[single_post_category_name]

Fortællinger fra min karriere: Sara Blædel

Sara Blædel er krimiforfatter og lige nu bogaktuel med ’Kvinden de meldte savnet’, der er den niende krimi i serien om Louise Rick. Sara har fået de gode historier ind med modermælken og begyndte at skrive, fordi at hun havde brug for at kunne forsvinde ind i en anden verden. I dag har hun udgivet 9 krimier, og har en alsidig hverdag med både research, lange og koncentrerede skriveprocesser hjemme ved computeren og rejser rundt i verden for at lave bogpromotion. 

Q

Hvad ville du være, da du var barn?

A

Som barn ville jeg være berider. Jeg elskede at ride og var så heldig at have min egen hest.

Q

Hvad er din uddannelse?

A

Jeg er uddannet tjener og reprokopist. Og autodidakt journalist.

Q

Hvad arbejdede du med, før du sprang ud som forfatter?

A

Jeg var ansat på Metronome, hvor jeg blandt andet lavede tv-programmer som ”Hjerterum”.

Q

Hvordan fandt du ud af, at du ville være forfatter?

A

Jeg har fået de gode historier ind med modermælken – både min mor og far var fantastisk gode til at fortælle. Særligt min mor, som var skuespiller, fortalte mig mange historier, som hun selv fandt på. Da jeg så begyndte at arbejde i tv-produktion og havde et voldsomt stressende arbejdsliv, blev min ”flugt” at begynde at lave historier for mig selv. Jeg skrev dem ikke ned, men havde brug for at forsvinde ind i en anden verden, end den som trak tænder ud. Og en dag begyndte jeg at skrive – ellers ville der blive overload i hovedet.

Q

Hvordan skaber du karaktererne i dine bøger? 

A

Mange af dem hænger jo sammen med historierne, jeg vil fortælle. Det er, som om historierne skaber personerne. Og så er jeg nok også lidt af en samler – hvis jeg hører om, læser om eller møder interessante personer gemmer jeg på dem, for måske er der en dag en rolle, der passer perfekt til dem.


Q

Hvordan ser en gennemsnitlig arbejdsdag ud? 

A

Sådan en findes ikke. Der er perioder med skrivning, hvor jeg befinder mig inde i en klokke. Der er perioder med rejser, hvor jeg promoverer bøger i andre lande – lige for tiden, er det USA, der bliver det næste store. Der er perioder med research, hvor jeg både læser meget og er udadvendt opsøgende. Det er vidt forskellige processer, som kræver noget og er sjove på hver sin måde.


Q

Hvad handler din nye krimi om?

A

Den handler om at dø med værdigheden i behold. Om retten til selv at vælge, hvornår og hvordan, og om alle de konflikter, al den sorg det kan give i ens omverden. Men bogen handler også om at elske en person så meget, at man ikke kan give slip.

Q

Hvad laver du i forbindelse med en udgivelsesdag?

A

De to seneste udgivelser har ligget i forbindelse med BogForum i København, så jeg skal optræde på messen og selvfølgelig signere bøger. Jeg skal også være lidt stille og bare nyde tanken om, at nu er bogen ude, så den kan blive læst af andre end professionelle. Og så plejer jeg også altid på en udgivelsesdag at håbe, håbe, håbe på, at mine læsere kan lide den. I år skal jeg også i P3 fra morgenstunden, så det bliver en lang og forhåbentlig rigtig dejlig dag med folkene fra forlaget, kolleger, venner og min søn Adam.

Q

Hvad er det mest givende ved dit job?

A

Jamen, eftersom der er så mange faser på et år, så er der også mange forskellige ting, som jeg elsker på forskellige tidspunkter: Det er fantastisk givende, når jeg fordyber mig i en af mine historier, når alt andet bliver lukket ude, og der bare er mine personer, min historie og mig. Men det er også givende at være i dialog med mine læsere på Facebook og ude i virkeligheden, når vi mødes til foredrag og optrædender. Og det er givende at være ude i verden og møde alle de mennesker, der arbejder med mine bøger. Alt i alt er jeg bare virkelig heldig og taknemmelig for mit arbejdsliv, som det er blevet.

Q

Hvad har været din største succes?

A

Ud over min søn, Adam? Så var det som alenemor til en lille dreng at tage springet fra det faste vellønnede job og gå all in som forfatter. Eller måske var det dengang, jeg fik at vide, at jeg pga en skade i min arm, skulle på førtidspension, men nægtede at acceptere det og i stedet etablerede et krimiforlag.

Q

Hvordan balancerer du arbejdsliv og fritid?

A

Det hele glider for det meste sammen, men jeg er god til at trække stikket og give mig selv ro og forkælelse. Når jeg går tur i skoven med min hund, Cajsa, når jeg træner eller går i saunagus på Kurhotel Skodsborg, når jeg rejser væk til sol og varme. Dér arbejder jeg ikke.


Q

Hvad er det bedste råd, du har modtaget?

A

”Hvis du gør det så godt, du kan, kan du ikke gøre mere.”

Q

Hvad er dine fremtidsdrømme?

A

Dem er der mange af, men professionelt er det, at jeg kommer til at lykkes med alt det nye, jeg skal i gang med at skrive, nu da sidste bog (i denne omgang) om Louise Rick er udkommet.

 

 

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide