[single_post_category_name]

Fortællinger fra min karriere: Ulla Essendrop

Vi ser hendes smukke ansigt dagligt på tv, og to år i træk har hun endda vundet Billed Bladets pris for Årets Kvindelige Sportsvært. Vi taler naturligvis om Ulla Essendrop, som bader i succes og spændende opgaver i øjeblikket. ChriChri har taget en snak med den seje vært, der her fortæller om karrieren, livet i TV branchen, samt hvad hun egentlig har gjort, for at blive så sørens dygtig til det hun laver.


Q

Hvad drømte du om at blive da du har barn?

A

Jeg husker ikke, at jeg bar på nogle specifikke karrieredrømme. Men jeg sang og dansede på højt niveau det meste af min barndom og ungdom, så jeg forestillede mig nok, at det kunne bruges til noget senere i livet. Og det kunne det jo – det er en af grundene til at jeg ikke bliver nervøs over at stå foran et stort publikum.


Hvad er du uddannet?

A

Jeg er cand.mag. i Kommunikation og Medievidenskab. Jeg tog min bachelor på Aalborg Universitet og overbygningen på Aarhus Universitet.


Hvad arbejder du primært på i øjeblikket?

A

Først og fremmest Aftenshowet, som er DR1’s journalistiske aktualitets-talkshow. Derudover er jeg i gang med forberedelserne til det store Grundlovs-show, der bliver sendt på DR1 den 5. juni, hvor vi fejrer 100-året for kvindernes stemmeret. Nikolaj Koppel og jeg er værter på showet, hvor publikum tæller bl.a. Dronningen, Kronprinsparret, og Prins Joachim og prinsesse Marie, landets ministre, og en lang række repræsentanter fra det officielle Danmark. Derudover er jeg i gang med at gøre klar til det store politiske folkemøde på Bornholm.


Q
 

Vi har tidligere set dig som vært på DR Sporten, samt på diverse sportsrelaterede events. Hvad er det, der er så fedt ved sport?

A

Sport indeholder så mange følelser og fortællinger. Om skurke, helte, sejre, nederlag, om at kæmpe sig tilbage, og overvinde sig selv og den modstand verden byder dig. Turneringer/ kampe/ stævner er en konstrueret dramatisk virkelighed med sin helt egen narrativ, som jeg syntes er fascinerende at formidle. Derudover er sporten befolket af nogle utrolig inspirerende personligheder. De har virkelig lært mig noget om arbejdsdisciplin og om at knokle for at nå sine mål, og om at tro på det umulige.

I år skiftede du værtsrollen på Sporten ud med en i Aftenshowet. Hvordan er det?

A

På nogle områder er det faktisk ikke så forskelligt. Begge dele er live, og jeg kan mærke at jeg virkelig har noget med mig i baggagen fra sporten, i forhold til at stå i en liveudsendelse og bare være i begivenheden, og være klar til at gribe det der sker. Rent værtsfagligt er det udfordrende at lave Aftenshowet. Du skal kunne tale med alle, og du skal kunne skabe en god, behagelig stemning, så seerne og gæsterne har lyst til at være i dit selskab. I løbet af ét program skal du evne at formidle enormt mange stemninger og emner helt præcist. Du skal være alvorlig, humoristisk, nysgerrig, empatisk, skarp, venlig, kontrollere fremdriften, give slip på strukturen, tage styring, lade dig flyde med og være 100% til stede.


Får du aldrig nogensinde ”sceneskræk”?

A

Nej. Jeg bliver spændt, fordi jeg glæder mig. Når jeg står dér, 30 sekunder før udsendelsen går i gang, eller før tæppet går til et stort show, så véd jeg, at jeg er forberedt til tænderne. Jeg véd jeg kan mine ting, og så hviler jeg i troen på, at uanset hvad der sker når kameraerne kører, så kan jeg klare det. Der kan sagtens ske uforudsete ting, og ting kan gå galt når først udsendelsen går i gang, men jeg stoler på holdet og mig selv.


Hvordan ser en typisk dag i Ulla Essendrop’s stiletter ud?

A 

På Aftenshowet møder jeg lidt i 10 i DR Byen og orienterer mig om dagens opgaver. Så har vi første redaktionsmøde kl 10. Her deltager kun værter, redaktør og producer. Resten af redaktionen møder 7.30 og har for længst haft redaktionsmøde. Derefter går jeg i gang med at forberede dagens interviews. Så spiser jeg frokost ca. 11.30. 

Næste redaktionsmøde er kl. 13 – Denne gang med værter, producer, assisterende producer, produktionskoordinator, redaktør, rekvisitør. Derefter mere research og forberedelse. Kl. 14.30 forlader jeg DR Byen,og tager ind i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København, hvor vi sender fra. Der klæder jeg om, og går i sminken. Kl. 16.15 har vi briefing med hele afviklingsholdet til en teknisk gennemgang. Kl. 17-18 laver vi prøver. Her øver vi kamera-gange, positioner, får styr på lys, lyd, rekvisitter, pladser osv.

