage, for ellers var min lejlighed blevet forvandlet til Aladdins hule.