Life&Beyond

Fortællinger fra min karriere: Mie & Bine Lind

I en alder af blot 21 år, tog Bine Lind springet fra det trykke studieliv og en professionel squash karriere og startede LIND DNA sammen med sin far. Siden er også lillesøster Mie Lind kommet ind i virksomheden. Drivkraften bag den succesfulde virksomhed ligger i det tætte familie – bånd, og man kan hvis godt sige at der er tale om et familieeventyr, for virksomheden har kun eksisteret i 3 år. 

Q

Hvad drømte I at blive, da I var børn?

A

Bine: ”Jeg havde/har en ekstrem konkurrencementalitet så min drøm var uden tvivl at blive professionel sportsudøver.”

Mie: ”jeg har aldrig rigtig været den store drømmer, jeg lever i nuet og bevæger mig i den retning min intuition går”.

 Q

Hvad er I uddannet?

A

Bine: ”Jeg har en bachelor i HA, International Business med et halvt år studie i USA. Et sted hvor min lyst til at springe ud som iværksætter for alvor fik et boost”

Mie: ”Min seneste teoretiske uddannelse var en HHX på handelsskolen, alt andet uddannelse jeg har gennemgået har været af praktisk karakter på arbejdsmarkedet, og det har været den mest betydningsfulde uddannelse for mig i forhold til mit arbejde i LIND DNA”

I en alder af blot 21 år startede du Bine og din far familievirksomheden LIND DNA, hvordan var det?

A

Bine: Det var lidt af et spring jeg valgte at tage fra det trykke studieliv med en sideløbende professionel squash karriere til pludseligt i stedet at risikere alt og hoppe ud i det usikre liv som selvstændig. Det var et par hårde år i begyndelsen med arbejde i alle døgnets timer og søvnløse nætter, der blev brugt på at spekulere på, om vi nu også var på rette vej.

Men som kun 21 årig følte jeg, at jeg havde brug for at prøve min uddannelse af i praksis, jeg havde drivet og følte ikke, at jeg havde noget at tabe, ud over min opsparing selvfølgelig, så jeg tror, det var det helt rigtige tidspunkt for mig at tage springet.

 Q

Hvor opstod ideen til LIND DNA?

A

Ideen til LIND DNA udsprang, som navnet også udtrykker, fra nogle fælles designidéer i vores familie. Det var oplevelsen af et unikt genbrugslædermateriale produceret af 80% genbrugslæder og 20% naturgummi, som fik kreativiteten og lysten til boligdesign til at spire. Herfra var der ikke langt fra idé til handling, og LIND DNA blev til virkelighed 1. januar 2013. 

 Q

Hvad er jeres rolle i LIND DNA?

A

Vi er fælles om de fleste hovedopgaver i firmaet, men i det daglige er det jeg, Bine, der har ansvaret for marketing og alt internationalt salg, mens Mie har ansvar for HR, indkøb og salg i Danmark. Herudover har vi fælles ansvarsområder som produkt/designudvikling samt den strategiske udvikling.

 Q

Hvad er det som gør LIND DNA særligt unik?

A

Det er helt klart kombinationen af vores lokale produktion, vores brug af bæredygtige materialer og vores sammenhold i kraft af, at vi er en familie. Især produktionen i Danmark er noget, som vækker genklang både herhjemme, men også på de internationale messer, fordi det bare ikke er noget, man ser særligt tit inden for vores branche. Så dét koblet med det image, som dansk design jo har, er med til at gøre lige præcist LIND DNA til en unik virksomhed.

 Q

Hvad er det mest givende ved jeres arbejde?

A

Rent personligt er det mest givende ved vores arbejde at være centrum i en så hurtig og spændende virksomhedsudvikling, som indtil videre kun har stået på i 3 år. At kunne have friheden til at forfølge vores designidéer, bibringe danske arbejdspladser og se virksomheden ekspandere internationalt giver et helt ubeskriveligt drive til hverdagen og fritiden. Når alt kommer til alt er det vores gode medarbejder team og det faktum, at kunderne er glade for vores produkter, der gør, at det altid er en fornøjelse at stå op til arbejdet i LIND DNA. 

 

LÆS VIDERE 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *