Jeg elsker at tale om karriere. Men jeg vil have den ærlige version. Jeg vil blive inspireret. Jeg vil gerne lære af succesfulde menneske. Når jeg læser et interview med en succesfuld person, så føler jeg mig ofte mindre succesfuld. Jeg er begyndt, at springe de profiler over som bare fortæller uden indhold.
LÆS OGSÅ: 10 skarpe til karriere-eksperten
Jeg har derfor interviewet en række succesfulde mennesker. De får alle de samme spørgsmål. Jeg håber deres svar kommer til at inspirere dig. Jeg håber deres svar giver dig lyst til at nå dine mål, uanset hvad de måtte være.
Jeg er nysgerrig på hvordan andre når deres mål. Jeg er nysgerrig på hvilke valg og hvilke fravalg de har taget. Det kan ikke kun have været en vej drysset med rosenblade på vej til målet.
Den første jeg har mødt er Christina Muff, Illustrator og ejer af KORTKARTELLET.
Q
Hvis du skulle lave noget om i din karriere, hvad skulle det så være?
A
Jeg skulle tidligere have bygget en kreativ hule – et atelier. Hvor jeg kan dyrke min udvikling. Det får jeg nu rådet bod på i forbindelse med flytning af Kortkartellets hovedkontor i sommeren 2017. Jeg går i øjeblikket og visualiserer indretningen.
Jeg skulle have ansat min første medarbejder lidt før jeg gjorde. De fleste selvstændige kommer til et punkt, hvor det de drømte om er blevet oversvømmet af administration og praktiske gøremål. Så enten går skibet ned eller man finder en løsning.
Jeg skal fokusere på det jeg er bedst til. Der har været perioder hvor jeg skulle tage stilling til alt og i et hurtigtvoksende firma med 5-8 medarbejdere var det til tider for meget. Jeg nåede ikke altid mine vigtigste opgaver; at udvikle produkterne og firmaet.
Så det blev weekender og aftener/nætter der blev brugt på det. Det holder ikke i længden. I dag har mine gode medarbejdere overtaget mange af de opgaver der før tyngede mig og jeg kan nu arbejde mere frit.
Q
Hvad er du mest stolt af i din karriere?
A
At jeg har formet mit liv, så at jeg arbejder med det jeg har lyst til.
Jeg har bevaret min integritet, hvor jeg siger nej når der er noget som kunne være givtigt, men ikke føles rigtigt, eller gør at jeg skal gå for meget på kompromis med den jeg er.
Q
Hvad er det bedste valg du har truffet?
A
Professionelt var det at blive selvstændig, det bedste valg jeg har truffet. Det er bare det jeg er skabt til.
Det er til tider en ordentlig karruseltur, fordi jeg både er ansvarlig for andres ve og vel såvel som min egen tilværelse.
Personligt og professionelt var det bedste valg, at tage på en blind date for otte år siden, med Allan. Vi er nu gift og har et professionelt parløb. Allan har tre firmaer og er utrolig kreativ inden for samarbejde og forretningsudvikling. Det jeg kan med bogstaver, kan han med tal. Vi supplerer hinanden, fungerer som hinandens rådgivere og har det samme høje energi-niveau.
Q
Hvilket fravalg har været det sværeste at lave?
A
For mig er det største fravalg at jeg ikke er ligeså mobil som tidligere, forstået således at jeg har boet halvdelen af mit liv i udlandet; USA, flere steder i Europa, Saudi-Arabien etc. Men nu er jeg mere bundet til Danmark pga mine forretninger her. Allerhelst ville jeg flytte hvert 3.-4. år til et nyt sted/land.
Lige inden Kortkartellet tog fart havde jeg planer om at flytte til Hong Kong. Det måtte jeg opgive da succesen kom. Det river i mig for at komme ud i verden at bo, men lige nu kan det ikke lade sig gøre.
For at kompensere har Allan og jeg aftalt at kontoret, i hvert fald i de kolde, mørke måneder; januar/februar/marts, skal flyttes til varmere breddegrader, bare for os to. I år er det Los Angeles og 2018 bliver det formodentlig et sted Australien.
Tiden er også knap som selvstændig. Jeg arbejder rigtig meget i perioder, særligt om vinteren. I skrivende stund har jeg ikke haft en ledig weekend i 3-4 weekender.
Q
Har du på et tidspunkt været ved at give op i din karriere?
A
Ja. Jeg har faktisk givet op på et tidspunkt. I slutningen af 00’erne bragede jeg ind i en væg af stress der kom af både professionelle og personlige påvirkninger. Mit daværende firma gik godt. Men selv positiv stress kan blive for meget. Så jeg blev ramt meget pludseligt og hårdt. Det tog over et år før jeg rigtigt kunne arbejde igen og da havde jeg mistet lysten til det jeg lavede. Jeg kunne ikke mønstre interesse for det mere. Det var slut og jeg måtte sadle om.
