Christiane Vejlø er en af Danmarks førende eksperter i digital livsstil og gadgets. Hun driver virksomheden Elektronista Media, holder foredrag i ind – og udland, sidder i Kulturministerens Public Service råd, står bag den digitale designertaske Elektronista Clutch og så har hun sit eget Elektronista radioprogram på Radio24syv.
Q
Hvad drømte du om at blive, da du var barn?
A
Jeg ville gerne være skuespiller. Men det var fordi, at jeg var vild med Fantasy og sci-fi film og helt vildt gerne ville spille superhelt, eller arkæolog på eventyr – eller et barn som kommer ind i eventyrverden gennem et klædeskab.
Q
Hvad er du udannet?
A
Jeg har en bachelor grad i Religions videnskab og flyttede så over til medievidenskab, hvor jeg fik en Cand. Mag.
Q
Hvad arbejder du primært på i øjeblikket?
A
Efteråret er altid højsæson for konferencer og workshops. Så jeg rejser meget rundt i landet og holder foredrag og fungerer som ordstyrer på diverse events.
Q
Du optræder som digital trendanalytiker i mange forskellige arenaer og medier. Hvad er det, der er så fedt ved digitalt gear og digitale medier?
A
Teknologi er lidt ligesom magi. Man får superkræfter og kan ting, hvor man ellers er begrænset som menneske. Bare mobiltelefonen giver perfekt hukommelse, adgang til alle man kender, adgang til al verdens viden, mulighed for at bestille lige det man mangler. Jeg er meget fascineret af samspillet mellem mennesker og teknologi. Hvordan de her devices påvirker vores kultur og måde at være mennesker på.
Q
I 2010 lancerede Elektronista et af verdens første magasiner om gadgets for kvinder. Er det Danmarks første intelligente dameblad?
A
Bloggen Elektronista.dk (2010) og magasinet Elektronista Mag (2013) er faktisk begge tænkt som unisex medier. Forskellen fra andre publikationer som handler om teknologi er bare, at vi aktivt inkluderer kvinder. Samtidig skriver vi altid med en livsstilsvinkel, så der er fokus på hvilken forskel de her ting gør i vores liv frem for de tekniske specifikationer.
Q
Kan du mærke, at der er sket et skred i udviklingen af kvinders interesse for gadgets og digitale trends?
A
Jeg startede min virksomhed Elektronista Media, fordi jeg var overbevist om at kvinders interesse for teknologi var totalt undervurderet. Så jeg vidste allerede dengang i 2009 at interessen var der. Men siden er den kun vokset. Og det gælder sådan set ikke bare for kvinder. Det gælder for en stor del af os helt almindelige mennesker. Teknologi er en del af vores hverdag og vi forholder os til, hvordan den virker i vores liv og også hvordan den er designet og hvad brandet kommunikerer.
Q
Hvad betyder noget for kvinder, når det kommer til digitale trends?
A
Jeg har det lidt svært ved at generalisere “kvinder”. Vi er jo alle forskellige. Men jeg kan sige at der er en kæmpe stor gruppe af almindelige hverdagsforbrugere M/K som er begejstrede for teknologi og gadgets og hvad der sker i det digitale rum. Det er en virkelig stor del af vores liv og derfor er nyheder indenfor internet kulturen, nye smartphones og nye kategorier som f.eks. Wearables (fx. smartwatches) noget rigtig mange er draget af.
Q
Tror du at der er grundlæggende stor forskel på den moderne mand og kvinde i dag?
A
Åh det er et svært spørgsmål. Ja jeg tror at der er forskel på kvinder og mænd. Og jeg gider ikke gå på kompromis med min kvindelighed selvom jeg det meste af tiden befinder mig i en meget mandsdomineret verden. Men jeg mener ikke der er noget der begrænser (eller brude begrænse) muligheder for hverken det ene eller andet køn. Vi kan hvad vi vil, men der ligger også et ansvar i samfundet. For f.eks. at lade små piger mærke at de ligeså vel som drengene kan lege med rumraketter, den lille kemiker, Lego Mindstorms og andet som peger mere i en videnskabelig og teknologisk retning end dukker og cupcakes.
Q
Føler du, at du gør en forskel i og med, at du en slags ambassadør for at digitalt lir også skal være for kvinder ?
A
Jeg bliver rigtig glad, når jeg får mails og kommentarer fra folk, der ikke troede de var interesserede i teknologi, men nu lytter til mit radioprogram eller modtager mit nyhedsbrev med stor fornøjelse. Jeg kan mærke, at jeg faktisk har succes med at nå folk, som måske ellers ikke ville blive klogere på teknologi og gadgets, og det er jeg enormt stolt over. Men det gælder ikke kun kvinder.
Q
Hvad er dine mærkesager?
A
At teknologi er for alle og det BÅDE skal være funktionelt og lækkert. At brugeren altid skal være i centrum. At der skal flere kvinder ind i teknologi – og videnskabsfag.
Q
Hvordan ser en typisk dag i Christiane Vejløs liv ud?
A
Der er ingen typisk dag. Og det er så fedt. I går startede jeg med et møde på Christiansborg, så lavede jeg et radioprogram om virtual reality på Radio24syv, så kommenterede jeg Apple keynote på EBTV i 3 timer om aftenen og sluttede af med premiere på Krigen i Imperial. I dag er jeg dommer i en innovationskonkurrence, har en telefonkonference med mit partner i London omkring vores Elektronista Clutch taske projekt, skal forberede et foredrag og så skal jeg se Disney Sjov og spise sushi med min datter. Jeg elsker, at mine dage ikke ligner hinanden.
Q
Hvordan balancerer du arbejdsliv og fritid?
A
Hmm den er svær. Mit arbejde er også min hobby så jeg kan godt have svært ved at lægge det fra mig. Og hvad er egentlig arbejde? Når jeg opdaterer Instagram? Når jeg deltager i en faglig diskussion på Twitter om aftenen? Grænserne er flydende. Men jeg forsøger at holde fri i weekenden og lægge min telefon lidt fra mig.
Q
Hvad betyder din familie for dig?
A
Min datter på 7 betyder ALT. Hun er ultimativt det fedeste menneske at være sammen med. Hun er heldigvis ligeså vild med teknologi og at lege som sin mor. Så vi bygger robotter, ser videoer om rumrejser, tester gadgets og tager i klatrehallen. Hun er så sej.
Q
Hvad mener du, er de vigtigste egenskaber, hvis man vil have succes i din branche?
A
Omstillingsparathed og fleksibilitet helt sikkert. Teknologien udvikler sig helt vanvittigt i disse år, og det bliver ikke mindre. Den værste indstilling man kan have, er at man tror at man har styr på i morgen, fordi man havde styr på i dag. Man skal hele tiden være klar til at tilpasse sig en ny virkelighed. Det kan godt være stressende, men det er også dynamisk på en meget levende måde.
Q
Hvad ser du som din største succes til dato?
A
Det er vel, at jeg har bygget en hel forretning op omkring min vision. At jeg faktisk er lykkedes med at nå ud til en masse mennesker med noget så nørdet som teknologi og gadgets. Og at jeg synes, at vi formår at introducerer nye projekter og idéer hvert eneste år. Som f.eks. et tablet magasin eller verdens første digitale designer clutch som både Cosmopolitan og WIRED er vilde med.
Q
Hvad gør du for at udvikle dig selv?
A
Jeg omgiver mig med mennesker der inspirerer mig. Jeg er så heldig at have et kæmpe stort netværk, og jeg møder hele tiden nye spændende mennesker gennem mit arbejde. Jeg tager hvert år på nogle rejser rundt i verden for at finde inspiration og så har et nytårsforsæt for mig faktisk også været at opsøge mennesker som er helt anderledes end mig. Folk der mener noget helt andet og laver noget helt andet. Der hvor jeg kommer ud af min komfortzone. Jeg tror ret fast på at den slags kontraster bringer gode ting med sig.
Q
Hvad drømmer du om?
A
Der er mange drømme. De personlige og de professionelle. Mine ambitioner med mit professionelle virke er at fortsætte med at vækste Elektronista universet, og så kunne jeg godt tænke mig at lave flere fysiske produkter som vi f.eks. har gjort med Elektronista Clutch tasken. Jeg har også en drøm om at møde og interviewe Elon Musk. Ham der står bag Tesla og SpaceX rumvirksomheden. Han er for vild!
Q
Hvad er dit bedste karriereråd?
A
At leve at det man godt kan lide at lave, så det ikke føles som arbejde. At sætte sig mål og gå efter dem. Og at finde den sunde balance mellem ambition og ens egne begrænsninger.
Du kan følge Christiane Vejlø på hendes blog og på Instagram