Moderskab

Når alt ikke går efter planen: Mor til en præmatur baby

Info

Vores webredaktør Cecilie er i øjeblikket på barsel med sit første barn, som hun fødte 6 uger for tidligt i starten af januar. Imens hun er på barsel, vil hun løbende dele sine oplevelser om livet som mor og dét, der følger med.

Den 7. januar kl. 19.49 blev jeg mor. 6 uger for tidligt. 2 uger inden jeg gik på barsel og total uplanlagt. Jeg blev præsenteret for en virkelighed der for mig, endnu var ukendt – livet med en præmatur baby med alt, hvad der følger med. Her kan du læse første del om de dage, hvor mit liv blev vendt op og ned på en halv times tid.

LÆS OGSÅ: Den “lette” graviditet

Vi nåede at have 10 minutter til at forberede os på, at vi skulle være forældre.

Det sidste trimester af graviditeten (altså dét, jeg nåede at opleve af det) voksede babyen ikke heeeelt, som hun skulle. Første gang var hun 14% for lille, så 18% og slutteligt 24%. Lægerne blev ved med at forsikre mig om, at det ikke var noget, jeg skulle bekymre mig om, så længe at alt tydede på, at hun havde det godt inde i maven. Og det gjorde det… Altså bortset lige fra det med vægten.

Alligevel blev der fulgt lidt ekstra op på mig og baby i slutningen af graviditeten, også fordi min livmoder var todelt, så der var mindre plads derinde, end hvad der er normalt. Fredag den 4. januar var vi til vækstscanning, som viste, at hun var de 24% for lille, og for en sikkerheds skyld kørte de en strimmel på hende, hvor de målte hendes puls, ligesom de tjekkede mig for svangerskabsforgiftning. Jeg fik at vide, at det kun ville tage en halv time, men endte med at være der i flere timer, fordi vi også skulle vente på resultaterne fra svangerskabsprøverne. Vi endte dog med at blive sendt hjem med beskeden om, at alt så fint ud.

Senere fredag aften ringede de så. Der var måske alligevel tegn på svangerskabsforgiftning, og jeg skulle kom ind og få taget nye prøver søndag, hvor de igen ville køre en strimmel.

Søndag forløb stort set, ligesom det gjorde om fredagen, bortset fra at babyens puls havde det med at falde, når jeg fik plukkeveer, og vi endte med igen at være der en god rums tid, hvor de lavede en ultralydsscanning for at tjekke flow-tal. Alt så stadig fint ud. Men konklusionen var den samme, hun var stadig noget mindre end gennemsnittet.

Vi blev sendt hjem igen, men de ville gerne have, at vi kom igen mandag formiddag for at tjekke, om hendes puls stadig faldt under plukkeveerne. Og så bad de mig om at være ekstra opmærksom på, at hun bevægede sig regelmæssigt.

Her var tankerne så småt begyndt at køre rundt i hovedet på mig. Jeg kunne næsten ikke koncentrere mig om andet, end “mærkede jeg nok liv?”. Jeg var SÅ nervøs for, at noget skulle ende med at gå galt og hvad nu, hvis jeg ikke mærkede rigtigt, og det endte med at være min skyld, hvis der skete et eller andet. Faktisk kunne jeg slet ikke holde ud at kigge på babytøj eller læse om andre gravide, fordi jeg var så fyldt op med bekymringer på dette tidspunkt. Selvom lægerne gentagne gange havde fortalt mig, at det hele så “fint” ud, så skulle man jo ikke have en doktorgrad for at regne ud, at alt ikke var 100 procent i den skønneste orden.

Om mandagen troppede vi op på sygehuset igen. Der kom en jordemoder ind og fortalte mig, at de ville give mig lungemodner, in case at de ville sætte fødslen igang, og derfor indlægge mig til næste dag, hvor jeg skulle have andet skud lungemodner. Fair nok, det hjalp på mine bekymringer, at vi var forberedt på hvad som helst. De kørte endnu en strimmel på babyen, og alt så stadig normalt ud. Senere på formiddagen kom den læge, der havde fulgt mig gennem hele graviditeten, ind. Han fortalte mig, at selvom babyen var lille, så alt normalt ud, og ifølge ham ville jeg stadig være gravid i en god rum tid endnu. Så der var ingen grund til at indlægge mig. Jeg kunne tage hjem, og så skulle jeg komme ind dagen efter igen og få det sidste skud lungemodner. Han sluttede af med at kigge mig dybt i øjnene og sige, “det er dog meget vigtigt, at du ringer til os, hvis du oplever en ændring i hendes bevægelsesmønster”…

Så igen – kæmpe ansvar på mine skuldre og ingen, der kunne hjælpe mig med at afgøre, om jeg mærkede nok liv derinde. Jeg begyndte at skrive ned, hver gang hun sparkede eller vendte sig derinde. De første par timer, efter vi forlod hospitalet, mærkede jeg masser af liv og var egentlig ret fortrøstningsfuld. Cirka hver 20. minut kunne jeg skrive ned, at hun bevægede sig… lige indtil jeg ikke rigtigt mærkede hende mere. Jeg var enormt i tvivl, og mine tanker var kun koncentreret omkring én ting: hvad der foregik inde i maven. Jeg prøvede alle de gængse råd af: isvand, lette hop, at tage trapperne… og måske mærkede jeg lidt bevægelse derinde. Men ikke på den måde, hvor jeg ikke var i tvivl.

Efter halvanden time ringede jeg så til hospitalet. Jordemoderen, jeg snakkede med, mente, at det måske var lungemodneren, der sløvede babyen lidt, men syntes alligevel, at vi skulle komme derind og få kørt en ny strimmel på hende. På vej derud overvejede jeg flere gange at ringe for at sige, at vi ikke kom alligevel, fordi jeg syntes, at jeg måske alligevel kunne mærke noget, og jeg var så bange for at virke, som om jeg overreagerede (hvilket virker helt omsonst nu. hehe).

Da vi kom derind viste pulsmåleren, at alt var, som det skulle være. Hendes hjerte slog, som det skulle, og jeg kunne igen slappe af. Lige indtil jeg fik en plukkeve, hvor vi kunne se på måleren, hvordan hendes puls faldt drastisk. Pludselig var rummet fyldt med folk, som forsøgte at vende babyen, fordi det måske var fordi hun lå og rodede rundt med navlestrengen. Plukkeveen forsvandt, og pulsen steg igen. Nu skulle vi bare vente på, at der kom en læge, som gav go til, at vi måtte smutte hjem igen.

Imellemtiden fik jeg endnu en plukkeve, og så gik det pludselig stærkt. Rummet blev igen fyldt med personale, og lægen kom ind og sagde, “så kan I godt forberede jer på at skulle være forældre. Hun skal ud NU”. Og så skal jeg ellers lige love for, at det gik stærkt. Jeg fik operationskittel på, og med skræmte øjne kiggede min kæreste og jeg på hinanden, mens vi lidt skiftes til at sige “er du ok? Det skal nok gå”. Spændte og panikslagne. Jeg måtte bide tænderne sammen for ikke at bryde sammen af overvældelse, men vidste også, at det ikke ville gavne mig nu og her. Lige nu måtte vi bare være stærke – for hende og hinandens skyld.

Jeg blev bedøvet og blev sat ind i, hvad der skulle til at ske. De ville foretage et akut kejsersnit, og udenfor stod børnelægen, som ville tage imod hende med det samme, så vi kunne sikre os, at hun fik den rette hjælp ASAP.

Efter hvad der føltes som 10-15 minutter var hun ude, og vi hørte det første skrig. En kæmpe sten faldt fra mit hjerte. Og så var jeg ellers ligeglad med alt andet. Pyt, at de havde skåret mig op, og at jeg havde mistet en liter blod. Vores lille pige var i live.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *