Redaktionens bekendelser (ps. indlægget er ikke for sarte sjæle)

Hvor har jeg bare hørt, at jeg har været heldig mange gange i min graviditet. Når jeg har svaret nej til spørgsmålet, om jeg har døjet kvalme og opkast i min graviditet, har folk virkelig været hurtige til at sige ”Eeeej, så er du en af de heldige, hva’?” Og så står man lidt der, ”Øh okay”.

LÆS OGSÅ: 10 ting du ikke aner, før du bliver gravid

Jeg vil bestemt ikke betegne min graviditet som nem, eller mig selv som værende heldig. Jeg har været ”heldig” i den forstand, at jeg kunne blive gravid forholdsvist hurtigt og uden det var planlagt, det er jeg helt indforstået med. Men at kvalme, opkast og dårligdom skulle være afgørende for, om man har en let graviditet, er jeg ikke helt enig i.

Men ofte kan de problemer, man døjer med måske være lidt sværere at snakke om, end hvis det er kvalme. Og det har jeg personligt ikke oplevet, at der har været snakket ligeså højt om. Jeg er helt med på, at det må være forfærdeligt at være ”syg” hele sin graviditet. Jeg har selv døjet med migræne som yngre, som resulterede i anfald flere gange om ugen. Fuld smadder på hovedpine og opkast. Det ønsker man ikke for nogen. Men hvor har jeg dog bare ønsket mange gange i min graviditet, at jeg ”bare” døjede med kvalme.

Da jeg var omkring 6 uger henne og stod og glædede mig over min nyindkøbte vaskemaskine (life changing!), skete det første gang. Jeg havde det pludseligt som om, jeg havde fået min menstruation, og ganske rigtigt. Jeg var begyndt at bløde. Ikke bare pletbløde, men full on crime scene. Og jeg var rimelig sikker på, at jeg havde mistet. Vi kontaktede selvfølgelig straks lægen, som sendte os videre til hospitalet for at tjekke, om alt var, som det skulle være. Efter at have parkeret ude foran hospitalet, sagde jeg til min kæreste, at vi nok skulle forberede os på det værste og havde virkelig ikke regnet med, at denne dag ville være første gang, vi så hjerteblink. Min kæreste blev næsten helt rørt, mens jeg bare var helt paf – altså hvordan kunne der stadig være noget derinde?? Efter en lidt grundigere undersøgelse viste det sig, at jeg havde en hjerteformet livmoder – også kaldt en todelt livmoder. Hvilket vil sige, at jeg har en lille skillevæg øverst i livmoderen, og det gjorde, at den ene side af livmoderen slet ikke fattede, at jeg var gravid, men i stedet lavede den en masse ravage, så jeg havde falsk menstruation i 3 måneder. Yes. I kid you not. Tre måneder hvor jeg dagligt måtte overbevise mig selv om, at jeg altså stadig var gravid selvom, at min krop opførte sig som om, jeg ikke var. Tre måneder hvor jeg flere gange blev sendt til scanning af min læge, fordi man for en god ordens skyld, lige ville tjekke op på, at alt var, som det skulle være.

Det er lidt af en rutsjetur at bløde under sin graviditet, ens tanker kører konstant rundt i hovedet, og ligeså snart man føler, at det er ved at stilne af, kommer det tilbage med 180 km/t og det er svært at tro på, at alt er i den skønneste orden…

Da blødningerne endelig(!!!!) havde fortaget sig, opstod der et nyt problem. Jeg var endelig begyndt at forstå, at jeg var gravid, og det var begyndt at være svært at holde det hemmeligt. Jeg var omkring 14 uger henne, og vi havde besluttet os for at få en privat kønsscanning, men før vi kunne glæde os over nyheden om, at vi ventede en pige, opdagede jordemoderen noget, som ikke skulle være der. Nemlig en cyste, som så ud til at sidde på navlesnoren, og selvom hun forsikrede os om, at det ikke behøvede at betyde noget særligt, så kunne det i værste tilfælde være tegn på kromosomfejl og hun sørgede derfor for, at vi kunne få en tid på Herlev Hospital ugen efter, så vi lige kunne få dem til at kigge på det også.

På Herlev lavede de en tidlig misdannelsesscanning og ganske rigtigt, så var cysten der stadig, og der var ikke tvivl om, at den sad på navlesnoren, så de ville tage en fostervandsprøve, så man én gang for alle kunne udelukke, at barnet fejlede noget. Vi fik tid til fostervandsprøve ugen efter, og da det endelig var overstået, fik vi så at vide, at de første svar ville komme efter en uge, og de næste ville komme efter 14 dage. En ventetid, hvor man forsøger at være optimistisk, men stadig også er nødt til at indstille sig på, at der kan være noget galt. Da de så ringede, efter der var gået næsten en uge, var det ikke med godt nyt… Der havde været blod i fostervandsprøven, og derfor ville det tage yderligere 3 uger, før vi kunne forvente et svar. Jamen selvfølgelig.

Den der lykkelige graviditet, man så alle havde omkring sig, følte jeg bare overhovedet ikke. Jeg var SÅ frustreret over, at jeg ikke kunne få afklaring og at jeg hele tiden skulle tage stilling til et nyt problem, samtidig involverede jeg kun de allernærmeste, fordi jeg slet ikke kunne overskue at fortælle folk om graviditeten, når der var alle de her problemer, og hvad nu hvis der var noget galt? Men når man er næsten 20 uger henne, så bliver det sværere og sværere at skjule, og så gjorde jeg det hele endnu værre ved at Google skrækhistorier om cyster på navlesnoren, kromosomfejl osv. osv. I was a mess.

Da der næsten var gået tre uger, fik jeg endelig det opkald, som jeg dagligt havde gået og ventet på. Alt var, som det skulle være, og jeg kunne for en gangs skyld ånde lettet op og tro på, at måske blev det her virkelig til noget. Jeg kunne endelig begynde at lukke op for folk omkring mig, vi kunne begynde at tale om babynavne, planlægge barsel og ja, you name it.

Men jeg er stadig ikke der, hvor jeg 100 procent tror på det, før jeg ligger med en sund og rask baby i mine arme. For mig har graviditeten indtil videre hverken været nem eller særlig lykkelig – ikke i starten i hvert fald. Og jeg har haft det helt tæt på kroppen, hvor sårbart det kan være.

Hele min egen situation har gjort, at jeg er kommet til at tænke meget mere over, hvordan vi taler omkring graviditet – og fertilitet for den sags skyld. Det kan være let at lægge ord i munden på folk, eller drage hurtige konklusioner, men oftest aner vi ikke, hvad folk gennemgår, fordi noget af det stadig er tabulagt.

Når jeg har siddet som gravid i et selskab, og en kækt har spurgt: “Nå, hvem bliver så den næste. Hvad med jer, Jytte? Skal I ikke også snart have en lille en?” og man bare ved, at Jytte (opdigtet navn) længe har forsøgt at få børn sammen med sin kæreste. Eller dem, der er hurtige til at udbryde “Er du gravid???!!!”, fordi man siger nej tak til alkohol. Hvis jeg var det, tror du så ikke selv, at jeg nok skulle overbringe nyheden? Eller dem, der gang på gang påpeger, at “I har da snart været sammen længe, hva’? Hvornår kan vi forvente, at der kommer en lille?” til hende, der lige har haft tre uplanlagte aborter. Jeg skal ikke selv sige, at jeg er hellig, men hvor har jeg dog fundet ud af, hvor meget mere, man godt kunne tage hensyn, når emnet falder på graviditet og børn. Det er SÅ sårbart og mine tanker går så meget ud til alle dem, der ikke får de gode svar.

Jeg har været “heldig”, fordi mine svar hele vejen igennem er endt med at være gode. Jeg har ikke været “heldig” eller haft det “nemt”, fordi jeg er sluppet for graviditetskvalme.

Det var bare lige dét 😉