Mette Pedersen er indehaver af den succesfulde Københavnerbutik Kassandra, og agenturet Pang Dang, der repræsenterer nogle af verdens største fashion brands. Læs med her, hvor Mette fortæller om livet i modebranchen, der bl.a. indeholder tyve årlige rejser til Milano og Paris.
Q
Hvad er din uddannelse?
A
Jeg er faktisk bankuddannet – det blev hurtigt for kedeligt og så kaldte detailbranchen.
Q
Hvad drømte du om at blive da du var barn?
A
Ballerina hos den kongelige ballet.
Q
Hvordan kom du ind i modebranchen?
A
Min far har arbejdet i tøjbranchen hele sit liv – også som selvstændig detailhandler langt den største del af tiden. Derfor har jeg siden jeg var barn, hjulpet ham i forretningen – både med salg og indkøb og derfor lå det helt naturligt for mig at skulle beskæftige mig med dette da jeg blev voksen.
Q
Kan du forklare, hvad det egentlig er dit agentur Pang Dang beskæftiger sig med?
A
Pang Dang er et modeagentur som repræsenterer store udenlandske fashion-mærker på det Skandinaviske marked. Vi planlægger og opbygger den stærkeste og mest velfungerende distribution af mærket i de forskellige Skandinaviske lande og har ca. 200 kunder fordelt på 4 lande.
Q
Du er både butiksejer i Kassandra, og indehaver af Pang Dang, arbejder du lige meget begge steder?
A
Fysisk befinder jeg mig mest i Pang Dang, men tidsmæssigt og hjertemæssigt er min tid fordelt nogenlunde lige.
Q
Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?
A
Woody, som er min lille sorte puddel, og jeg møder ind på kontoret om formiddagen, og så starter en typisk arbejdsdag med at tjekke indkomne mails – som der altid er rigtig mange af.
Derefter har jeg en nøje tilrettelagt mødestruktur med de forskellige grupper i både agentur og butik. Der er mange rejser til både Paris og Milano – ca. 20 ture om året, hvor jeg både deltager i kollektionspræsentationer, sælger fra showrooms i både Paris og Milano samt køber ind til mine butikker. Jeg forlader altid kontoret som den sidste, da jeg elsker at have et par timer for mig selv.
Q
Modebranchen har ry for at være benhård. Hvad betragter du som den vigtigste egenskab, for at få succes i branchen?
A
Det er nødvendigt med et stærkt instinkt og en sikker mavefornemmelse – man må ikke gå i stå og lade sig gå på af udfordringer – det er en branche i konstant forandring og derfor er det vigtigt at man er omstillingsparat. Man skal være tro mod sine egne overbevisninger og være stærk nok til ikke at lade sig påvirke af andres.
Q
Hvad er det bedste ved dit job?
A
Det er fantastisk konstant at blive præsenteret for nye kollektioner – jeg er som et barn i en slikbutik når jeg ser nye spændende varer.
Q
Hvad er din hidtidige største arbejdsmæssige succes?
A
Hvad Kassandra angår er det at bygge en butik op, der i dag står som den stærkeste multi-brand sko og accessories butik i Danmark. Vi har et utrolig stort udvalg af de lækreste luksus brands og kvinder i alle aldre kan finde deres stil i vores luksus univers.
Hvad Pang Dang angår, har jeg bygget stærke distributioner op for mærker som Isabel Marant og Stella McCartney, således at der efter at dette arbejde var færdiggjort, var grobund for at mærkerne kunne åbne deres egne forretninger i Skandinavien.
Q
Kassandra har stor succes her i København, har du overvejet at åbne andre steder i landet?
A
Kassandra er en storby butik, men i december sidste år slog Kassandra.dk dørene op og skabte således mulighed for at blive fulgt online fra alle steder i landet/verden.
Q
Hvordan balancerer du arbejdsliv og fritid?
A
Som selvstændig er man jo altid ”lidt” på arbejde – og det er jeg faktisk med den største glæde, da jeg elsker mit arbejde. Jeg har en lille familie og kun få tætte venner, og dem prioriterer jeg i høj grad når jeg har fri. Jeg elsker mine gåture med Woody og nyder at være ude i naturen. Mor/datter ture med Cille er også i høj kurs når vi begge har plads i kalenderen.
Q
Hvor finder du inspiration?
A
Gennem mine mange år i branchen har jeg fået mange udenlandske kontakter, som jeg har en god kommunikation med. Disse mennesker mødes jeg jævnligt med og vi taler jo oftest om branchen og hvad der rører sig. Dette giver god inspiration. Når jeg køber ind følger jeg udelukkende min mavefornemmelse – og det er jo selvfølgelig en total luksus.
Q
Hvad forestiller du dig du laver om 10 år?
A
Tja – jeg er nu 54 år og har arbejdet i branchen i snart 30 år, så jeg er her nok også stadig om 10 år .. Jeg har dog lovet mig selv at den dag jeg ikke mærker den samme begejstring for at se nye kollektioner og ikke har øje for hvad der kan sælges – ja så er det på tide at trække mig tilbage.
Q
Hvad er dit bedste karrierer råd?
A
Brug tid på – allerede i en ung alder – at lære dine styrker men også dine svagheder at kende. Ved at kende disse elementer undgår man mange nederlag og skuffelser, og får et meget klarere indblik i hvilke jobs der virker for én. Men mest af alt skal man følge sin mavefornemmelse – vi har den alle men det er ikke alle der tør følge den.