Den 38-årige tidligere radio- og tv-værtinde og iværksætter Andrea Elisabeth Rudolph går ind for naturlig skønhed og har altid været god til at pleje og lytte til sig selv. Hun udlever dagligt sin passion og har skabt sin egen serie af skønhedsprodukter under navnet Rudolph Care. Men det er kærligheden, der har fået hende til at slappe af og tage sig tid til at nyde livet uden for arbejdet.
Hvad ville du være, da du var barn?
Jeg ville være jordemoder og kredsede om det i mange år. Jeg blev storesøster som 11- og 12-årig og syntes, det var helt fantastisk at følge med i det der liv inde i maven. Jeg husker det nærmest tydeligere, end da jeg selv blev mor til min datter Isolde.
Hvad er din uddannelse?
Den er ikke så lang. Jeg tog kun en HF, inden jeg startede på DR, og fik ikke nogen prangende eksamen, fordi jeg var skoletræt. I 1998 kom jeg med på DRs talenthold, som var en slags mesterlære, sammen med Simon Jul, Adam Duvå Hall og Signe Mussmann. Derudover har jeg en 3-årig efteruddannelse på Den Journalistiske Efteruddannelse i Aarhus, som jeg tog ved siden af mit arbejde.
Hvordan begyndte din radio- og tv-karriere?
Jeg startede på P1 og P3 og blev senere vært på ungdomsprogrammet på DR, Boogie. Derefter blev jeg vært på Morgenhyrderne på Radio 100, hvor vi startede helt fra scratch. Finalen var som vært på Vild Med Dans på TV 2, men det var radioen, der var mit hjertebarn.
Hvorfor skiftede du spor?
Mine forældre har skiftet spor flere gange i deres karriere, og derfor var det ikke fremmed for mig. Jeg har fået det ind med modermælken og er opdraget til at følge min mavefornemmelse. Jeg har i det hele taget fået en stærk passion med hjemmefra og elsker den der eufori, når man starter noget nyt op.
Hvornår begyndte du at interessere dig for skønhed?
Min mor havde et smukt sminkebord, hun havde arvet fra min mormor, som jeg syntes, var meget flot og dragende. Men det var min venindes mor, der lærte mig vigtigheden i at have gode skønhedsrutiner og rense sin hud for at holde den pæn.
Hvad er skønhed for dig?
Jeg har altid gået meget op i at være velplejet, fordi jeg synes, at man skal passe på sig selv og sin krop. Men jeg har aldrig brugt særlig meget makeup. Jeg kan godt lide festmakeup, men går tit ud ad døren uden til hverdag. Uanset er huden fundamentet, og den skal være i orden. Det har jeg altid været meget optaget af.
Hvornår ændrede du dine rutiner?
Som højgravid var jeg i 2006 med i en Greenpeace-test for skadelige stoffer i min krop og mit blod. Jeg var en af de yngste deltagere, men samtidig en af dem, der havde flest skadelige stoffer i blodet. Og det var blandt andet på grund af alle de mange cremer, jeg godtroende havde forkælet mig selv og min hud med gennem årene. Den skadelige kemi hober sig op og kan både medvirke barnløshed, misdannelser hos fostre og cancer. Og en af de få måder, man kan slippe af med dem på, er at give dem videre til sine børn. Det fik mig til at træffe en beslutning om at leve mere rent.
Hvorfor gik du fra at være forbruger til at blive producent?
Jeg vil gerne vælge selv. Også som forbruger. Det gælder skønhed, mad, tøj og møbler, som vi også indånder og optager skadelige stoffer fra gennem huden. Jeg er ikke fanatisk, men alt hjemme hos mig er uden parfume. Det har jeg selv indflydelse på. Men det må ikke være kedeligt eller usexet og gå ud over livskvalitet og lækkerhedsfaktor. Det skal virke, men det skal også dufte godt og se pænt ud.
Hvorfor startede du Rudolph Care?
Jeg kunne ikke finde nogle skønhedsprodukter, der levede op til mine krav, og derfor besluttede jeg mig for at lave mine egne. Jeg er ikke hudlæge, kosmetolog eller kemiker, men jeg er god til at researche fra mit arbejde som journalist, og jeg kan finde ud af at lave et koncept. Jeg satte mig for, at mine produkter skulle være fri for de 26 allergene parfumestoffer, som EU advarer imod, kun indeholde ingredienser med dokumenteret effekt og – som det første brand i verden – både have den økologiske certificering Ecocert og miljømærket Svanemærket.
Hvordan stiftede du bekendtskab med acaibærret?
Vi manglede en grundingrediens i produkterne. Jeg har altid elsket Brasilien og har spist meget acaiis under mine rejser til dertil, hvor de serverer den på stranden med granola på. Jeg kontaktede et laboratorium for at få dem til at undersøge acaibærrets egenskaber, og de viste sig at være fortræffelige.
Hvad er det, acaibærret kan?
Acai er et superbær med ernæringsmæssig høj værdi og oplagt til hudpleje på grund af dets høje indhold af antioxidanter. Det er et lille bær med unikke egenskaber. Det er regenererende og giver nyt liv til huden, så man kan mærke og se resultater efter kort tid.
Hvordan får I fat i det?
Vi arbejder sammen med et community på over 200 indianerfamilier, som lever af at plukke bær og har det som deres primære indtægtskilde. De voksne plukker bær, og vi støtter skolen til børnene. Acaibærret vokser i skyggen af regnskoven, så på den måde er vi også med til at bevare den. Ellers kan de jo ikke høste bær.
Hvordan er det at være selvstændig?
Det er dejligt og har altid ligget til familien. Det er det, jeg er vokset op med, så det er ikke så langt hjemmefra. Jeg er glad for, at jeg har prøvet at være lønmodtager og ansat på funktionærlov, men jeg kan godt lide at være herre i eget hus. Og jeg er stolt af, at andre lever af at arbejde i min virksomhed.
Hvad er den største udfordring ved at være iværksætter?
Det er ikke nemt at skabe en succes. Det er en stor risiko at investere så mange penge, inden man har en vare at sælge. Det er lidt af en lotteriseddel og meget nervepirrende. Når man er en lille virksomhed, sker tingene relativt hurtigt, og så gælder det om at følge med udviklingen og skifte ud på nogle poster undervejs. Det er nyt for mig at være chef, men jo flere man ansætter, jo mere skal man lede. Så det er nummer et på min to do-liste.
Hvad er det ideelle arbejdsmiljø for dig?
Der er meget administrativt arbejde som ikke er min største force, så jeg har et hold af helt fantastisk dygtige kernemedarbejdere omkring mig. Sammen varetager vi alt fra produktion, design, salg, kommunikation og regnskaber. Og så har jeg en professionel bestyrelse. Det handler om at gøre det, man er bedst til.
Hvad er din rolle i Rudolph Care?
Jeg er gået fra at være den, der gjorde alt, til at finde de bedste ansatte til de forskellige poster. I starten købte jeg mig til en masse ydelser, men jeg har også pakket post, lavet demoer og lavet indsalg. Jeg kender alle områderne, men har fuld tillid til mine medarbejdere. I dag sidder jeg meget med udvikling, strategi og ledelse samt en del af PR og markedsføringen. Rudolph Care forhandles i dag i 150 butikker, så det gælder om at fordele ressourcerne.
Hvor finder du inspiration?
Jeg finder inspiration i alt muligt. I sommerferien var jeg oppe i mit sommerhus i seks uger, og det var en gave at have tid og plads til at mærke efter. Men jeg bliver også meget inspireret af at rejse. Det er ikke så meget i min egen branche, jeg henter min inspiration. Jeg kan godt lide at blive udfordret på min kreativitet og tale med nogen, der laver noget andet end mig.
Hvordan balancerer du arbejdsliv og fritid?
Det er jeg blevet foruroligende god til, og det falder mig meget naturligt. Engang arbejdede jeg altid, også aftener og weekender. Jeg startede Rudolph Care, samtidig med at jeg fik min datter, men jeg har altid været god til at hente hende tidligt, lege, spille spil og hvile mig med hende, når hun er hos mig. Mit arbejde har altid fyldt meget, men man skal have pauser for at præstere, og dem er jeg blevet meget bedre til at holde. Det er vigtigt for mig at have tid og plads.
Hvornår begyndte du at arbejde mindre?
Da jeg mødte min kæreste for at par år siden. Fordi jeg simpelthen havde mere lyst til at være sammen med ham end at arbejde. I dag arbejder jeg ca. 8 timer, og så er jeg sammen med min kæreste og vores børn. Jeg er lykkelig for, at jeg mødte ham, for jeg ville ikke være nået længere, selv om jeg havde arbejdet mere. Jeg holder hele tiden øje med min virksomhed og elsker at sætte mig mål for den. Men jeg finder ikke længere computeren frem om aftenen. Jeg holder fri, når jeg har fri og er blevet god til at rose mig selv for det, jeg når, i stedet for at punke mig selv for det, jeg ikke når. Jeg fokuserer på det positive.
Har du et råd til andre, der gerne vil springe ud som iværksætter?
Hvis ikke man kan lide sit arbejde, må man finde noget nyt at lave. Arbejde skal være sjovt, og jeg har aldrig været bange for at tage chancer. Hvis man tror på sig selv og der er noget, man gerne vil, skal det nok lykkes. Søg råd hos andre, som du synes, gør det godt i lignende brancher, og vær ikke bange for at spørge om hjælp.
Hvad er dit bedste karriereråd?
Livet ændrer sig, og man kan ikke regne det ud på forhånd. Så bliver man skuffet. Man skal ikke være bange for ikke at vide, hvad man vil. Men man kan opsøge heldet og mulighederne og få det bedste ud af det. Så skal det nok gå.
Hvad har været din største succes?
Det har ikke noget med min virksomhed eller karriere at gøre. Jeg har arbejdet hårdt for at nå dertil, hvor jeg er i dag og er meget stolt af det, jeg har skabt, og den succes Rudolph Care har opnået. Men min største succes er min familie og mine venner, som jeg tilbringer meget tid med. Det er det, der tæller.