Mom and Magic

De bedste børnebogsanbefalinger i oktober

Artiklen indeholder reklamelinks

Her er vi: Noter om livet på planeten jorden.

Skrevet og illustreret af Oliver Jeffers.

Carlsen, 2018.

Alder Fra 3 år.

En slags fagbog for de yngste med en gennemgang af den verden vi lever i.

Oliver Jeffers har skrevet bogen til sin nyfødte søn som en introduktion til livet på planeten jorden. I bogen introducerer Jeffers sin baby for universet, atmosfæren, mennesker og dyr.

Bogen indeholder mange sympatiske budskaber, som de fleste gerne vil have, at deres børn får med på vejen; bl.a. at man skal passe godt på jorden. At man skal udvise tolerance og åbenhed overfor andre, så alle mennesker kan sameksistere. At man skal værdsætte den tid man har på jorden. At man kan være med til at gøre en forskel.

Illustrationerne er smukke, og der er rigtig meget, man kan tale om, mens man læser. Bogen er holdt i et simpelt sprog med korte sætninger, men der er mange sjove kommentarer, som den voksne læser vil more sig over. Bogen er god til emnerne respekt, omtanke, tolerance og mangfoldighed.

En rigtig god, lærerig og rørende læseoplevelse for børn og forældre.

Køb den her

Bogen er et anmeldereksemplar fra Carlsen.

Bedstefars ø

Skrevet og illustreret af Benji Davies.

Gyldendal, 2018.
Alder: Fra 4 år.

En rørende historie om Sigurd, der tager til en vidunderlig ø med sin bedstefar, men som må rejse hjem alene, fordi bedstefar vil blive på øen.

Sigurd og bedstefar står hinanden meget nær. Deres haver grænser op til hinanden, så Sigurd kommer og går hos sin bedstefar, som han har lyst. En dag kommer Sigurd forbi for at besøge sin bedstefar, hvor bedstefar er på loftet og er i gang med at gøre klar til en rejse. Sammen går Sigurd og bedstefar igennem en stor metaldør på loftet, som Sigurd aldrig har set før. Døren fører til dækket af et meget stort skib, og Sigurd og bedstefar tager på eventyr til en smuk, tropisk ø, hvor de bygger træhus og rutsjer ned af vandfald. Bedstefar fortæller Sigurd, at han vil blive på øen, og Sigurd må rejse hjem alene.

Bedstefars ø er en rørende og opløftende historie om at miste en man holder af. Historien viser, at dem vi holder af, altid vil være tætte på os, uanset hvor langt væk de virker til at være. Dette tema vil de mindste børn nok ikke fange, men historien er også en god historie i sig selv, og den kan givetvis også læses som en fantasifortælling.

Benji Davies’ illustrationer er farverige, detaljerede, og bidrager til historien. Ændringer i stemningen vises fx i farvernes toner og det vilde hav, som Sigurd rejser igennem på sin rejse hjem. Børn kan godt lide at se på alle dyrene, som Sigurd og bedstefar møder på øen. Jeg er selv ret begejstret for at følge katten, der aldrig nævnes i teksten, men som tager med Sigurd på rejsen frem og tilbage fra øen.

Køb den her

Hverdagsungerne Frede og Selma

Skrevet af Trine Bundsgaard. Illustreret af Charlotte Pardi.

Gyldendal, 2018.
Alder: 2-3 år.

Tre søde og velfortalte historier om Frede og Selmas hverdag.

Hverdagsungerne Frede og Selma er en skøn serie om to børnehavebørn. Historierne viser børns sårbarhed i genkendelige situationer.

Historien ”Frede og Selma og et ret højt træ” handler om venskaber, og hvordan de knyttes. Frede er en indadvendt dreng, der til tider har det svært med al larmen i børnehaven. Så møder han Selma, og selvom hun er helt modsat ham, så kan man godt bliver gode venner alligevel.

I ”Frede vil ikke være med til mandag” vil Frede ikke børnehave. Han vil hellere blive hjemme og hygge. Men så kommer han i tanke om sin gode ven Selma, der venter på ham i børnehaven. Så kan han nok finde ud af at gøre sig klar og komme afsted.

Historien ”Selma og mørket og en blød, sort kat” handler om Selma, der bor en uge hos sin mor og en uge hos sin far. Det gør Selmas kat også. Man kan godt komme til at savne den ene forælder, når man er hos den anden. Men så er det dejligt at have en kat til at trøste sig, når man har brug for det.

Bøgerne er gode til hverdagsemner som at have brug for ro, venskaber og familier.

Illustrationerne er fine, farverige og sjove.

Selma og mørket og en blød, sort kat” er et anmeldereksemplar fra Gyldendal.

Da Boris fik gæslinger

Skrevet og illustreret af Ryan T. Higgins.

Carlsen, 2018.
Alder: Fra 3 år.

En sjov historie om bjørnen Boris der ved et uheld bliver mor til en flok gæslinger.

Den gnavne bjørn Boris er skruppelløs, og han stjæler æg fra fuglereder. Han bruger sine æg i lækre opskrifter, som han finder på nettet. Men de fire æg, som han tager fra en gås, koger ikke. De klækker. Og Boris står pludselig med fire gæslinger, som følger ham overalt. Hvad gør man så, når man helt uventet bliver mor til en flok gæslinger? Når man er Boris, er man i hvert fald ikke glad.

Det er en sjov og usædvanlig historie om utraditionelle familier, om karma, og om en konflikt der vindes af den svage part. Illustrationerne er smukke og stemningsfyldte, og Boris’ ansigtsudtryk er hylende morsomme.

Historien er god til at tale om familier og et godt grin.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Carlsen.

Køb den her

Godnat og sjov godt

Skrevet af Lars Daneskov.

Høst & Søn, 2018.
Alder: Fra 4 år.

Smaddersjov højtlæsningsbog med ti godnathistorier fortalt til Otto, der hellere vil snakke end sove ved sengetid.

Hjemme hos Otto er sengetid snakketid. For uanset om det er Ottos mor, far, mormor eller barnepige, der putter ham, så har Otto altid en hel masse, han lige skal. Han bliver tørstig, dynen skal rystes, han mangler sin yndlingsbamse Ninen, og så stiller han et væld af spørgsmål om alle de ting, der lige falder ham ind. Ottos samtaler ved puttetid danner en ramme for hver af bogens ti godnathistorier.

Godnathistorierne er fortalt fra et barns perspektiv og tager udgangspunkt i episoder fra hverdagen. Historierne er smaddersjove, underfundige og har også et lag for voksne. Forældre kan således få lidt perspektiv på, hvordan de opleves af deres børn.

Fx er der Anna, der drikker en ordentlig slurk af sin fars kaffe, som smager af kloak og varm vandpyt. Hun har nemlig hørt sin far sige, at man ikke kan falde i søvn, hvis man får for meget kaffe. Anna agter at holde sig vågen hele natten for at finde ud af, hvordan lakridsbanditten formår at stjæle hendes slik fra den låste skuffe, når hun nu har givet nøglen til sin far.

Godnat og sjov godt er en rigtig god læseoplevelse, og der er noget af grine af for både børn og forældre. Bogen er også god til at få talt om de store og små ting, der fylder hos børn i hverdagen.

Illustrationerne er lavet af Pernille Lykkegård, de er søde og understøtter historierne.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Høst & Søn.

Køb den her

 

Share This