Berlingske Business udråbte i sidste uge de 100 største danske talenter netop nu. På listen finder man kvinder og mænd, under 35 år, som alle har ambitioner og faglig ballast til at nå hele vejen til tops. En af dem er 34-årige Trine Vestengen Hopkins som er mor til to, og til dagligt arbejder som ledelsesrådgiver for revisionsgiganten KPMG. Vi har taget en snak med Trine om balancen mellem at være karriekvinde og mor, og hvad der skal til for at få succes inden for hendes branche.
LÆS OGSÅ: Mette Bierbum Bacher: Sociale Medier kan flytte magt
Du arbejder til dagligt som rådgiver for KPMG. Hvad er det helt præcist dit arbejde indebærer?
Jeg rådgiver CFO’er, regnskabschefer og ledere inden for finans om alt fra outsourcing af finansprocesser til optimering og mapping af processer, budgetter, ledelsesrapportering og generel økonomistyring.
Hvordan endte du inden for dit fag?
I gymnasietiden passede jeg børn for to revisorer, der begge havde en tilknytning til KPMG. Min egen interesse for tal og mennesker, samt det jeg hørte fra dem om deres hverdag, fik mig ledt på sporet af revision og KPMG, hvor jeg med et traineejob kunne arbejde fuld tid og læse om aftenen og dermed hurtigere få erhvervserfaring, der kunne hjælpe mig til en udstationering, som jeg altid har haft et stort ønske om.
Da jeg blev færdig med min kandidatgrad (cand.merc.aud.) i 2007, søgte jeg om at komme til KPMG i London, hvilket lykkedes i 2008. Jeg blev dog så glad for London, at jeg endte med at blive der i fire år. Da jeg var retur fra London i 2012, blev jeg gravid med min første søn, og da jeg kom tilbage fra barsel, valgte jeg at fortsætte hos (det nye) KPMG og var en af de første ansatte der, hvilket var en fantastisk rejse at være en del af. I 2015 fik jeg min anden søn, og da jeg skulle retur fra barsel i juni 2016, havde jeg et ønske om at udfordre mig selv på en anden måde end revision og søgte til vores Management Consulting-afdeling inden for CFO Advisory, hvor jeg kan bruge mine mange års erfaring inden for revision og rådgivning og skabe værdi på nye måder for mine kunder. På trods af at jeg på papiret har været i samme virksomhed i 16 år, så bliver der lagt stor vægt på faglig udvikling og muligheden for at arbejde med mange forskellige opgaver i KPMG. Det har blandt andet givet mig mulighed for at blive udstationeret i London og skifte ansvarsområde til Management Consulting.
Hvad gør dig glad på dit arbejde?
Meget kort fortalt, er det mine kollegaer og et skønt arbejdsklima, men naturligvis også de mange alsidige opgaver samt det at blive fagligt udfordret dagligt og konstant lære og udvikle mig selv.
Hvordan ser en typisk dag ud for dig?
Der er ikke rigtigt nogen typisk dag, hvilket er hvorfor jeg elsker mit job. Det afhænger meget af, om jeg er på et projekt (og hvilket). Hvis jeg er på et projekt, er jeg typisk hos kunden eller i et projektlokale på vores kontor sammen med projektteamet, hvor vi enten faciliterer workshops med kunden, eller arbejder med/analyserer en bestemt problemstilling. Min kalender er som regel pakket med møder; statusmøder på igangværende projekter, interviews med potentielle kandidater, salgsmøder mm.
Hvilken arbejdsrelateret bedrift er du mest stolt af?
Det må være min talent 100-nominering, som jeg har opnået efter mindre end et år i min nye rolle.
Har en karriere som din også resulteret i visse fravalg?
I travle perioder og specielt nu, hvor jeg har børn, kan det være svært at have tid til andet end arbejde og så hente/bringe børn i hverdagen, men heldigvis arbejder vi i teams af skønne mennesker, og derfor føles det ikke som om, at jeg går glip af noget.
Hvad er de største udfordringer ved dit arbejde?
Det er reelt uforudsigeligheden i hverdagen, som kan gøre det svært at planlægge rundt om. Men på samme tid er det også uforudsigeligheden, jeg elsker ved mit job. Det kræver blot rigtig god planlægning omkring det forudsigelige og i mit tilfælde med børn, koordinering af kalendre med min mand omkring hente/bringe børn.
Hvad tror du, er de vigtigste kompetencer, man skal have inden for dit felt?
Vi har ofte flere projekter i gang på samme tid , så at kunne have flere bolde i luften på samme tid er essentielt og derudover at være god til relationsbygning .
Hvad er det bedste ved dit job?
Den konstant foranderlige hverdag og fleksibiliteten.
Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til både at være karriekvinde og mor?
Jeg kæmper som så mange andre med at finde den rigtige balance mellem arbejdsliv og familieliv, og har tidligere overvejet, hvorvidt et fuldtids konsulentjob og små børn kunne kombineres (uden ekstern hjælp). I realiteten har jeg et utrolig fleksibelt job, som jeg kan tilrettelægge rundt om hente -/bringetider (eller worst case syge børn), og alle de kunder og partnere, jeg har arbejdet for det sidste år, har været utroligt forstående over for min situation, så det er reelt blot mine egne forventninger til, hvad jeg bør eller skal gøre i en given situation der giver mig kvaler, for når jeg i situationen får forklaret, at eksempelvis mødet må rykkes pga. mine børn, er der aldrig nogle sure miner. Det kræver blot rigtig god koordinering og planlægning mellem min mand og jeg – og når vi ikke kan få det til at gå op, kan mormor som regel hjælpe. Det vigtigste for mig er, at jeg kan se mig selv i øjnene, og gøre hvad jeg kan for at være den bedste mor for mine drenge – og det er jeg, når jeg har den rigtige balance.
Hvad er vejen til succes inden for din branche?
Hårdt arbejde, og da vi primært arbejder med mennesker er netværk og relationsbygning også et must.
Hvor ser du dig selv om 10 år?
Jeg har et ønske om at tage en MBA, når mine børn er lidt større, så om 10 år vil jeg gerne være færdig med min MBA og være Partner i KPMG.