Hun kom oprindeligt til Danmark som vietnamesisk bådflytning – I dag er hun ejer af kæmpesuccessen LêLê. ChriChri har taget en snak med den fantastiske, seje og helt igennem inspirerende Anh Lê, der her fortæller hvordan hun vendte modgang til succes, og hvordan hun sammen med sine søskende skabte det madimperium, vi alle sammen holder så meget af.
Q
Hvad drømte du om at blive da du var barn?
A
Jeg drømte om blive millionær, så jeg kunne rejse derhen jeg ville, og spiste al det mit hjerte begærede
Q
Hvad er du uddannet?
A
Markedsøkonom og stewardesse.
Q
I 2003 åbnede du det første LêLê Gadekøkken på Vesterbrogade, sammen med dine tre søskende. Hvordan gik det egentlig til?
A
Mine brødre og jeg havde mange indestængte drømmer og ønsker, som voksede sig større og større for hver dag der gik, mens vi stod i min mors grillbar i Aalborg. Jeg tog min største rejse tilbage til Vietnam i 1995, og den ændrede mit liv og personlighed fuldstændigt. Mine tanker og passion for Vietnam var i mit hoved hver dag i 8 år, mens jeg læste i Aalborg, og senere boede i Frankrig.
En dag, mens jeg fløj med 50 larmende og krævende passagerer i Schweiz, fik jeg nok og tænkte, at hvis jeg havde min egen virksomhed, så kunne jeg ganske enkelt henvise dem til udgangen. Der blev jeg kreativt, og tænkte hvordan jeg kunne blive min egen herre, og samtidigt lave det jeg elskede mest? Det blev Vietnam i Danmark – Og resten er historie.
Q
Hvad er din rolle i LêLê foretagendet i dag?
A
I dag er jeg så heldigt, at få lov til at koncentrere mig om det som gør mig mest glad: at smage på maden og udtænke nye LêLê-retter med mit team. Udover at være produktchef er jeg desuden ansvarlig for PR af maden.
Q
LêLê har på blot 12 år udviklet sig til en enorm succes, bl.a. med flere restaurantåbninger, kogebøger samt catering. Hvad tror du den store succes skyldes?
A
Den store succes skyldes helt sikkert, at vi er et ”femkløver”. Vores styrke består i at vi er fem ejere, som hver har sin personlighed der skinner igennem. Tilsammen skaber vi LêLê, med passion og megen vanvid – man skal nemlig være lidt skør, for at kaste sig ud i mange af de ting, som vi har lavet.
Q
Succeserne er mange. Men hvad ser du som værende den hidtidig største succes?
A
Den største succes er vores hovedrestaurant, LêLê Nha Hang på Vesterbrogade 40 i København. I den restaurant ligger der 17 års indestængte drømmer, ønsker og fantasier, som vi gik med dengang i Aalborg.
Restauranten er ønskebarnet, og her præsenterer vi vores nye ideer. Det kan ses i både indretningen, eventsene, menneskerne og især vores moderne vietnamesisk køkken. Det er også her du kan finde alle ejerne under samme tag.
Q
Hvad ser du som værende den vigtigste egenskab for at få succes i din branche?
A
Hårdt arbejde! Der er ikke noget som kommer af sig selv, især ikke succes. Der er ikke noget der hedder held, eller du er på det rette sted og tidspunkt. – Det handler ganske simpelt om hårdt arbejde hver eneste dag.
Q
Du har en noget barsk fortid, og kom til Danmark som bådflygtning i sin tid. Er der noget du har taget med dig fra din hårde start i livet, som er anvendeligt i dit karriereliv?
A
Ja: Viljen til at overleve og aldrig nogensinde ende der hvor jeg startede. Det har givet mig en enorm styrke i, og motiveret mig for at nå mine mål – og dem har jeg nået mange af.
Men det er også min akilleshæl, for jeg stopper aldrig, ikke engang når jeg skubber mig selv til det yderste. – Men man bliver træt af at være utrætteligt. Dette indså jeg for nogle år siden, hvorefter jeg ændrede på mine arbejdsrutiner. Denne ændring har bl.a. medført madprogrammet ”Spis Vietnam” samt flere kogebøger, men det har også givet mig en helt anden livsstil, som jeg hver dag arbejder videre på.
Q
Hvor finder du inspiration?
A
I det miljø jeg befinder mig i. I mine medarbejdere, mine gæster og venner, samt i små pludselige indskydelser, om at jeg nu skal prøve noget nyt, som jeg aldrig nogensinde kunne finde på – som eksempelvis vinterbadning. Sidstnævnte giver mig ro, lader mine tanker flyde i det kolde vand og senere i den varme sauna. Noget jeg derefter samler til en kæmpe sult, som så inspirerer mig til nye retter i køkkenet.
Q
Hvor ser du LêLê om fem år?
A
Det sjove ved LêLê er, at ingen af os kan beskrive det, for vi ved aldrig hvilken retning vi er på vej i. Da vi er så mange ejere, går vi i mange retninger, men en ting er sikkert: LêLê har vokseværk!
Q
Hvad er dit bedste karriere råd?
A
Hvis du har en passion, så sæt dig et mål. Hvis du har et mål, men ikke kender din passion, så find ud af hvad den er. Derudover skal man altid forberede sig grundigt til sine projekter: Sug ind, lær og sæt i gang, for der er meget du skal udrette, for at få succes. Og husk desuden, at man kommer længst med ærlighed – også overfor sig selv.