Musikstafetten: Lina Rafn interviewer Stine Bramsen

Stine Bramsen er sangerinden og sangskriveren, der er kendt som forsangeren i popgruppen Alphabeat. Efter mange år valgte hun at satse på hendes solokarriere, hvor hun fik sit gennembrud med sit første soloalbum ”Prototypical”. Sidste år medvirkede Stine i programmet ”Toppen Af Poppen”, hvor hun gjorde et kæmpe indtryk i danskernes hjerter.

Har du været igennem en proces, hvor du tog stilling til din “lyd”?
Ja, i hele arbejdet med min soloplade, har Nicolaj Rasted og jeg undersøgt alle hjørner af min stemme og fundet frem til, hvor jeg føler mig allermest tilpas, og hvor min stemme føles ægte og vedkommende. Jeg har altid været en teknisk dygtig og perfektionistisk sangerinde og taget alle udfordringer op, som Alphabeat har givet mig, men det er først i en alder af 25, at jeg rigtig gik i gang med at finde frem til, hvordan jeg vil synge og lyde, når det kun er mig, der bestemmer.

LÆS OGSÅ: Kvinder ærligt talt: Lisbeth Wulff  

Er der et emne, du aldrig ville skrive/synge om?
Hmm… ikke umiddelbart. Men jeg vil nok altid holde mig fra det meget politiske, da jeg ikke mener, at min private politiske overbevisning skal blandes med mine sange og min offentlige person. Jeg vil gerne snakke om menneskesyn og give op- fordringer, men aldrig på partipolitisk plan.

Hvilket nummer er du mest flov over at elske?
Green Day’s “Wake Me Up, When September Ends” har altid rørt mig, selv om jeg absolut ikke er til rockpop eller den måde, han synger på. Kunne aldrig finde på at sætte den på derhjemme, men har tit haft den på hjernen, og der er noget med enkelheden og melodien, der bare fungerer. Men Green Day? Nej tak!

“Jeg vil gerne snakke om menneskesyn og give opfordringer, men aldrig på partipolitisk plan”
 

Gør du dig tanker om at blive “gammel” i musikbranchen?
Det tror jeg faktisk, at jeg dagligt funderer over. Det er en meget usikker branche og en meget speciel levevej, jeg har 
valgt, så jeg spørger jævnligt mig selv, om jeg laver det, jeg er bedst til. Om jeg elsker det nok, selv om det kan være rocker hårdt. Om jeg udvikler mig. Om jeg stadig skal synge om to eller ti år. Og jeg ved det simpelthen ikke. Jeg håber det! Og jeg vil nok aldrig stoppe med at synge – men hvis jeg ikke længere kan levere varen på scenen, så stiller jeg mig ikke derud. Det er jeg alt for perfektionistisk til. Og ærekær. Så må jeg skrive sange til andre. Og lave sangundervisning eller alternativ behandling af en art. 

LÆS OGSÅ: Fallulah: Det bedste jeg ved…

Hvor stor en rolle spiller dit visuelle udtryk for dig som artist, og på hvilke måder er det forbundet med det, vi hører? 
Jeg tænkte meget over mit visuelle udtryk, da vi var ved at være færdige med sangene, og troede, at jeg skulle til at op- finde den dybe tallerken og var helt opgivende, men i virke- ligheden er musikken jo meget mig og meget ærlig og kvinde- lig, så jeg besluttede, at det skulle være et ret naturligt, men stærkt udtryk, som var mindre piget og sødt, end man hidtil har set mig. For jeg har længe villet smide min “nuttede” side lidt væk og vise, at jeg er alt muligt andet – og at jeg er blevet ældre. I min næste video til Cavalry skruer jeg mere op for mørket og dramaet. Det glæder jeg mig til. 

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Søde konfekt pindsvin

De her små pindsvin er næsten for søde at sætte tænderne i, meeeeen vi kommer til det alligevel, for det lille konfektstykke er alt for

Sådan plejer du tosomheden

Artiklen indeholder sponsoreret indhold Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor, kone og veninde. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet