Dina Thorslund er Danmarks bedste kvindelige bokser, og meget tyder på, at vi kommer til at se meget mere til hende i de kommende år. Udover at kunne slå en proper næve, er den 23-årige bokser alenemor til sønnen Adrian og læser til fysioterapeut. Vi har taget en snak med Dina om karriere, familie og selvfølgelig: boksning.
Q
Hvordan startede du med at bokse?
A
Da jeg var 15, havde min veninde en storebror, som var dansk mester. Hun ville gerne starte og tog mig med. Anden gang blev jeg revet med, og så fortsatte jeg, også selvom hun stoppede. Så fandt jeg min eks-kæreste Thomas, som er min træner i dag, og han er grunden til, at jeg flyttede fra Falster til Jylland, og han er også grunden til, at jeg læser i Jylland. Han gik også til boksning selv dengang. Så har jeg bokset siden, bortset fra når jeg har været skadet og da jeg var gravid med Adrian.
Q
Hvad driver dig?
A
Jeg har lidt en vindermentalitet. Jeg gider ikke at gå til noget, jeg er dårlig til, og jeg godt lide at vinde, uanset om det er fodbold i skolen eller om jeg er til boksekamp. Jeg vil vinde! Og det er nok det, der driver mig. Sejren og den gode oplevelse, og så synes jeg det er en fed sport. Som amatørbokser var der også fællesskabet, hvor man træner sammen og alle giver den alt, hvad man har. Det er for mig federe end at drikke sig fuld hver lørdag aften. Så det er meget få byture jeg har haft gennem tiden.
Q
Hvordan er det at være kvinde i en sport, der er meget domineret af mænd?
A
Der er ikke blevet gjort forskel på mig og drengene. Jeg er altid blevet taget godt imod, og der har aldrig været noget ’nå, du er en pige’. Men jeg kan huske en episode i min gamle amatørklub, hvor der kom en dreng ind, og han var ny og jeg var erfaren, men han ville ikke slå på en pige. Men så slog jeg ham i gulvet, og så kunne han pludselig godt slå på piger. Det er som om, at folk der ikke kender til det, de er måske lidt diskriminerende først, og er sådan ’Du er en pige’. Men inden for bokseverdenen har jeg ikke oplevet noget. Det kan måske sammenlignes med fodboldbranchen, mændene får bare mere i løn, end kvinderne gør, men det har også noget med seere og tv-værdi at gøre. Jeg føler dog ikke, at det handler om køn, men mere om dit navn og hvor populær, du har gjort dig.
LÆS OGSÅ: Fie Friedrichsen: Om et vægttab fra 140 til 70 kilo
Hvordan holder du dig i form?
A
Jeg løbetræner typisk hver morgenen inden skole og boksetræner hver aften med én ugentlig pause fra begge dele, men selvfølgelig hvis jeg har behov for en ekstra fridag, så får jeg det. Jeg er ikke sådan en træningsfreak, der overtræner, tværtimod. Jeg er meget dovent anlagt faktisk, så jeg træner kun det, jeg skal træne og ikke mere. Med hensyn til kost, så har jeg prøvet at være til en kostvejleder og få lagt et program, hvor jeg skulle veje alt mit mad af, men det er bare ikke mig. Det er også svært, når man er mor, og man kan ikke tage ud for at spise på café med sine veninder. Det er ikke mig at leve efter sådan en stram diæt. Så jeg er bare sund og velovervejet og ved, at jeg måske lige skal tage lidt mere salat frem for pasta, og spiser lidt mere kød i stedet for. Så jeg er mere generel sundhedsovervejende, vil jeg sige. Jeg elsker chokolade, så det spiser jeg også. Jeg er også heldig, at jeg har en god forbrænding og jeg har altid dyrket sport.
Q
Hvad er dit bedste råd til andre kvinder, der gerne vil være professionelle sportsudøvere?
A
Følg drømmen. Hvis man gør det, så når man også i mål, for så gør man jo, hvad der skal til. Og så skal man måske sørge for at have delmål. For hvis man kun kigger efter stjernerne, så kan det være svært at komme igennem skyerne, for de kan også godt komme og få det hele til at virke lidt gråt engang imellem. Når jeg løber 10 km, så er mit første mål at nå 2 ½ kilometer, for så er jeg halvvejs til at nå halvejs. Så det gælder om at tage nogle små skridt. For der er rigtig langt, hvis man sigter efter de store mål til at starte med.
Q
Hvordan får du dit familieliv til at passe sammen med din karriere?
A
Det er klart, at der skal mange prioriteringer til. Prioriteringer er nok nøglen til at løse det hele og så skal man være i nuet. Når jeg er i skole, så er det dér jeg har mit fokus, og når jeg så har fri derfra, så er det måske Adrian, jeg er sammen med i et par timer, og når jeg er træning, så er det dér, jeg har mit fokus. Man skal passe på med ikke at blande tingene sammen, men at være i nuet og være til stede, for ellers så får man kun det halve. Det når man ikke særlig langt ved, hverken familiemæssigt, træningsmæssigt eller skolemæssigt. Jeg er heldigvis studerende, så vi har ikke et skema, der siger 8-16. Så hvis jeg skal møde kl. 9, så afleverer jeg fx min søn alt efter, hvad der passer, så løber jeg inden skole, og jeg skal også lige gå med mine hunde, og så har jeg måske fri klokken 14. Så henter jeg min søn omkring kl. 15 og tager ham enten med til min boksetræning, eller også bliver han passet af sin farmor og farfar om eftermiddagen i halvanden time. Så bruger jeg aftenen sammen med ham. Thomas’ forældre er også rigtig gode til at passe Adrian op til en vigtig kamp, og det gør også, at det hele kan lade sig gøre.
Q
Hvad gør, at det det er det hele værd?
A
Jeg tror, at der er mange ting, der gør det. For det er ikke fordi boksning altid har været min kæmpe drøm at blive professionel bokser. Men det motiverer mig, når folk kommer hen og interesserer sig for det jeg gør, og at jeg er et forbillede for min søn, og jeg håber også, at han ender med at blive et sportsmenneske, for det er både godt sundhedsmæssigt og socialt. Og også at vise mig selv, hvor langt jeg kan drive det, og hvor god jeg egentlig er.
Q
Hvordan ser din fremtid ud?
A
Hvis min professionelle karriere fortsætter, mens jeg stadig har lyst, og det kan lade sig gøre. Jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke bliver den nye Mikkel Kessler og skulle lave det her, til jeg er oppe i 30’erne. Jeg er et familiemenneske, og jeg skal finde den mand, jeg skal tilbringe resten af livet med, have flere børn sammen med og få et godt job det er mit mål, og meningen med mit liv. Min professionelle karriere er en bølge, der er lige nu, som jeg rider på, så længe jeg gider, og så får jeg det bedste ud af det, og jeg gør det, så længe, jeg har lyst til det.. Boksning er lige nu og her. Men det er ikke min store drøm.
Q
Hvordan slapper du bedst af?
A
Der er flere måder at gøre det, fordi jeg slapper af, når jeg er sammen med min søn. Men jeg kan også godt slappe af ved at være mig selv, og tager i kurbad, ligger lidt i det varme vand, går i kurbad og kobler helt af. Men det kan også være en morfar på sofaen med mine hunde. Jeg har nogle fantastiske veninder, jeg har nogle af dem, kan jeg bare slappe 100 procent af sammen med.
Q
Hvordan ser den perfekte dag ud for dig?
A
Den starter med chokolade! Ej, der er mange perfekte dage. Det kan være når jeg har god træning, når jeg har leget meget med min søn, fået gået med hundene og læst mine lektier. Men det kan også være, når jeg helt har fri til bare at hygge med mine veninder, og min søn, og måske en tur i biografen.
Q
Tænker du over, hvordan du ser ud, når du bokser?
A
Næh, men jeg tager mascara på. Det er nu mere, fordi det er en del af min rutine. Det der med at se mig selv i spejlet, og jeg vil gerne føle mig veloplagt, og det gør jeg, når jeg har gjort mig klar.
Lørdag den 21. januar skal Dina Thorslund bokse om ungdoms-VM-titlen mod romæneren Xenia Jorneac, som hun har planer om at knockoute før tid. Kampen kan ses på Viaplay fra klokken 20. Vi hepper med fra sidelinjen!