Seje karrierekvinder

Women in Business: Nicoline Durup

Bio

Nicoline Durup startede i 2019 gardinbuskonceptet Studio P. Hun er udvalgt som en af Danmarks kommende ledertalenter af HPT i 2016. Har tidligere arbejdet med PR for Stella McCartney i London.

Webside: studiop.dk

IG-profiler: @studiop__ @nicolinedurup

Q: Hvorfor og hvordan besluttede du dig for at lave en gardinbus med girlpower?

A: Jeg er opvokset med markiser og trådte i 2016 ind som anden generation i vores familievirksomhed Profil Markiser. Helt fra start har min ambition været ikke kun at favne ude, men også inde, hvorfor min passion for indretning parret med familievirksomhedens viden om solafskærmning har givet anledning til at ryste posen i gardinbranchen og skabe et mere moderne koncept: en gardinbus med girlpower.

Selvom gardinbranchen på mange måder har udviklet sig og i dag tilbyder masser af fine stofkvaliteter, så hænger den mere mainstream og demokratiske del af branchen stadig fast i det praktiske og ofte kedelige løsninger, som qua den konservative, mandsdominerede rod ikke rigtig prioriterer at udvikle sig. Branchen består i høj grad af de samme typer, som spejler sig i hinanden og derfor skaber kedelige kopier af sig selv.

 

Q: Hvad var din største frygt ved at starte som selvstændig inden for dette fag?

A: Jeg er iværksætter med stort I og startede mine første projekter i en meget ung alder. Det er fra min far, at jeg har arvet drømmen om at være selvstændig, og nok også fra ham, at jeg i dag besidder en stor portion risikovillighed. Men når det er sagt, så er der selvfølgelig også masser af bekymringer forbundet med et valg om at være selvstændig. Helt konkret, så er jeg ret bevidst om, at jeg med Studio P starter et koncept op i en branche med rigtig mange spillere og dermed hård konkurrence. Omvendt så bringer jeg en ny energi, vibe og tilgang ind i faget, som ikke er set før, og det skal forhåbentlig bane vejen for at kunne hamle op med de helt store markedsspillere.

 

Q: Hvad var dit drive ved at starte som selvstændig?

A: Drømmen om uafhængighed og lysten til at skabe noget (storslået) selv.

 

Q: Hvad er det bedste ved iværksætterlivet?

A: At være fri som en lille pipfugl. Jeg er nu blevet 31 år og har i mine studieår været meget i tvivl, om jeg skulle vælge ”den sikre vej” ligesom mine veninder. Et job i en større organisation, en karrierestige, Meyers kantinemad og en bedre startløn. Jeg har flirtet med netop det at være arbejdstager mange gange, men hviler nu langt om længe i den erkendelse, at det bliver jeg aldrig.

 

Q: Hvad er dit bedste karriereråd til andre mennesker? 

A: Selvom mange vil sige, at jeg fortsat er ung, så er min erfaring både arbejdsmæssigt og privat, at vi nok aldrig rigtig ender med det, vi havde forestillet os. Så favn livet og de muligheder, som opstår.

 

Q: Hvad ønsker du at opnå?

A: Et lykkeligt liv med en dejlig familie, hvor nærvær og kærlighed er det absolut vigtigste.

 

Interviewet er et uddrag fra The Sweet Issue, udgivet foråret 2019. 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *