Life&Beyond

Laura Schrøder: Rejseguide til Bornholm

info

– Laura Schrøder bor til dagligt på Islands Brygge med kæresten, Mick Dahl, og parrets hund, Lille.

– Laura stiftede i 2019 virksomheden Projekt CPH, der hjælper sine kunder med deres online tilstedeværelse og SoMe content

– Parret har dedikeret en hel profil kaldet @nissehytten_bornholm til deres sommerhus midt i skoven, hvor de deler en masse anbefalinger og tips til øen. Du kan også følge Laura privat på @laulaubaubau.

Bornholm, bornholm, bornholm

Du, min dejlige ferieø

Sangen er kendt fra Far Til Fire, men kunne lige så godt være et citat fra Laura Schrøder, der sammen med sin kæreste i sommeren 2020 købte et sommerhus på Bornholm.

Kæresten Mick Dahl, ejer af den bornholmske tapas- og cocktailbar Dahl & Dahl i København, er født og opvokset på øen, og det er kommet Laura til gode, som nu kender alle højdepunkterne ved øen og de små, gemte skatte, vi har lokket hende til at afsløre, så du får det bedste af Solskinsøen.

 

Hvilken stemning skaber Bornholm for dig?
Så snart jeg kører af færgen i Rønne, får jeg en fornemmelse af lykke og ro. Bornholm er vores fristed. Det er her vi afkobler, nyder naturen og finder ro – hvilket er tiltrængt efter en hektisk hverdag, da vi begge er selvstændige. Jeg vil vove at påstå, at Bornholm er et af de smukkeste steder i Danmark og jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor idyllisk det hele er. Det gælder også øens beboere, som altid er utrolige kærlige og imødekommende.

 

Hvor skal man spise?

Bornholm har SÅ mange fantastiske spisesteder, som jeg flittigt besøger, når jeg er på øen. Men det allerførste du naturligvis skal, er at besøge ét af de mange smukke og klassiske røgerier.

Min go-to ret er og bliver Sol over Gudhjem (røget sild med æggeblomme og rå løg) og 200 gram røgede rejer. Jeg kunne leve af dette hver evig eneste dag.

Mine yndlings røgerier er:

Bakkarøgeriet (øens bedste røgede rejer næstefter min svigermors hjemmerøgede rejer)

Allinge Røgeri (du sidder decideret på klipperne og hygger med fisk)

Gudhjem Røgeri (Gudhjem havn er SÅ idyllisk og et must at opleve)

Der er generelt et hav af dygtige restauratører på øen. Det er svært at begrænse sig, men her kommer et par af mine yndlings steder:

Stammershalle Badehotel

Nordlandet  (og Underbar)

Le Port

Grønbech Hotel

Det Røde Pakhus

Melsted Badehotel

Den mest unikke oplevelse jeg har haft, er dog hos Kadeau Bornholm. En lille sort hytte helt ud til kysten, med det mest fantastiske mad, de smukkeste omgivelser og den mest eminente service. De lever i hvert fald op til deres status som Michelin restaurant.

Hvad skal man lave på Bornholm, når vejret er godt?

Oplev naturen med en dejlig gåtur! Jeg har to ruter, som jeg altid viser til venner, der ikke har besøgt øen før:

Hammerhus Ruten

Du parkerer bilen i Hammerhavnen og tager kyststien op til Hammerhus. Du ser sjældent noget så smuk som denne udsigt og samtidig ser du Nordeuropas største borgruin. Der går frie får på hele ruten og græsmarkerne er dækket med lyserøde blomster om sommeren. Når du er færdig med at udforske Hammerhus og den smukke natur, går du tilbage til Hammerhavnen og slutter gåturen med øens bedste sandwich og en kold fadøl hos min svigerinde Siv, der ejer @hammerhavns_kiosken (Psssst.. det ER virkelig øens bedste sandwich).

Kyststi Tejn- Allinge

Der går en kyststi hele vejen fra Tejn til Allinge og der er ikke et øje tørt på hele gåturen. I modsætningen til Sydlandet (hvor mit sommerhus ligger), så er Nordlandet fyldt med klipper (deraf Klippeøen) og du går langs- og på klipper hele vejen til Allinge. Du kommer samtidig forbi én af mine yndlings strande på ruten – Sandkås strand. Bare WOW.

Hvad skal man lave på Bornholm, når vejret er dårligt?

Du skal på lopperov. No doubt about it. Jeg har næsten indrettet hele mit sommerhus med loppefund fra øen og jeg elsker at tænke på alle de historier, der er bag hver enkelt lille dut i min hytte. Bornholm har rigtig gode priser på deres loppemarkeder og der er så mange gode sager at finde. Der ligger en masse skjulte butikker såsom:

Klunserkongen i Nexø

Olsker Antik i Olsker

LUMI Genbrug i Nexø

Farmors Butik i Rønne

Loppoteket i Rønne

Vibegården i Rønne

IM Genbrug i Rønne

OBS. De fleste af ovenstående steder åbner først kl. 13.

 

Hvad mener du er en undervurderet attraktion på Bornholm?

Døndalen er ét af mine yndlingssteder på øen. I Døndalen finder du Danmarks største vandfald (20 meter). Især om foråret og om vinteren er der gang i bruset.  Ikke nok med den smukke skov – der mest af alt ligner noget fra en Jurassic Park film – så har jeg fundet SÅ meget rav på stranden, der støder op til Døndalen. KÆMPE klumper som jeg naturligvis har gemt som gode minder. Om foråret er hele skovbunden og stranden dækket med ramsløg, så skoven dufter af en skøn hvidløgsret.

Hvad skal man opleve med sine veninder på Bornholm?

I sommermånederne skal man købe en koncertbillet til Gæsten (Gæstgivergården) i Allinge, og få en koncertoplevelse under åben himmel. Det er ligegyldigt, hvad du hører, da nærværet og sammenholdet på en aften på Gæsten er en helt unik oplevelse. I sommers hørte jeg Phlake om fredagen og Alberte Winding om lørdagen, og begge koncerter er nogle af de bedste, jeg nogensinde har oplevet. Der er desuden en tradition på Gæsten for at musikerne joiner hinandens koncerter – så jeg hørte simpelthen Alberte Winding feat. Phlake med “Tju bang Chokolademand” #wtf. Når koncerten er slut, så hop ned på min kærestes tidligere bodega Pilen. Der er fest til langt ud på natten og der møder du altid en masse sjove mennesker.

Psssst: Et godt fif – sid klar på dagen hvor Gæsten releaser deres musikprogram, da alle billetter bliver revet væk.

 

Hvad skal man opleve med sin kæreste på Bornholm?

Min kæreste og jeg tog sidste sommer en formiddagstur med Hammerhavnens Bådfart. Vi havde naturligvis lige provianteret med morgenboller fra min svigermor og svigerfar, der ejer Schweizerkonditoriet i Allinge Havn (retro bager der har ALT det gamle wienerbrød, du husker fra din barndom). På bådturen sejles der langs klipperne og ind i Den Våde Ovn – en 70 meter dyb klippehule, forbi Løvehovedet, Kamelerne, Den Tørre Ovn og Danmarks største fuglefjeld.

 

3 gode grunde til at tage til Bornholm?

Bare dét, at Bornholm er nomineret som verdens bedste ø, burde i sig selv være grund nok til at tage til øen. Men i min optik er det naturligvis naturen, alle de dejlige gourmet oplevelser og den fantastiske feriestemning der er på øen om sommeren .

Tre bonustip

– Kan du lide tarteletter? I Ekkodalen kan du få en 1 kilos tartelet ved navn Genlyds-Tarteletten. Nybagt, hjemmelavet og cirka 16 cm i diameter. Min veninde og jeg spiste rub og stub – EFTER vi naturligvis havde været nede og råbe i Ekkodalen – og det var fantastisk.

– Jeg har ikke prøvet følgende endnu, men det står højest på min to-do liste. Sæl safari på Christiansø. Det siges, der bor over 200 sæler på Christiansø og at de skulle ligge over alt på øen. Det MÅ jeg altså se. Tag på tur med disse: www.oceanexplore.dk.

– Vidste du, at Bornholm har deres helt egen festival? Wonderfestiwall. 4 dage i slutningen af august og det er landets hyggeligste lille festival og altid med et mega svedigt line-up. Hermed mine varmeste anbefalinger.

– Jeg bliver nødt til liiiiiiige at komme med et 4. tip også: Minigolf. Men ikke minigolf som du kender det. Der er tale om Nordeuropas største minigolfbane. Stedet hedder Bornpark og alle huller er formet som seværdigheder på Bornholm. Gør det!

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *