Mom and Magic

Klumme: Del 3: Bliver vi nogensinde forældre?

Søs Bødker Dinsen er 32 år, salgsleder og gift med Frederik på 33 år, som er privat rådgiver. Parret har været ufrivilligt barløse i 3 år og gennemgået 2 spontane aborter og én graviditet udenfor livmoderen, som kostede Søs sin ene æggeleder. Kampen for ønskebarnet var både fysisk og psykisk hård, og de fandt ud af, at de manglede et sted, hvor de kunne spejle sig i andre, dele erfaringer og ikke føle os alene i kampen for ønskebarnet.

Derfor startede de fertilitetsfællesskabet Fertilitetsliv.dk i maj 2017.

Her på siden åbner de i en række klummer op for deres oplevelser med fertilitetsbehandling og det at være ufrivilligt barnløse.

Læs tredje og sidste del af Søs og Frederiks beretning om, hvordan det var at være mere end 3 år i fertilitetsbehandling. År fulde af både håb og nederlag. Har du læst de to første dele af deres historie?

LÆS MERE: Klumme: Del 1: Bliver vi nogensinde forældre?

LÆS MERE: Klumme: Del 2: Bliver vi nogensinde forældre?

Endelig skulle vi starte i IVF fertilitetsbehandling

Jeg hader sprøjter, så Frederik var tvunget til at stikke mig hver aften. Jeg var en af de heldige, der ikke blev sønderligt påvirket af hormonerne, men jeg blev enormt sårbar og oplevede social isolation. Det kom til udtryk ved, at jeg lukkede mig inde i mig selv og kun tilbragte tid med mine nærmeste.

Efter mange hormonindsprøjtninger og scanninger kom dagen endelig, hvor ægudtagningen skulle foregå. Jeg var virkelig nervøs for, hvor ondt det ville gøre, og hvordan jeg ville have det efterfølgende. Frederik skulle medbringe en sædprøve, og sædprøven skulle holdes varm på køreturen fra Aarhus til Horsens sygehus. Jeg sad der med Frederiks sæd i en lille kop og holdte den tæt ind mod mit maveskind. Jeg kan huske, at det var en meget underlig følelse.

Selve ægudtagningen forløb rigtig fint. Jeg fik smertestillende og kom ind i lokalet, hvor ægudtagningen skulle foregå. Jeg kunne godt mærke, de rodede, men det gjorde egentlig ikke ondt. Den smertestillende medicin jeg fik, hjalp rigtig fint.

Pludselig begyndte de at tælle 1 æg, 2, 3, 4, 5, pause, 6, 7, 8, 9, 10 æg, 11, 12, 13, 14, 15 æg blev det til! Efterfølgende skulle Frederiks sædceller fra sædprøven tilsættes mine æg. 

Efter ægudtagningen skulle jeg ligge og slappe lidt af. Derefter kunne vi  køre hjem. I løbet af eftermiddagen begyndte smerterne at komme. Det gjorde ondt, og jeg var skidt nogle dage og øm en del dage efter. De ville prøve at dyrke æggene i fem dage. Derefter ville det vise sig, om der var nogen af æggene, der kunne bruges til oplægning.

Hvorfor er I her egentlig?

De kontaktede os efter fem dage og fortalte, at der var æg klar til os, og vi ville få mere information omkring, hvordan de andre havde klaret sig.

Da vi ankom kan jeg huske, at lægen sagde “hvorfor er I egentlig her?”. Jeg blev lidt paf og fortalte, at de havde ringet og sagt, at vi skulle komme, fordi der var æg til os.

Lægen grinte og sagde, det var korrekt og fortalte så, at der var sket noget, de ikke så så ofte, nemlig at 12 æg var blevet befrugtet, og 9 havde klaret sig til femte dagen. Vi kunne derfor få et æg sat op i dag, og få otte i fryseren til senere brug.

Vi var overlykkelige! Så mange chancer, så mange potentielle babyer, så mange forsøg uden alt for meget hormon! 

Ægoplægningen gik rigtig fint. Nu var der ikke andet for end at håbe på, at vores lille mirakel ville sætte sig fast. Desværre gik det ikke som håbet, og jeg fik min menstruation.

Vi var ret kede af det, men alligevel hurtigt ved godt mod igen og klar til at få sat et af vores fryseæg op.

Hvornår er det lykkens gang? 

Vi ringede til lægen og aftalte det nye forløb og kunne gå i gang igen.

Da dagen kom for ægoplægning var vi spændte men afslappede. Vi tænkte nok lidt, det ikke ville lykkes, men håbede selvfølgelig.

Hurtigt var ægget placeret, og vi var igen ude af døren. Jeg skulle nu tage crinone, og hold nu op, hvor var det ubehageligt. Crinone er noget flydende creme, som man sprøjter op i skeden 2 gange om dagen. Til sidst kan der være ret fyldt op, og man bliver nødt til at grave noget ud for at kunne få noget nyt op. Undskyld den ærlige og intime beretning her, men jeg vil gerne give det ærlige billede af, hvordan jeg oplevede det.

Jeg slappede af som aldrig før. Jeg havde nok givet lidt op, så jeg tænkte faktisk ikke rigtig på det, og jeg havde ingen symptomer på graviditet, som jeg altså havde haft ved vores tidligere forsøg, så jeg var overbevist om, jeg ikke var gravid.

Jeg slappede så meget af, så jeg gik lidt over tid, uden jeg egentlig tænkte på det. Det var først på selve dagen, hvor vi skulle havde taget blodprøve, at det strejfede mig, at jeg måske kunne være gravid. 

Klokken halv seks om morgenen listede jeg ud på toilettet og testede på de nye test, vi havde købt. Der kom et ret tydeligt kryds, men jeg kunne ikke huske, hvad et kryds betød, så jeg listede ind til Frederik og bad ham læse brugsanvisningen – JEG VAR GRAVID!

Angsten for at miste igen

Om morgenen fik jeg taget blodprøve, og den var god nok, jeg var gravid…

Angsten skyllede ind over mig. Angsten for at miste igen. Hver gang jeg skulle på toilettet, tjekkede jeg, om jeg var begyndt at bløde, men der skete ikke noget.

Vi bestilte selv en tidlig tryghedsscanning på en privatklinik i Aarhus. Vi så det fineste lille hjerteblink, tårerne trillede ned ad mine kinder, og jeg var lykkelig. Men angsten for at miste ville ikke rigtig forsvinde. Endelig kom dagen, hvor vi skulle til scanning på Horsens sygehus. Alt så fint ud, og vi så igen et lille fint hjerteblink.

Men angsten ville ikke slippe mig. Vi bestilte flere ekstra scanninger, for jeg havde brug for at komme ind og blive scannet engang imellem, for jeg var virkelig bange for at miste denne lille baby i min mave.

Uge 12 kom, og vi skulle til nakkefoldsscanning. Alt var i den skønneste orden, men heller ikke det kunne stoppe min angst.

Først efter misdannelsesscanningen i uge 20 begyndte jeg at slappe en smule af. Og vi ventede os en lille pige!

Vores lille mirakel bliver født

Den 12. januar kl. 01.42 kom vores lille mirakel Sofia til verden.

Det var den vildeste oplevelse og forløsning endelig at stå med hende i mine arme – det er en dag jeg aldrig vil glemme.

Til alle jer, der kæmper denne urimelige kamp, vil jeg bare sige, at selvom alt til tider ser sort ud, så mist aldrig håbet – bevar altid et lille håb i dit hjerte.

De kærligste tanker, 

Søs & Frederik

Fertilitetsliv.dk

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *