[single_post_category_name]

Fortællinger fra min karriere: Szhirley 

Szhirley drømte i en periode om at være skraldemand, men det ændrede sig. Hun har mange kreative hatte, og er aktuel med sin nye børnebog ‘Charlie på musiklejr’, og sit soloalbum “Uden dig”. ChriChri har taget en snak med den inspirerende kvinde, der bl.a. fortæller om sine spændende projekter, familie vs. arbejde og fremtidsdrømme. 

Q

Hvad drømte du om at blive, da du var barn?

A

Jeg drømte i en periode om at være skraldemand. Så kunne man finde alle de skjulte skatte som folk smed væk. Det ændrede sig, og i en lang årrække var jeg overbevist om at jeg skulle være skuespiller på fuld tid. 

 Q

Hvad er din uddannelse?

A

Jeg har 9. klasse og et år som udvekslingsstudent i Texas 92/93. 

 Q

Du har udgivet singlen “Uden Dig” som er din første solosingle siden 2008. Kan du fortælle hvor du får inspiration fra?

A

Inspirationen til mine sange og min debutbog ‘Charlie på musiklejr’ kommer mest af alt fra hverdagens situationer, følelser, musik, film, dufte og indtryk generelt. 

 Q

Hvordan har du det i forhold til folks reaktion på dit arbejde? 

A

Det er kun i perioder hvor jeg føler mig lidt nede, at jeg egentlig bekymrer mig om hvad andre tænker om mit arbejde eller mig. Ellers er jeg rimelig selvsikker, så længe at de få mennesker som er tættest på mig, fortæller mig deres ærlige mening. Ikke fordi jeg retter mig eller mit arbejde ind efter det, men så har jeg en nogenlunde forventning til hvad der kan ‘ramme’ mig, når jeg sætter båden i vandet. Men generelt vil vi vel alle sammen gerne accepteres og respekteres for vores evner, som de flokdyr vi nu engang er.

  Q

Som det nyeste skud på stammen er du udkommet med bogen ‘Charlie på musiklejr’. Hvordan er det og kunne kalde sig forfatter? 

A

Det er meget tilfredsstillende at kunne skrive sådan en flot titel på “Se hvad jeg har udrettet” listen. 

 Q

Hvad er tankerne bag bogen ‘Charlie på musiklejr’?

A

Der ligger mange tanker bag bogen. Bla. dét at intet er perfekt. Og selvom tingene ikke er perfekte, betyder det ikke nødvendigvis at det ikke er rigtigt eller godt. Når jeg skriver om Charlie, hendes liv med to familier som skilsmissebarn, med sin usikkerhed, nye spirende følelser, passion for musik og nysgerrighed på livet, er det vigtigt for mig at ramme det hverdagsagtige, og det realistiske som læserne kan spejle sig i og relatere til. Det må absolut ikke kun være rosenrødt og ukompliceret i længden. For historien skal helst afspejle den virkelige verden hvor problemer er uundgåelige, men måske ikke uløselige. Med den første bog i rækken er det dog svært at hoppe direkte ud i diverse problematikker, da det er nødvendigt at etablere de forskellige karakterer, men lidt drama udspiller der sig da alligevel. Jeg er igang med 2’eren og har et væld af idéer til hvad der skal ske i 4-5 bind allerede!

 Q

Af alle dine mange projekter. Hvad kan du allerbedst lide at arbejde med?

A

Det er utrolig svært at vælge, da jeg simpelthen føler mig så privilegeret over at få liv at have så mange kreative hatte på. 

Hvad er det ved dit job, som du holder så meget af?

A

At ingen dag former sig præcis som den forrige. Det lidt uforudsigelige giver en fantastisk dynamik, som jeg feeder af. 

Q 

Hvordan ser en typisk dag i Szhirleys stiletter ud?

A

Hmmmm… Igen er det svært at sige hvordan de mellemliggende timer fra vi afleverer børn om morgenen, til de bliver hentet igen ser ud. Men timerne bliver højst sandsynligt fyldt ud med enten sang, sangskrivning, bogskrivning, tegnefilmsdubbing, reklamespeaking, projektudvikling, kaffedrikning, teaterprøver osv. 

 Q

Du har en mand og to børn. Hvordan balancerer du arbejdsliv og fritid?

A

Jeg forsøger så vidt det er muligt, ikke at være for meget ‘på arbejde’ når familien er samlet. Og vi prioriterer begge to det at lave noget med børnene  højt. For med to drenge og et energiniveau der ligger højt over skyerne, kan de hurtigt komme til at kravle på væggene, hvis ikke de bliver aktiveret. 

 Q

Hvad mener du, er de vigtigste egenskaber, hvis man vil have succes i din branche?

A

Is i maven og troen på at man vil lykkes. 

 Q

Hvad gør du for at udvikle dig selv?

A

Jeg forsøger at holde mig nogenlunde opdateret på musik og alt andet der på den ene eller anden måde tilknytter sig mit fag. Og så skal nam huske at kaste sig ud i uvisheden i ny og næ. Så opdager man at ens vinger stadig fungerer og at man sagtens kan flyve, hvis man tror nok på det. 

Q

Hvad er din hidtidige største arbejdsmæssige succes?

A

Succes kan defineres på mange forskellige planer, og det at jeg kan inspirere et menneske eller to med det jeg gør, om det er igennem musikken, forfatterskabet eller på anden vis, er lige meget succes for mig. 

 Q

 Hvis du skal gøre noget godt for dig selv – hvad gør du så?

A

Jeg er ikke så god til at gøre noget godt for mig selv, så ofte som jeg gerne ville. Men i denne uge har jeg både tid hos en fodterapeut, tid til massage, negle og god frokost med mine skønne veninder, som jeg ser alt for sjældent. Det bliver et tiltrængt skud honning for krop og sjæl. 

 Q

Hvad forestiller du dig du laver om 10 år?

A

Jeg tror stadig at musikken har en stor og vigtig rolle. Men jeg går for tiden med nogle tanker ifht. fremtidige projekter jeg gerne vil starte på, så hvem ved hvad sådan en kunstnergøgler som jeg ender med at foretage mig. 

 Q

Hvad er det bedste råd du har modtaget?

A

Puha, hmmm… Mange gode råd har jeg modtaget og postkassen står stadig åben for flere, men dét med at lytte til sin intuition og handle på det, istedet for at lade tvivlen overtage og forsinke processen. 

 Q

Hvad er dit bedste karriereråd?

A

 Omgiv dig med folk som er dygtige på alle de områder du ikke selv mestre.

 

Hvis du vil se mere til Szhirley kan du følge med på hendes Instagram (@Szhirleys)

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide