[single_post_category_name]

1001 nats eventyr i Marrakech

Mad og drikke
Marokkansk mad er fantastisk, og der er mange gode spisesteder i Marrakech. Vi blev så glade for restauranten Le Jardin, at vi endte med at spise der flere aftener. Både pga. maden, men også på grund af stedet. Restauranten ligger bag en undseelig dør i en fin gammel restaureret riad indrettet med palmer, kakler i den flotteste grønne farve og masser af levende lys. Jeg kan især anbefale deres tagine (som egentligt bare er et eksotisk ord for en stegeso), en ret, der er et must, når du er i Marokko.

Café des Èpices er en hyggelig café i flere etager og med en tagterrasse, som ligger på en lille plads ved souk´en. Det er hyggeligt at sidde at se ud over livet på pladsen.

Le Jardin og Café des Èpices har samme ejer som restauranten Nomad. Denne nåede vi dog ikke at prøve, måske fordi vi ikke ville væk fra Le Jardin, men den skulle også være virkelig god.

Da Marokko er et muslimsk land, serveres der ikke almindeligvis alkohol på restauranter. Det er dog muligt at få alkohol på nogle restauranter og hoteller. Vi savnede nu ikke alkohol til maden, da det ligesom ikke passer ind.

Til gengæld drikker de rigtig meget myntete i Marokko, og det får man serveret mange steder. Med en masse sukker i smager det rigtig fint, og vi endte med at blive helt glade for drikken.

Godt at vide
Vi var lidt i tvivl om, hvor tildækket man bør være i det offentlige rum. Vi spurgte, da vi ankom til hotellet, og fik her at vide, at Marrakech er en rimelig afslappet by mht. turisters påklædning, hvilket vi var meget glade for, da det var en del varmere end på en god dansk sommerdag. Sørg dog alligevel for at vise respekt, men du kan sagtens have bare ben og arme.

Det officielle sprog er arabisk, men mange taler også både fransk og spansk.

Marrakech ligger sydvestligt i den centrale del af Marokko ved foden af Atlasbjergene i Nordvestafrika. Vejret er generelt solrigt, og gennemsnitstemperaturen er i vintermånederne omkring 20 grader, men temperaturen om sommeren kan sagtens komme over 35 grader. Vi besøgte Marrakech i starten af april, hvor vejret var perfekt med omkring 25-30 grader midt på dagen.

Valutaen er marrokanske dirham. Det er en lukket valuta, så du kan ikke veksle hjemmefra. Du kan veksle til euro, som man faktisk kan betale med flere steder, eller veksle om til dirham i Marrakech. Der er også flere hæveautomater i byen, bl.a. ved posthuset på Place Jema El-Fnaa. Et godt sted at veklse er ved et lille hotel, som ligger på den lille gade lige til venstre for posthuset på Place Jema El-Fnaa. Det er ikke til at overse.

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg har været i Marrakech! For jeg må jo tilbage efter den marokkopude, der ikke lige var plads til i kufferten. Jeg mangler egentlig også et par kurve. Og en lampe mere måske…

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide