Jeg ved, at du var danser inden du startede med at spille musik. Hvad gjorde, at du tog skridtet fra dans til sang?
Jeg tog først det skridt, at jeg blandede mig, når mine venner sad og lavede musik på deres gaming-computere. Jeg blev en del af holdet, og faktisk havde vi et band, hvor der var en mand- lig forsanger, før vi startede Infernal. Det var aldrig tanken, at jeg skulle være “forsanger”. Da Infernal udgav første single, var der ikke sang på. Der blev sagt en sætning, bare for at nummerets titel kunne blive “etableret”, og de fleste numre på den første plade var uden sang. Vi skrev musikken, indspillede og producerede det sammen og dét var ligesom min rolle. Jeg sang på et enkelt nummer (to sætninger) – mest for sjov. Da der skulle synges på et helt nummer, ringede vi efter en “feature” – en “rigtig” sangerinde.

Hvor gammel var du?
Jeg har vel været 20-21 år, da vi startede Infernal, og jeg også startede på at synge – altså ud over, at jeg havde sunget i skole- kor i folkeskolen.

Hvilke musikalske idoler havde du, da du startede?
De folk, jeg var fan af, giver nok ikke meget mening for unge piger i dag. Det gav sgu ikke engang mening for piger på min egen alder dengang. Jeg var (og er) mega vild med The KLF. Selvfølgelig lyttede vi til Faithless, som ligesom ejede den ret hårdt i midt-90’erne. Og så var der et hav af house-artister, som jeg ikke engang selv kan huske, hvad hed. Jeg kunne remse producere op her fra og til månen, og ingen ville kende dem. Jeg var technofreak, raver, clubber, og hvad det ellers har heddet, helt ind i knoglerne, fra et meget tidligt tidspunkt.De få, som fusionerede en velfungerende club-lyd med stærke melodier, de var mine helte.

Hvordan finder du på de mange svedige outfits, du har på til shows?
Jeg tror, at min glæde ved at klæde mig ud, altid har været der. Jeg elskede Alexis fra Dollars og den form for full-blown woman-power-femininitet med en tung sensualitet, og samtidig så følte jeg mig helt hjemme i den sprælske “for sjov”-energi, som var i 90’er clubbing-miljøet. Jeg var egentlig for ung til at leve den ud, men den tegnede sådan set meget af 90’erne (altså det som ikke var grunge og mut og heroin-chik). Jeg tager altid udgangspunkt i, at det skal klæde min figur, men som regel er der en energi eller en følelse, jeg gerne vil udtrykke. Når det hele samler sig om at understrege én pointe, så giver det en meget stærk effekt, synes jeg. Og så har jeg langt om længe fundet en stylist, som forstår, hvad et look skal “kunne.

LÆS OGSÅ: Musikstafetten: Stine Bramsen interviewer Nabiha

For mig, har du altid virket som en ret sej powerkvinde. Hvad er dit syn på det at være kvinde i et mandsdomineret fag?
Jeg synes, det er åbenlyst, at vores fag er domineret af mænd, fordi der er flest af hankøn, som har lyst til at dygtiggøre sig til det punkt, hvor de bliver eksperter – og her tæller jeg jo teknikere, producere, baggearsfolk, lysfolk, grafikere, fotografer osv. med. Jeg har ikke oplevet, at kvinder er blevet valgt fra, fordi de er kvinder. Tværtimod! Jeg overlader jo selv en masse manuallæsning og tutorial-kigning til Paw, fordi han ELSKER at nørde mix og EQ-relaterede ting. Jeg bliver bare træt. Jeg vil lege med musikken og tonerne og lydene. Kaste om mig med idéer. Men nogen skal jo samle trådene og mixe lortet, så det lyder godt. Og der er drengene bare dem, der synes, det er sjovt. For det meste.