Q
Hvad er det første du gør når du står op om morgenen?
A
Min hjerne bombarderer mig med gode idéer og ting jeg skal gøre, straks jeg vågner, så det er vigtigt at tage det roligt og få struktur på tankerne. Så jeg kysser min mand og klapper min hund. Spiser morgenmad og laver dagens eneste kop kaffe imens jeg skriver lister over dagens to-do’s. Så undgår jeg kaos.
Q
Hvordan ser du din fremtid?
A
Jeg er spændt på fremtiden. Jeg skal forme det her (liv) endnu mere så det passer min personlighed og livsstil. Jeg vil have mere frihed og nyde de frugter jeg har sået. Tilbringe tid med dem jeg holder af. Dyrke min bucket list lidt mere. Når jeg kommer væk fra det daglige, får jeg ideerne og masser af energi.
Vi udvider i øjeblikket Kortkartellet med flere produkter og illustrationer i mange flere kategorier. Vi har i 2016 lavet stor fremgang internationalt og det skal vi fortsætte med.
Vores fysiske butik er også i en spændende udvikling, senest har vi introduceret vintagemøbler som vi sælger og præsenterer med vores egne varer.
Q
Vil du gå på pension, hvis ja, hvornår?
A
Jeg tror aldrig jeg holder helt op med at ‘arbejde’. Jeg elsker jo at være produktiv, kreativ og involveret i projekter. Det pension indebærer for mig, er frihed til at arbejde på et fuldstændig lystbaseret niveau. Forretningerne kører uden for meget indblanding af mig. Jeg kan sætte gang i nye projekter hvis jeg vil. Jeg er godt på vej og håber at have denne frihed fuldstændig som 50-årig.
Q
Er du bekymret for økonomi?
A
Ja og nej. Meget mindre bekymret i dag end tidligere. Jeg har haft rigeligt med søvnløse nætter over økonomi; Den første løn til medarbejdere. At binde sig til en dyre huslejer. Varelager. Men når jeg kigger tilbage tænker jeg hvad f….. altså, det har jo ikke en eneste gang været tæt på?! Hvad var alle bekymringerne dog for? Så jeg har mere is i maven nu, selvom jeg har væsentligt flere projekter og dermed mere økonomi i gang. Jeg vil hellere gå ned med fuld fanfare end ikke at have turdet. Jeg hader at være bange.
Min nevø på 11 spurgte mig; ‘Faster Chris, er du rig?’ Jeg spørger ham hvornår man er rig og han svarer ‘Når man har en million!’. Det kræver nok at man investerer den million, hvis man vil blive ved med at være rig.
Jeg har netop købt en ejendom i Filmbyen i Hvidovre. En nedlagt militær-tank-garage. Den skal huse Kortkartellets hovedkvarter og til dels også udlejes, så vi kan udvide efter behov.
Q
Har du nogen gange dårlig samvittighed over ikke at nå det du gerne vil?
A
Det er en ond spiral, så det er jeg faktisk holdt op med. Erfaring siger mig at den/de personer der er årsag til den dårlige samvittighed oftest ikke føler afsavn. Jeg tror på, at jeg til enhver tid er på det sted, jeg bør være.
Q
Hvad gør dig glad i dit arbejde?
A
Min frihed. Fremgang. Mine medarbejdere, jeg er så stolt når jeg ser at de trives og selv sætter idéer i verden. Samarbejdet med Allan. Det er luksus at kunne mødes over en god frokost, vende idéer, og så suse i hver sin retning og virkeliggøre dem.
Q
Hvad tror du, er de vigtigste kompetencer man skal have på fremtidens arbejdsmarked?
A
At favne forandringer. Du skal kunne tilpasse dig et meget dynamisk arbejdsmarked.
At tage ansvar for din egen personlige udvikling fagligt og socialt. Det at holde sig opdateret på sit felt er mere komplekst, fordi udviklingen går så stærkt på især tekniske områder. Forvent ikke at andre skubber dig i den, for dig, rigtige retning. Fokusér på hvem du selv er og træf dine valg ud fra det.
Drive. God energi og viljen til at tage fat har alle dage været de bedste kompetencer.
Jeg fået uopfordrede ansøgninger fra kommende medarbejdere, der oprigtigt har været begejstrede for Kortkartellet og vores produkter. Men som ikke nødvendigvis har haft relevant job-erfaring. De er sidenhen blevet fantastiske, engagerede medarbejdere der har tillært sig det nødvendige.
Jeg ansætter mennesker der vil – ikke nødvendigvis mennesker der kan.