Moderskab

10 ting der overrasker dig, når du bliver gravid

Foto: Shutterstock

At være gravid er en lykkelig tid, alligevel er der nogle ting, du måske vil blive overrasket over at opleve, efter du har stået med en positiv graviditetstest i hånden for første gang.

LÆS OGSÅ: NYHED: plakaten til børneværelset

Den søde (og lange) ventetid

Du opdager, at du er gravid. What’s next? Du bestiller tid hos lægen, og så regner du med, at man skal i gang med det helt store graviditetsshow. Indtil du så tropper op hos lægen og godt nok får bekræftet, at den er god nok, men udover det, så skal du altså vente flere uger, før din læge ellers vil se dig igen. De fleste finder ud af, at de er gravide omkring uge 5-6 stykker, og så kan du ellers vente til uge 12, før du overhovedet får bekræftet, at der rent faktisk ER liv derinde. Og den ventetid føles altså lang – især hvis du ikke rigtigt har andre symptomer på graviditet end en positiv graviditetstest.

Du er overvældet af træthed

Du troede godt, du vidste, hvad det ville sige at være træt. Du har trods alt lavet et par all nighters i din ungdom og taget direkte på job efterfølgende. Men intet kan måle sig med den træthed, du føler som gravid. Især i de første tre måneder kan selv de nemmeste og skønneste arrangementer virke uoverskuelige. Du kan pludselig sagtens tage en lur på 3 timer midt på dagen, og gå i seng kl. 22 om aftenen uden problemer. Søvn er LIFE i denne periode.

Du kan ikke planlægge din graviditet

Før du blev gravid, havde du måske en plan om, at du skulle dyrke gravidyoga, gå med stramme kjoler, der stolt viste den struttende mave frem og at du kun skulle spise særlige fødevarer, som har ry for at være godt for baby. Men så fandt du ud af, at du meget hellere ville tage den der 3 timers lur midt på dagen frem for yoga og det eneste, du kan spise uden at få brækfornemmelser er pomfritter og ja, så glemte du pludselig alt om den plan.

Alt det du ikke må

De fleste er nok klar over, at man bliver frarådet at ryge cigaretter og drikke alkohol som gravid. Men vidste du, at du fx. ikke må få for meget lakrids?! Og at tatar er et no go?! Der findes UTALLIGE råd for, hvad du må og ikke må. Og det kan altså være lidt af en jungle at få styr på det hele. Men mon ikke, det sidder på rygraden på et tidspunkt…. Efter 9 mdr.!? Ha.

Alting tager tid

I starten af graviditeten står du troligt hver dag og kigger på maven i spejlet. Er den ikke vokset en lille smule? Og brysterne? Indtil maven endelig begynder at dukke rigtigt frem og du kan grine af dig selv over, at du troede, at det var en gravid mave, du stod og kiggede på i spejlet, selvom den i virkeligheden bare bulede ud, fordi du lige havde spist 3 rundstykker og en kanelsnegl, før du tog billedet (because cravings!)

Intet føles behageligt

Man er forberedt på manglende søvn, når den lille engang kommer til verden, og derfor er det bare om at få så meget af det som muligt inden. Hvad man ikke lige er forberedt på er, at nattesøvnen bliver en anelse mere ukomfortabel, jo længere hen man kommer i gravidteten. At ligge på maven er udelukket, at ligge på ryggen gør ondt og så har du ligesom kun to muligheder tilbage, og skal pludselig vænne dig til at vågne om natten og skifte side, fordi du har ligget for længe på højre side og nu sover det hele… Altså undtagen dig. Og så er der alt det med tøjet. Man kan hverken holde ud at have BH på, eller ikke at have BH på. Alt strammer, men samtidig med har du brug for støtte omkring mave, ryg og bryster. The struggle is so real!

Alt det, ingen snakker om

Lad os gøre dette afsnit kort, men der sker vilde ting med kroppen under sådan en graviditet. Også når det gælder udflåd og hårvækst. Du kan jo nærmest få følelsen af, at du har fået menstruation, indtil det går op for dig, at det “bare” er udflåd.

Hvordan man tæller uger

Hvor mange gange har man ikke set mave-billeder på Instagram med caption: 26+4? Før du bliver gravid, har du måske ingen anelse om, hvad de tal betyder. Er det babyens mål? Hvor mange dage man har til termin? Dage til juleaften? Men så snart man bliver gravid, går alt pludselig op i uger, dage og nedtællinger og du glemmer alt om, at omverden måske ikke lige er helt med, når du snakker i uger, tal og plusser.

Google is your friend

”Må jeg spise det her?” – Google it. ”Hvordan føles en plukkeve?” – Google it. ”Hvor stor er maven i uge 20?” – Google it. Der er et helt internet til kvinder, der venter sig. Men do it with care, der findes også rigtig mange skrækscenarier derinde.

Alle er forskellige

Alle graviditeter er forskellige. Nogen har kvalme, nogen tager 35 kilo på, nogen har aldrig haft det bedre. Det vigtigste er, at du ikke sammenligner dig for meget med alle andre gravide omkring dig, og vigtigst af alt – at du ikke dømmer andre for at være gravide på en anden måde, end du er. Det er noget af det mest sårbare at være gravid, og ingen har lyst til at få at vide, at de er det på den forkerte måde…

Deltag i samtalen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 kommentarer

  1. Min kvalme kom helt sikkert bage på mig fra jeg opdagede at jeg var gravid og frem til ca. Uge 20 havde jeg kvalme 24/7 og kastede op min. en gang om dagen… Efter uge 20 stoppede kvalmen og jeg tænkte fedt, så skal den sidste tid af graviditeten nydes, men det blev kun til 5 ugers graviditet uden kvalme for så kom vores dejlige dreng til verden.

  2. I afsnittet “Alt det, ingen snakker om”, skriver I at I vil holde afsnittet kort. Hvorfor dog det, når der i forvejen ikke er nogen som helst, der skriver og fortæller om alle de knap så fede ting ved at være gravid? Hvorfor ikke bruge tid på det afsnit, når I alligevel er igang?