Fra kl. 18 begynder gæsterne at ankomme, og så briefer værterne dem. Journalisterne på redaktionen har som regel talt forløbet grundigt igennem med gæsterne i løbet af dagen, men det er altid rart at få hilst på hinanden og lige gå det igennem igen. – Både for mig og for dem.
Så er det endelig tid til udsendelse kl.19.04. Efter udsendelse holder producer og redaktør debriefing for hele holdet, hvor vi gennemgår hvad der gik godt, og hvad vi kan blive bedre til næste gang. Og så har jeg endelig fri, omkring kl. 20.15.

Q

Hvordan balancer du arbejdsliv og fritid?

 A 

Det er temmelig banalt. I hverdagen er det for det meste noget med, at sørge for at få regelmæssig motion, frisk luft, og spise og sove nogenlunde fornuftigt. Bruge tid med min kæreste og venner. Og så har jeg et helt fast weekendritual. Jeg går nogle meget lange ture mens jeg lytter til podcasts om alle mulige forskellige emner. Jeg finder politisk kommunikation og strategi enormt interessant, og derfor lytter jeg trofast til Politikens “Policast”. Min egen branches felt er omdrejningspunkt i “Mennesker og Medier”. Og så er der de mere underholdende som “Fup i Farvandet”, “No such thing as a fish” og “Reply All”. De sidstnævnte hører jeg i høj grad for at holde mit engelske ved lige, og for at blive klogere på ting jeg ikke anede fandtes. Og så er jeg seriejunkie, så jeg ser meget Netflix og HBO.


 Hvad mener du er de vigtigste egenskaber, hvis man vil have succes i din branche?

 A

Det samme som i så mange andre brancher: benhårdt arbejde. Tag en medie/kommunikations/journalistisk uddannelse, men sørg for at prioritere fagrelevant praktik mindst lige så højt som selve studiet. Og så tror jeg at man skal forfølge sine interesser. Hvis man vil ind i mediebranchen og har en stor passion for madlavning, så lav din egen livestream på Periscope med madlavningstips. Hvis du elsker politiske analyser, så start din egen blog, og gå i dialog med meningsdannerne på Twitter. Vær dit eget lille mediehus, og sørg for at kommunikere det ud til andre med samme interesse. Hvis det skinner igennem, at du har solid viden og passion for det du laver, skal du nok blive opdaget før eller siden. Og gør dig fortrolig med nye medier og sociale medier. Jo mere på forkant du er med de nyeste trends og brugspotentiale indenfor #SoMe og det digitale univers, jo større sandsynlighed er der for, at nogen får brug for dig.

 Q

Hvad ser du som din største succes til dato?

 

Det et svært spørgsmål. Jeg har lavet mange ting, som jeg er meget stolt af: Essendrop&Eliten med bla Serena Williams, Kevin Magnussen og Kasper Schmeichel. OL i London. Fodbold VM i Rio. 3 x Sportsgalla. Desuden har jeg to år i træk vundet Billed Bladets pris som Årets Kvindelige Sportsvært. Og nu min plads på Aftenshowet. – Jeg kan simpelthen ikke pege på en enkelt ting.

Hvad gør du for at udvikle dig selv?

 A

Jeg kigger i mange forskellige retninger og genrer for at hente inspiration og udvikle mig rent fagligt. Alt lige fra blød underholdning til hardcore kritisk journalistik – fordi vi i Aftenshowet skal favne så mange forskellige journalistiske genrer.
Jeg orienterer mig meget mod udlandet ift. at observere og lære af andres værtsteknik. Bl.a. Jon Stewart i The Daily Show og John Oliver i Last Week Tonight, fordi de beskæftiger sig med aktualitet på en måde hvor de evner at kombinere oplysning, humor og kritisk tilgang på en eminent facon. De har vid og bid. Jeg kigger også på hardhittere som fx CNNs Christiane Armanpour, og underholdningsværter som Emmy-nominerede Cat Deely (So You Think You Can Dance) og Davina McCall. Når jeg er i USA og England ser jeg forskellige Morning Shows, fordi de i særlig grad dyrker samspillet og dynamikken mellem værter, hvilket jo også er ekstremt vigtigt for os.

Hvad drømmer du om?

 A

Jeg er så heldig, at jeg er topmotiveret og lykkelig i min situation som den er lige nu.
Men på langt sigt, kunne jeg godt forestille mig at søge mod udlandet igen, og arbejde i retningen af en mere rendyrket international profil, hvis muligheden skulle byde sig.

 
Q

Hvad er dit bedste karriere råd?

 A

Hvis du virkelig vil opnå noget, så smøg ærmerne op og klø på. Du kan ikke forvente at resultater og succes kommer dumpende ned i skødet på dig. Når folk indser at du er seriøs og hårdtarbejdende, skal både hjælpen og resultaterne nok indfinde sig hen ad vejen. Men det kræver vilje, tålmodighed og kræfter.


Er du også blevet inspireret af seje Ulla? Du kan finde hende på Twitter (
@essendrop), og Instagram (@ullaessendrop), hvis du vil følge med i hendes spændende hverdag.

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide