Louise Korpela: Advokaten der forbedrer kvindelige jurister karrieremuligheder

Berlingske Business udråbte i sidste uge de 100 største danske talenter netop nu. På listen finder man kvinder og mænd, under 35 år, som alle har ambitioner og faglig ballast til at nå hele vejen til tops. En af dem er 31-årige Louise Celia Korpela som til dagligt arbejder som børsadvokat for advokatvirksomheden Gorissen Federspiel. Vi har taget en snak med Louise om  hendes karrierevej og arbejdet med at forbedre kvindelige juristers karrieremuligheder. 

LÆS OGSÅ: Mette Bierbum Bacher: Sociale Medier kan flytte magt

Du arbejder til dagligt som advokat for Gorissen Federspiel, hvad indebærer dit job helt præcist?

Jeg er advokat i Gorrissen Federspiels Corporate/M&A-afdeling, hvor vi dækker selskabsret, børsret og køb og salg af virksomheder (M&A) – og så alt derimellem. Jeg er først og fremmest rådgiver med stort R, så en stor del af mit arbejde foregår rent praktisk i møde, på telefonen eller ved computeren. Retssale ser jeg ikke noget til. Jeg rådgiver primært danske og udenlandske børsnoterede selskaber om strukturering og gennemførelse af komplekse trans-aktioner, der kan indebære alt lige fra køb eller frasalg af aktiviteter, omstruktureringer, udstedelse af værdipapirer og udarbejdelse af prospekter, og derudover om opfyldelse af børsnoterede selskabers forpligtelser over for aktionærer, de finansielle markeder og andre interessenter. Så det favner relativt bredt. Mit arbejde varierer meget fra periode til periode – og ofte fra dag til dag – alt afhængig af, hvilke klienter, jeg arbejder for, og hvad de skal have hjælp til. Jeg kan godt lide variationen i mit arbejde, og jeg trives med, at der er fart på. Det er et stort privilegium at arbejde på disse spændende og betydningsfulde sager og finde den rette løsning for klienterne. Udover mit normale arbejde varetager jeg hvervet som chef for Gorrissen Federspiels studenterafdeling i København, der pt. tæller lidt over 40 studenter. Jeg fungerer også som mentor for et par af vores yngre fuldmægtige – og forsøger at klemme lidt artikelskrivning og undervisning ind engang imellem. 

Dine forældre er begge i advokatbranchen. Hvordan har det påvirket din egen karrierevej?

Selvom jeg ikke helt vil være ved det, har det nok været ret afgørende. Mine forældre har altid haft deres eget advokatfirma, så jeg er vokset op med, at jura var noget, man både arbejder med og lever for. Hjemme hos mine forældre har vi altid diskuteret både jura over middagsbordet – og vi gør det stadig. I endnu højere grad nu, hvor ikke bare jeg, men også mine yngre  søskende er i branchen – min lillebror er også advokat, og min lillesøster læser jura. Juraen har altid været en del af min hverdag, så det har nok ligget lidt i kortene, at jeg også ville gå denne vej. Bortset fra en kort ’rebelsk’ fase, hvor jeg overvejede at læse noget naturvidenskabeligt, har jeg altid villet være advokat, selvom mine forældre ihærdigt forsøgte at få mig på andre tanker. Mit mindset og min arbejdsmoral er helt sikkert også et produkt af mine forældres egen indstilling til deres arbejde. De har altid arbejdet hårdt og brændt for det, de laver. Og det smitter. For mig er mit arbejde mere end bare et arbejde. Det har været en stor fordel, at de kender branchen og dens muligheder og faldgruber, så jeg har altid haft dem at sparre med.

“Mit mindset og min arbejdsmoral er helt sikkert også et produkt af mine forældres egen indstilling til deres arbejde. De har altid arbejdet hårdt og brændt for det, de laver. Og det smitter. For mig er mit arbejde mere end bare et arbejde.”

Hvordan ser en typisk dag ud for dig?

Min dag starter altid med, at jeg tjekker min kalender og mails for at danne mig et overblik over, hvad der er kommet ind i løbet af natten, hvad der skal laves, og hvad der skal følges op på – og herefter online-nyheder. Når jeg er mødt ind, gør jeg status med dem, jeg arbejder sammen med, og aftaler håndtering af dagens opgaver. På de større transaktioner arbejder vi primært i mindre teams, hvilket gør det både nemt og effektivt at holde løbende kontakt for at gøre status, fordele nye opgaver og dele evt. ny information modtaget fra klienten eller andre rådgivere. Hvad jeg herefter laver, varierer fra dag til dag, men indeholder typisk udarbejdelse af skriftlig juridisk rådgivning, gennemgang af udkast til dokumenter udarbejdet af teamets fuldmægtige, deltagelse i fysiske og elektroniske møder samt diverse administrative opgaver. 

