Den 40-årige power-kvinde Andrea Elisabeth Rudolph om dét at hoppe på hovedet ud i tilværelsen som iværksætter – med alt hvad det indebærer.  

Den største frygt, inden jeg startede som selvstændig, var helt klart, at mine produkter ville blive modtaget som Vild Med Dans-merchandise. Det var ikke økonomien, eller om vi kunne få udviklet produkterne. Jeg var helt stålfast på, at vi kunne udvikle de produkter, jeg gerne ville lave. Jeg var heller ikke i tvivl om, at der ville være en efterspørgsel. Jeg kunne umuligt være den eneste, der efterspurgte produkter af høj kvalitet, som kunne præstere og samtidig være helt ufarlige. Men folk kendte mig fra underholdningsbranchen, så jeg var bange for, at man ikke ville tage produkterne alvorligt nok, og at man ville koble dem til Vild Med Dans. Men heldigvis blev det ikke sådan. 

Jeg startede op som selvstændig, fordi jeg troede så meget på min idé. Det har aldrig været en overvejelse eller mulighed ikke at gøre det. Det er nok noget, som alle iværksættere kan nikke genkendende til. Man vil ikke give op, fordi man brænder så meget for det. Og selvom jeg er kendt fra underholdningsbranchen, er jeg også kendt for at have holdninger og at være kompromisløs. Da der ikke var en barselsordning på Radio 100FM, sagde jeg op, og det ved folk, som kender mig.

LÆS OGSÅ: Min karrierefortælling: Pernille Wass 

Mit første gennembrud var helt sikkert at sælge varen for første gang, der var jeg virkelig stolt. Det var også et gennembrud, da Magasin valgte os uden at have prøvet varerne og uden at have set grafisk materiale. Det var virkelig også stort. 

”Da jeg så mødte Claus, min mand, tænkte jeg, at jeg ikke længere ville bruge alle weekender og aftener på at arbejde. Det var et kærkomment skift og sundt for mig.”

Mit største gennembrud var at vinde den første pris til Danish Beauty Awards tilbage i 2010. Det var oven på et år, hvor der i pressen var blevet sået så meget tvivl om konceptet. Ekstra Bladet havde gjort det ekstremt svært for mig ved at lave en artikel, som jeg i dag godt kan se, at jeg skulle have kørt en injuriesag på. De ødelagde noget for os, som gjorde det virkelig svært. Så at stå på scenen til Danish Beauty Awards og at få anerkendelse og stående applaus, det var virkelig et klap på skulderen.

Min gennemsnitlige arbejdstid er enorm svær at definere. Det er meget forskelligt. De første år arbejdede jeg fra kl. 10 om formiddagen til kl. 15. Min datter Isolde gik i vuggestue, og jeg ønskede ikke, at hun skulle være så længe i vuggestue, så jeg hentede hende altid tidligt. Om aftenen efter vi havde spist, blev hun lagt i seng, og så kunne jeg arbejde igen – ofte til kl. 2-3 om natten. I de weekender, Isolde var hos sin far, arbejdede jeg også, og sådan var det faktisk i mange år. Da jeg så mødte Claus, min mand, tænkte jeg, at jeg ikke længere ville bruge alle weekender og aftener på at arbejde. Det var et kærkomment skift og sundt for mig. Og så var virksomheden også et sted, hvor det var muligt for mig at arbejde lidt mindre. Nu er vi nået hen et sted, hvor jeg er på barsel. Jeg har selvfølgelig ikke sluppet det – jeg er stadig på kontoret nogle gange – men lige nu arbejder jeg mindre. Men da det er min virksomhed, er det jo en så stor del af mit liv og mig, så det hænger så uløseligt sammen, at det ikke føles som arbejde. Og det at få inspiration og udforme strategiplaner er ikke nødvendigvis noget, som kun sker foran computeren, men det sker også, når jeg for eksempel ammer eller er ude at gå.