Vi har oplevet hendes sans for rytme og bevægelse i Vild med dans, og fem år i træk har hun været danser på cirkusrevyen. Vi taler naturligvis om Katrine Bonde, som udlever sin drøm i danseverdenen som professionel danser. ChriChri har taget en snak med den dygtige danser, der her fortæller om karrieren, livet i den profesionelle danseverden, samt hvad hun egentlig har gjort, for at blive så dygtig til det hun laver.
Q
Hvad drømte du om at blive da du var barn?
A
Jeg har altid drømt om være danser. Enten at have min egen danseskole eller, at danse i Cirkus Revy mm. Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle andet og er derfor i dag både taknemmelig og stolt over at det er blevet til mit erhverv.
Q
Hvad er du uddannet?
A
Jeg har en studenter eksamen og så er jeg uddannet danseinstruktør under De Danske Danseskoler.
Q
Hvorfra kom idéen til at du ville være professionel danser?
A
Efter at jeg følte mig klar til at stoppe min turneringskarriere, tog jeg danselæreruddannelsen for at sikre mig, at jeg altid ville kunne falde tilbage på at undervise. Jeg er født og opvokset på Falster, så jeg havde en klar drøm om at flytte til København og prøve at kunne leve af at danse. Min første rigtige audition var på Wallmans Salonger i Cirkusbygningen, jeg fik jobbet – og derefter har jeg fungeret som professionel danser.
Q
Hvad er det allerbedste ved dit job?
A
Der er ikke en dag der er ens og jeg elsker det jeg laver!
Q
Hvordan ser en typisk dag i Katrine Bondes liv ud?
A
Har du tid? Haha. Lige nu mens jeg danser i Cirkus Revyen ser min dag sådan ud: Står op mellem kl 8 og 9. Hygger med min familie til 10-11 tiden. Så kommer Milas i børnehave, jeg tager enten ud på danseskolen, tager til forskellige møder eller arbejder hjemmefra på mailen og andre administrerende ting. Derefter kører jeg fra Falster til Cirkus Revyen på Bakken, og laver enten 1 eller 2 forestillinger – er hjemme igen mellem kl 24 og 02.
Q
Hvordan balancerer du arbejdsliv og fritid?
A
Uhhh – her rammer vi det ømme punkt. Min fritid er lig med familie, når man arbejder så meget som jeg gør, får man vel altid lidt dårlig samvittighed. Tit kan jeg drømme om at være to steder på en gang. Men man kan hvad man vil, det kræver selvfølgelig også meget af familien i støtte og opbakning, men hvor har jeg dog været heldig.
Q
Hvad mener du er de vigtigste egenskaber, hvor man skal have succes i din branche?
A
Først og fremmest kræver det en stor passion inden for faget, derefter mod og ikke mindst hele tiden at være nytænkende.
Q
Hvor finder du inspiration til dit arbejde når du underviser og er med i programmer som ’Vild med dans?’
A
De sociale medier gør rigtig meget for vores branche, det er nemmere at følge med og samle inspiration. Det kan være et snit på en overdel fra et fashion billede på instagram – som bliver til en kjole i Vild med Dans. Eller en fed sang i radioen som skaber bevægelser og trin i hovedet. Det kan være mange ting.
Q
Hvilken oplevelse ser du som den sjoveste du har haft, mens du har arbejdet professionelt som danser?
A
Jeg har de skønneste kollegaer, der altid får mig til at grine. Selv hvis man har en dårlig dag – så bliver den altid god.
Q
Hvad ser du som din største succes til dato?
A
Jeg er faktisk der, hvor jeg må nive mig lidt i armen engang imellem. Min drøm var at åbne mit eget dansestudie, danse i Cirkus Revyen og Vild med dans – Nu driver jeg to danseskoler, har været med i Vild med dans 5 gange og ligeledes danset i Cirkus Revyen i 5 år. Samtidig med det har jeg en dejlig familie, som jeg også elsker at lave masser af ballade sammen med. Så min største succes til dato, er egentligt nu, hvor jeg kan se på alle mine drømme er gået i opfyldelse og hvor mit liv er rammet ind om alt det jeg elsker. Ingen tvivl om at jeg er en knokler og det har været, og stadig er meget hårdt – men jeg nyder det, og jeg føler mig heldig. Og nu kan jeg stræbe efter nye succeser.
Q
Hvad gør du for at udvikle dig selv?
A
Jeg prøver hele tiden at have fingeren på pulsen og følge med tiden og nye trends, så godt jeg kan. I forhold til at være chef, synes jeg der er mange ting man skal blive ved med at udvikle, jeg vil gerne være en god chef, så det arbejder jeg meget på.
Q
Hvad drømmer du om?
A
Jeg drømmer om, at jeg kan fortsætte med at lave det jeg laver og hele tiden have mig selv med i det. Og drømme videre for hele tiden at videreudvikle.
Q
Hvad er du virkelig god til?
A
Jeg er rigtig god til at være i tidspres, jeg arbejder bedst under pres og deadlines. Mens jeg er i tidsnød til noget, får jeg de fleste gange mange flere kreative ideer. Folk omkring mig er ved at gå amok når jeg er i det ”mode”.
Q
Hvad er du virkelig dårlig til?
A
På min arbejdsplads på danseskolerne er jeg dårlig til at give arbejde fra mig eller at uddele arbejdsopgaver, jeg øver mig. Men jeg er ikke god til det. Jeg vil gerne vide det hele, og jeg vil gerne have en finger med i det hele. Nu har jeg fået ansat en rigtig sød sekretær som laver meget administrativt for mig og det er fantastisk.
Q
Hvad er dit bedste karriere råd?
A
Mit bedste råd er helt sikkert at gå efter sin drøm! Man er meget mere passioneret for det man brænder for, og selv om man skulle gå nogle omveje eller igennem noget vejarbejde, så er det vigtigt at fortsætte frem mod sin drøm.
Er du også blevet inspireret af seje Katrine? Du kan finde hende på Instagram (@katbonde), hvis du vil følge med i hendes spændende hverdag.