Heidi Larsen er i dag selvstændig med sin virksomhed Supply Chain Process, og er desuden gravid med sit første barn. Barsel er dermed ikke noget, der som sådan bliver meget af – på godt og på ondt. Vi har talt med Heidi Larsen for blandt andet at høre, hvorfor hun valgte at blive selvstændig, hvilke afkald hun har måtte give, og overvejelserne omkring en selvstændig karriere og et liv som mor.
LÆS OGSÅ: Nilüfer Sahin: God kommunikation kan være afgørende for dine mål
Q
Hvad drømte du om at blive, da du var barn?
A
At blive dyrelæge. Den romantiske slags, der har en praksis på landet. Senere ville jeg være arkitekt.
Q
Hvilken uddannelse har du?
A
Sproglig student fra handelsskolen, Salgsassistent i H&M og senest er jeg uddannet indkøber fra TEKO, og har desuden de seneste år opsagt mit tv-abonnement, for at læse videre online i min ”fritid”. Jeg er nu ved sidste fag for at have færdiggjort Innovation og Produktion fra CPH Business.
Q
Hvad arbejdede du med før?
A
Før jeg blev selvstændig (jeg har lige haft 6 års jubilæum) var jeg Strategic Sourcing Manager for MENU A/S – og havde arbejdet i mode- og boliginteriørbranchen før det.
Q
Hvad var det der gjorde til, at du tog springet og blev selvstændig?
A
Jeg opdagede at den måde jeg opnår resultater på, er anderledes fra andre. Mit netværk spurgte mig tit til råds, og det gik op for mig, at hvad der er relativt nemt for mig – fx at få 250 kopper produceret i Kina og afsendt inden for en måned – viste sig at være en stor udfordring for de fleste andre i branchen.
Q
Hvad giver det dig at være selvstændig?
Glæde og fleksibilitet primært. Jeg husker stadig min første faktura, som jeg sendte med et ”WAUW, nogle vil betale for min hjælp og min viden hjælper andre”. I dag er det en fantastisk gave selv at kunne bestemme hvornår det er søndag. Eller hvor/hvornår jeg arbejder. Og når jeg får en mail fra en der har fundet hjælp eller inspiration i en af mine bøger, danser jeg en lille dans. Hver eneste gang!
Q
Hvad har du måtte give afkald på i forhold til at blive selvstændig?
A
Da jeg sagde min gode stilling op pg blev selvstændig, spurgte folk tit hvordan jeg dog turde give afkald på mit ”faste job” og sikkerhedsnet midt i en finanskrise. Jeg synes betegnelsen ”et fast job” er lidt sjov. For når alt kommer til alt, hvor mange kan så virkelig sige sig fri for at deres arbejdsplads ikke omstrukturerer eller bliver solgt? Eller at ledelsen finder én overflødig? Jeg tænker, at jeg i princippet har mere sikkerhed i min såkaldte ”usikre” hverdag; sandsynligheden for at samtlige af mine kunder af den ene eller anden grund stopper samarbejdet samtidigt(!) er i mine øjne forsvindende lille. Men ja, jeg gav fra starten afkald på en god løn. Eller faktisk bare løn de første år. Der ville jeg have tjent mere på dagpenge. Jeg har heller ikke pensionsordninger eller ferie-fridage. Eller barns første sygedag.
Q
Hvem inspirerer dig i din dagligdag?
A
Det er der mange der gør. Jeg er heldigvis let at inspirere. Min næste artikel handler om hvad indkøberen kan lære af vikingerne, og min senest handlede om hvorfor Crossfitters er bedre indkøbere. Jeg kan finde inspiration i alt fra Instagram til artikler og til min omgangskreds. Jeg interesserer mig for andre mennesker, og leder konstant efter nye vinkler på mit fag og erhverv. Af specifikke personer synes jeg Asger Aamund er meget klog. Ham har jeg været så heldig at få lov til at sparre med omkring min virksomhed. Af andre kan nævnes Stine Bosse eller Lina Rafn. Helt privat inspirerer min kæreste Kristian mig hver eneste dag. Han er DJ og fra en helt anden branche.
Q
Du er gravid med dit første barn, hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til karriere og barn?
A
Jeg har indtil nu ment, at det ikke var noget jeg havde tid til. At jeg måtte vælge, og at det var ”enten eller”. At jeg ikke kunne overskue konsekvenserne at være for længe væk fra min virksomhed og mine kunder. At jeg ville miste alt det, jeg har arbejdet så hårdt for at opnå. Men jeg kan godt se nu, at det er nødt til at være en prioritering i en periode. En balance i et ”både-og”.
Q
Hvilke overvejelser og tanker har du gjort dig i forhold til barsel og karriere?
A
Jeg er velsignet med en utrolig høj grad af fleksibilitet både nu og gennem hele mit barns opvækst – men jeg kan ikke holde halve eller helårs barsel. Faktisk har jeg ikke lyst til at skulle undvære min passion og hobby så længe. Men det kan jeg mærke er en holdning der deler vandene. Nogle mener, at mine planlagte i alt 12 ugers barsel er alt for lidt, og at jeg ”nok bliver klogere”. Andres synes det er enormt sejt, at jeg vælger at holde fast i mig selv, og hvad jeg brænder for. At jeg stadig er selvstændig erhvervsdrivende selvom jeg bliver mor. Og når det sker, er det jo også en der bliver far. Jeg tænker, at når de fleste andre europæiske lande kan klare sig med 3 måneders barsel, så håber jeg, at det også vil være nok for mig og mit kommende barn. Det var også hvad min egen mor holdte, og jeg tænker ikke, at jeg selv har lidt under det. Når baby er ca. 2 måneder skal jeg stå på en scene i Europaparlamentet i Brussels, og der tænker jeg da at tage både baby og faderen med. Det kan man godt! Man kan i hvert fald godt planlægge efter at kunne – og så må vi jo rette ind, hvis det viser sig at baby har kolik. Men det behøver man jo ikke planlægge efter, at han får. Jeg er egentlig stolt af at have muligheden for, at kunne kære mit barn at man kan hvad man vil, og at intet er umuligt. Så jeg tænker, at have ham med hvor det er muligt! Og i de tilfælde, hvor jeg ikke kan, er jeg sikker på at han får en rigtig god dag ”på arbejdet” med sin far, der også er selvstændig.
Q
Hvad er det bedste råd, du har modtaget?
A
At man sagtens selv kan mærke, hvad man kan og ikke kan. At det ikke er en sygdom at være gravid, og at livet ikke bliver sat på hold, når baby kommer. Det vil bare stille nogle andre krav til planlægning, der jo egentlig bare er et andet ord for logistik.
Q
Hvad er dit bedste karriereråd?
Jeg har set flere halvdårlige ideer lykkes på god eksekvering end omvendt. Med andre ord: sæt nu den deadline, og vær ærlig over for dig selv. Har du virkelig ikke tid, eller er det bare en undskyldning for noget ander der i virkeligheden truer i horisonten?
Q
Hvor ser du dig selv om 10 år?
A
Der har vi fået et bar eller 2 mere. Og jeg er stadig selvstændig, men med en yderligere 5-7 ansatte. En del af mit arbejde vil være strategisk som arbejdende investor i internationale produktionsvirksomheder. Og jeg holder (stadig) 12 ugers ferie om året.
LÆS OGSÅ: Trine Vestengen Hopkins: Kunsten at finde den rette balance mellem karriere og familieliv