Hvad gør dig glad på dit arbejde?

Der er mange ting, jeg kunne nævne, men vil holde mig til to:

– Mine dejlige kollegaer. Modsat hvad man måske kunne tro om os ’tørre advokater’, så har vi det rigtig sjovt, når vi er på arbejde, og har generelt en ret uformel omgangstone og et godt sammenhold her hos Gorrissen Federspiel. Det gik først rigtig op for mig, hvor særligt det egentlig er, da jeg arbejdede på et stort advokatkontor i New York, hvor man f.eks. ikke bare lige kunne hyggesnakke med den sagsansvarlige partner.

– Når det lykkes at finde løsningEN. Den, der både er bedst og mest effektiv for lige netop dén klient. Det er det, der driver mig. Og jo mere kompliceret udfordringen, der skal løses, er, desto bedre.

Har en karriere som din også resulteret i visse fravalg?

Ethvert valg medfører et fravalg. Mit arbejde er mere end bare mit arbejde. Det er også en stor del af min identitet – og min hobby. Det er ingen hemmelighed, at jeg bruger meget tid på mit arbejde, og at mine arbejdsdage i perioder godt kan være rigtig lange. Dertil kommer, at det område, jeg har valgt at specialisere mig indenfor, indebærer, at de fleste problemer skal håndteres NU og ikke kan vente til i morgen. Det betyder naturligt nok, at jeg ikke har lige så meget tid til familie, venner og fritidsaktiviteter, som dem der arbejder til kl. 17, og at jeg nogen gange bliver nødt til at smide alt, hvad jeg har i hænderne, for at håndtere en sag. Men det er et spørgsmål om benhård prioritering, og det kan generelt lykkes at nå dagens træning og tid til veninder og familie. Og der er en enorm fleksibilitet hos Gorrissen Federspiel, hvilket hjælper til at få det hele til at gå op i en højere enhed. 

“Det er ikke altid lige nemt at skulle sætte sig i respekt som eneste kvinde – og endda en ung, lyshåret en af slagsen – i et rum med 25 midaldrende mænd i mørke jakkesæt. Men man vænner sig til det, og det bliver nemmere og nemmere. Og det kommer til at hjælpe, når først vi får lidt flere kvinder med om bord. “

Hvad er de største udfordringer ved dit arbejde?

Mit arbejde indebærer typisk rådgivning om meget komplekse transaktioner – og det er ikke altid sikkert, at det har været prøvet før, eller at nogen ved, hvordan man gør. Ofte skal der også tages hensyn til flere krydsende regelsæt, flere interessenters interesser, klientens egentlige behov og hvad, der kan lade sig gøre rent praktisk. Det medfører, at transaktionerne ofte bliver ekstremt komplekse, hvilket stiller høje krav til advokaten. Det er lidt frygtindgydende i starten, men det er også det, som gør det sjovt. Hvis man skal gøre noget, skal man gøre det ordentligt. Det har altid været min filosofi, og det er sjældent, at jeg siger nej til en udfordring eller en mulighed for at udvikle mig selv. Men i mit arbejde er der altid mere at lave, altid flere udfordringer og altid flere muligheder. Det er derfor nødvendigt også at kende sine egne grænser og kunne sige fra. Derudover er det ikke altid lige nemt at skulle sætte sig i respekt som eneste kvinde – og endda en ung, lyshåret en af slagsen – i et rum med 25 midaldrende mænd i mørke jakkesæt. Men man vænner sig til det, og det bliver nemmere og nemmere. Og det kommer til at hjælpe, når først vi får lidt flere kvinder med om bord. 

Du er også med til at fremme kvindelige juristers karriemuligheder, bl.a. som repræsentant i CBS Executives Leading Women. Hvorfor har du valgt at involvere dig i dette arbejde?

For mig var det en selvfølge. Det er en udfordring, som advokatbranchen har haft i lang tid, og som det er vigtigt at få sat fokus på og få løst så hurtigt som muligt. Jeg har set mange af mine dygtige kollegaer måtte forlade advokatbranchen mere eller mindre frivilligt, fordi de ikke kunne få arbejds- og familieliv til at hænge sammen, efter de blev forældre, eller fordi de ikke mente, at de havde en realistisk mulighed for at fortsætte hele vejen op til partnerniveau. Og de var altovervejende kvindelige jurister, hvilket er en skam. Dertil kommer, at ca. 60 % af de kandidater, som bliver ’udklækket’ fra jurastudiet er kvinder, og at kvinderne generelt har et højere gennemsnit end mænd, så man risikerer at miste mange dygtige medarbejdere, hvis der ikke findes en løsning. Det skal bare kunne lade sig gøre, og der er kommet meget fokus på det her hos Gorrissen Federspiel de seneste år. Det afspejler sig endnu ikke i partnerkredsen, men det kommer. Blandt andet blev to af mine dygtige kvindelige kollegaer optaget som partnere pr. 1. januar 2017, hvilket var fantastisk at se. 

“Jeg har set mange af mine dygtige kollegaer måtte forlade advokatbranchen mere eller mindre frivilligt, fordi de ikke kunne få arbejds- og familieliv til at hænge sammen, efter de blev forældre, eller fordi de ikke mente, at de havde en realistisk mulighed for at fortsætte hele vejen op til partnerniveau.”

Hvad er vejen til succes inden for din branche?

Udover grundstenene – hårdt arbejde og et vist niveau af juridiske kompetencer – så mener jeg, at det er lysten og evnen til hele tiden at udvikle sig og blive dygtigere både fagligt og personligt. At blive ved med at være nysgerrig. Det er enormt vigtigt, at du evner at forstå din klients virksomhed og situation, så du kan målrette rådgivningen til lige netop dén klient. For det, der giver bedst me-ning på papiret, giver muligvis slet ikke mening for din klient, og der kan ofte findes en anden løsning, som bedre matcher klientens behov. Og så er det helt klart lysten, der skal drive værket.  

Hvad er det bedste ved dit job?

Helt klart alsidigheden. Jeg lærer noget nyt stort set hver eneste dag, og jeg ved aldrig, hvad min dag byder på, før jeg er i gang med den. Fra man begynder som advokatfuldmægtig og til her, hvor jeg er nu, er der en ret stejl læringskurve, og jeg gør alt for at fortsætte med at udvikle mig. Jeg arbejder primært med børsret, der også tit har flere interessenter, der skal tages hensyn til, og flere krydsende regelsæt, der finder anvendelse. At børsretlige transaktioner derudover ofte indeholder elementer fra forskellige jurisdiktioner – og dermed flere landes regler, der skal tages hensyn til – medfører, at transaktionerne ofte bliver ekstremt komplekse. Men det er også det, jeg elsker ved mit arbejde. At kunne fremstille kompleks jura på en lettilgængelig måde og finde de rette løsninger for at finde den bedste, mest effektive løsning for lige netop dén klient. Det internationale perspektiv fylder meget i mit arbejde og er bestemt også en motivationsfaktor. Og så skader det jo ikke, at jeg arbejder sammen med nogen af de dygtigste og sjoveste advokater herhjemme. 

LÆS OGSÅ: Trine Vestengen Hopkins:  Kunsten at finde den rette balance mellem karriere og familieliv

Hvad tror du, er de vigtigste kompetencer man skal have inden for dit felt?

Udover en god arbejdsmoral og et vist niveau af juridiske kompetencer – så er en af de vigtigste kompetencer, at du kan formidle komplekst og svært forståeligt stof på en lettilgængelig og overskuelig måde. Men det er også en af de sværeste at tilegne sig og mestre. Jurister er generelt berygtet for at skrive meget knudret og uforståeligt, men det går bare ikke som erhvervsadvokat. For du kan være nok så dygtig, men hvis klienten ikke fuldt ud forstår, hvad du forsøger at forklare, så er du lige vidt. Derudover kommer du langt med en god portion menneskekendskab og ordentlighed. Det gør dit arbejde så meget nemmere, hvis du formår at tage ansvar, samarbejde og skabe respekt og tillid. Både eksternt i forhold til klienter og samarbejdspartnere og internt i din egen organisation. I mit arbejde har jeg ofte kontakt med mange forskellige mennesker fra forskellige kulturer, og jeg møder ofte de samme modparter og rådgivere igen og igen, så det stiller visse krav. Og så er det vigtigt, at du formår hele tiden at udvikle dig og holde dig opdateret. 

Hvor ser du dig selv om 10 år?

Forhåbentligt samme sted – bare i en ældre, dygtigere version med mere ledelsesansvar som partner i Gorrissen Federspiel.

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Disse godter er perfekte til Påsken

Denne artikel indeholder ikke betalt reklame, men indeholder produkter som vi har modtaget til gennemgang på redaktionen.  Med påsken lige om hjørnet har vi samlet

Nem og billig påskedessert

Ingredienser2 kugler citronsorbetis (eller en anden is, du elsker) En Fanta Lemon No Sugar eller Fanta Orange No Sugar Et højt glas Et sugerør En skive