34-årige Anne Riber har erfaret, at det er lidt af en kunst at blive fuldtidsansat i kunstbranchen. Derfor har hun altid haft flere jobs på én gang og har det stadig. Primært som indehaver af kunstrummet Format Artspace, hvor man ikke skal være formuende for at have råd til kunst på væggene. Kunst skal nemlig være til at betale, synes hun. Og det synes vi, er al ære værd.
Q
Hvad ville du være, da du var barn?
A
Jeg ville gerne være tingfinder ligesom Pippi Langstrømpe. Og egentlig også popsanger.
Q
Hvad er din uddannelse?
A
Jeg har læst Litteraturvidenskab og Kunsthistorie på grunduddannelsen og har en overbygning i Moderne kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet.
Q
Hvad var dit første job?
A
Mit første voksenjob var på Have PR, hvor jeg var i praktik og siden blev projektleder. Efterfølgende var jeg et smut forbi New York, hvor jeg var trainee på New Museum of Contemporary Art og på Artists Space, som er et projektrum midt i Soho. Da jeg kom tilbage, startede jeg på Nikolaj Kunsthal som PR-ansvarlig. Der er aldrig rigtig råd til fuldtidsmedarbejdere i kunstbranchen, så sideløbende arbejdede jeg for Kvadriennalen for Samtidskunst U-TURN og lavede også PR for noget musik og en moderne dansetrup. Efter fem år i kunsthallen med et væld af jobs ved siden af, blandt andet kunstmessen Art Copenhagen i Forum og Råderum – mobilt kontor for samtidskunst, er jeg nu på Overgaden – Institut for Samtidskunst. Men først og fremmest har jeg mit galleri og kunstrum Format Artspace.
Q
Hvornår begyndte du at interessere dig for kunst?
A
Siden jeg var helt lille, har min mor taget mig med på udstillinger og i teatret og lært mig, at kultur og kunst er en naturlig del af livet og dannelsen. Jeg har altid tænkt, at jeg skulle arbejde med kultur, og efterhånden blev mit netværk mere og mere solidt inden for kunstbranchen. Netværk er virkelig alt i den her lille indspiste kunstklub, hvor alle kender og anbefaler hinanden.
Q
Hvorfor sprang du ud som gallerist?
A
Det spørger jeg også tit mig selv om, fordi jeg i mange år svor, at jeg slet ikke skulle den vej. Men lige pludselig var det, som om en masse forskellige muligheder indfandt sig på samme tid, og så slog jeg til. Måske blev jeg i virkeligheden gallerist ved et tilfælde.
Q
Hvad er Format?
A
Det er et kunstrum, der sælger og viser kunst, som er til at komme i nærheden af prismæssigt. Primært original grafik, edition, små skulpturer og papirværker, som helst skal ligge omkring 1.000 kroner. Hver sjette uge laver jeg en ny udstilling sammen med en ung dansk kunstner og producerer et eller flere nye værker med vedkommende i et begrænset oplag, som kan erhverves til en billig penge.
Q
Hvornår startede du Format?
A
Jeg startede Format i 2013, fordi jeg mener, at der mangler steder som det her i København. Kunsten er ikke farlig, eksklusiv eller utilgængelig, og den er slet ikke kun for dem med en fed pengepung. Kunsten kan i princippet være for alle dem, der har lyst til den, og alle kan også blive kunstsamlere. Det er dét, Format er sat i verden for at slå fast og gøre muligt.
Q
Hvad går dit job ud på?
A
Jeg kommunikerer med kunstnere, planlægger udstillinger og finder mulige måder at realisere de ideer, de har til værker og installation. Derudover bruger jeg meget tid på at tale med kunderne, formidle værkerne og sætte mig ind i, hvad det er for en type kunst, der er efterspurgt. Som ene mand på skuden er jeg også ansvarlig for økonomi, hjemmeside, facebook, opvask, osv., og så består Format også af en PR- og agentdel, som jeg bruger rigtig meget tid på.
Q
Hvad er det, du kan hjælpe kunstnerne med?
A
Kunst er meget subjektivt, og derfor kan det være svært at tage en økonomisk forhandling, skrive en ansøgning eller sende et udstillingsforslag til et museum. Som agent hjælper jeg kunstnerne med alt det, som tager dem væk fra kunsten. De skal have mulighed for at koncentrere sig om det, de gør bedst.
Q
Hvordan ser en gennemsnitlig dag ud i dit arbejdsliv?
A
Inden klokken 12, hvor galleriet åbner, farer jeg rundt i min bil, ud til kunstnere eller til projektmøder. Derefter er jeg i galleriet og arbejder på et aktuelt projekt. Jeg har som regel et par møder, og jeg taler en hel del i telefon. Galleriet er også mit kontor, så mellem kunderne får jeg en del fra hånden.
Q
Hvor finder du inspiration?
A
Hos mine kunstnere, på mit arbejde på Overgaden og i mit netværk. Og så synes jeg, at det er vigtigt at tage på mange udstillinger, messer og biennaler i hele verden.
Q
Har du en mentor?
A
Jeg bruger min familie og min svigerfamilie rigtig meget. Min mor laver mine regnskaber, min far ved en masse om at have en virksomhed, min svigerfamilie er også i kunstbranchen, og min kæreste er rigtig sød til at hjælpe til i galleriet. Især når jeg er nødt til at løbe fra øst til vest for at nå alle de mange projekter, der skal passes.
Q
Hvad er det mest udfordrende ved dit job?
A
Balancen mellem familieliv og arbejde. Arbejdet er meget en del af vores hverdag derhjemme, og nogle gange skal jeg altså bare smække Mac’en i og gå i gården med min søn og kæreste.
Q
Hvad er det mest givende ved dit job?
A
At kunstnere og besøgende i galleriet har gode oplevelser, og at vi mere og mere bliver en platform og et sted, som folk regner med.
Q
Hvad elsker du mest ved dit job?
A
At kunne bestemme det hele selv. Galleriet er mit, og jeg kan male væggene gule, grønne eller lilla i morgen, hvis jeg har lyst.
Q
Hvordan balancerer du arbejdsliv og fritid?
A
Hmmm…ja, det er som nævnt ret svært. Format er endnu så nyt, at jeg er nødt til at have mange andre projekter kørende ved siden af, og derfor er der altså ikke nok timer i døgnet til at kunne lade computer og telefon være slukket derhjemme.
Q
Hvordan slapper du af?
A
Når vi ikke skal noget som helst. Så faktisk bare ved at ordne vasketøjet, lege på gulvet med min søn eller tage en tur op til mine forældre nord for København, hvor der er grønt og stille.
Q
Hvem er dit største forbillede i din egen branche?
A
Jeg synes, der er mange seje damer, som slår et slag for kunsten og ikke går på kompromis. Leder af Overgaden Merete Jankowski, kunstkonsulent Christina Wilson og kurator og stifter af Råderum, Charlotte Bagger Brandt. Jeg gad godt at være lidt som dem alle sammen. I skøn symbiose ville man være så godt som en superwoman i kunstens verden.
Q
Hvordan har du oparbejdet dit netværk?
A
Jeg har lavet meget frivilligt arbejde, er gået til ferniseringer og holdt alle bekendtskaber ved lige gennem årene. Jeg opdaterer mit netværk via de sociale medier, og så sender jeg nyhedsbreve og invitationer ud til ferniseringer.
Q
Hvordan håndterer du kritik af dit arbejde?
A
Ikke så godt. Jeg vil helst være den bedste hele tiden, og det er fuldstændig umuligt. Men jeg kan ikke lide, hvis der er nogen, som er skuffede over mig eller ikke synes, at jeg har gjort det godt nok. Der er jeg nok en pæn pige inderst inde, som gerne vil gøre alle tilfreds.
Q
Hvad har været din største succes?
A
At bestemme mig for at gå solo med Format. Jeg føler mig modig, og at denne modighed og usikkerhed nu er ved at bære frugt.
Q
Hvad er det bedste råd, du har modtaget?
A
At det er ok kun at gøre alting 80 procent. Hvis man går efter at være perfekt og gøre alting 100 procent, så når man ingenting, og man bliver aldrig tilfreds med det, man har udrettet.
Q
Har du et godt råd til én, der gerne vil ind i din branche?
A
Man skal være villig til at arbejde meget for meget få penge for at opbygge et godt netværk, men det er det værd!
Q
Har du et godt råd til kunstkøbere?
A
Lad være med at købe kunst med hjernen – køb med hjertet. Bliv forelsket og forblændet af kunsten, og lad kunstværket bundfælde sig og skabe refleksion, inden du slår til.
Q
Hvad har været den største forhindring på din vej?
A
Mig selv. Jeg er meget ambitiøs med alt, hvad jeg laver og vil helst ikke fejle. Tanken om min egen fiasko gjorde, at jeg i lang tid ikke havde lyst til at gå solo.
Q
Hvad er du mest stolt over at have opnået?
A
At Format ser ud til at give overskud, og jeg måske snart kan få en løn derfra. Jeg er rigtig tilfreds lige nu og har mange nye ideer, som jeg håber, at kunne realisere over tid. Det kunne for eksempel være at skabe sjove samarbejder med andre brancher, tage Format med til udlandet og at kunne leve af det 100 procent.
Se mere på Format Artspace eller i programrækken ’Galleristerne’ på DR K.
Læs også fortællinger fra
Ditte Lysgaard Vind – Seniorrådgiver
Karen Marie Groth – Sangerinde & iværksætter
Helene Skytte – Kommunikationschef
Stinne Hjortlund Kristoffersen – Projektleder & programansvarlig