Dette er et uddrag fra ChriChri magasinet The SoMe Issue. Køb det her.

Den 27. juni 2020 ændrede livet sig for altid for musicalstjernen og skuespilleren Maria Lucia, der sammen med sin forlovede Albin Fredy blev forældre til deres lille søn, Per Fredy. Vi har fået lov til at få et lille indblik i nogle af Maria Lucias mange tanker om at være gravid, at føde og det, der ellers følger med, når man bliver mor for første gang. 

LÆS OGSÅ: Rikke May: Jeg har aldrig været så glad for min krop, som jeg er nu

Om at blive gravid

Vi havde prøvet at blive gravide i nogle år – ikke på den intensive måde, men på den måde, hvor man ikke brugte noget, og man tænkte, ”Jamen selvfølgelig bliver vi da gravide”.

Men så skete der ikke noget, og vi blev enige om, at vi nok lige burde blive undersøgt. Alle undersøgelser viste sig dog at være helt perfekte.

Jeg kom frem til, at det måtte være fordi min krop var overstresset. Jeg havde simpelthen levet i overhalingsbanen i al for lang tid, og det var først, da jeg virkelig begyndte at slappe af, at jeg fik regelmæssig ægløsning, og så skete det endelig. Jeg synes generelt ikke, at der bliver snakket så meget om, hvor stor en betydning en stresset krop har for en graviditet. At der er nok fokus på, at det kan være, du aktivt skal gøre noget selv. Desværre er det ikke alle forundt at kunne skrue så meget ned for tempoet, som jeg kunne, for til mit held var der en produktion, jeg skulle have været med i, som blev aflyst, så jeg fik stadig min løn uden at skulle gå på arbejde. På den måde kunne jeg virkelig få ro i mit system. Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg ikke, om jeg var blevet gravid, hvis ikke det var sket.

Om graviditeten

Da jeg endelig blev gravid, var det som om, min krop bare have higet efter det, og jeg tog på på ingen tid og mine bryster eksploderede. Halvvejs i femte måned var jeg i Los Angeles for at synge til Oscar-uddelingen. Her blev jeg kaldt ”Højgravid Maria Lucia” i medierne, og jeg var altså kun i femte måned! Men min krop var virkelig gravid, og jeg var allerede begyndt at få væske i kroppen, så jeg havde det ikke supergodt. En måned senere havde vi premiere på ’Den Skaldede Frisør’ og igen var der overskrifter med den ’Højgravide Maria Lucia’. Jeg havde det lidt sådan, ”Højgravid?? Hvad snakker I om?! Ved I ikke, hvordan gravide kvinder ser ud, eller kender I kun sådan nogle, der først popper i 7. måned??” Jeg var overrasket over, hvor meget fokus der var på min størrelse. Jeg havde også en følelse af, at der var meget fokus på, at man skulle gå til alt muligt, når man var gravid. Og det havde jeg bare ikke lyst til. Jeg havde mentalt brug for at give slip på kontrollen. Det eneste jeg havde brug for, var at forberede mig på, at jeg ikke kunne styre noget som helst. Så alt sådan noget med at gå til fødselsforberedelse og lignende, det stressede mig mere, end det gavnede. For mig er det vigtigt at understrege og at sige højt, at du ikke har et dårligt udgangspunkt, fordi du ikke går til gravidyoga eller et Smertefri Fødsel-kursus. Barnet skal nok komme ud alligevel, og du skal nok klare det. Jeg ved godt, at det for mange kan være rigtig rart at have nogle holdepunkter, men personligt stressede det mig. Min forberedelse var i stedet at meditere, og så havde vi booket en ekstern jordemoder, som vi i starten FaceTimede med, og som kom hjem til os og gennemgik alle ting sammen med os. Det var en anderledes måde at gøre det på, i forhold til hvad andre gør, men det virkede godt for os. Og så var det også omkring den tid, hvor hele Danmark lukkede ned, så alt man kunne gå til, blev enten afholdt online eller var i hvert fald anderledes, så jeg havde måske heller ikke så mange muligheder. Men netop fordi jeg ikke havde planlagt noget, gik jeg heller ikke i panik over det, og det var nok meget heldigt, for at være gravid i en lock down er stressende nok i sig selv.

Jeg havde heller ikke gjort mig tanker om, at det var den måde, vi ville gøre tingene på, inden jeg blev gravid. Det var bare dét, det endte med, og det er også et af mine bedste råd til alle, der er gravide. Forbered dig på, at du ikke kan kontrollere noget. Min fødsel blev alt andet, end det jeg måske havde forestillet mig og havde jeg haft en bestemt plan, havde jeg nok fokuseret for meget på, at det hele skulle gå efter den, og så havde jeg ikke præsteret det, jeg endte med at præstere.

Om fødslen

Min jordemoder havde sagt, at det var godt at skrive en seddel om mine ønsker til fødslen, så de på fødegangen havde en fornemmelse af, hvilken type de havde med at gøre. Jeg er nok lidt den holistiske type, så jeg havde lidt en romantisk forestilling om, at det skulle være uden nogen form for medicin, og at jeg skulle ligge i et kar og sidde på en bold. Men det blev alt andet end det. Jeg kom ind på hospitalet og var allerede fem centimeter åben, så jeg skulle direkte ind på en fødestue, hvor de bemærkede, at mit blodtryk var lidt for højt, og så snart man kommer i pressefasen, så stiger blodtrykket endnu mere, så man var bange for, at det blev alt for højt. De anbefalede mig derfor at få lagt en epiduralblokade, fordi den kan være med til at få blodtrykket til at falde. Og jeg kiggede jordemoderen i øjnene og sagde, ”Hvis du ved, at det ikke er, fordi jeg har bedt om den, og at du ved, at det ikke er, fordi jeg ikke kan tåle smerten, så er det okay.” Det havde jeg virkelig behov for, at hun skulle vide, selvom hun jo var ligeglad, hun var jo bare interesseret i at redde liv. Men det var åbenbart vigtigt for mig at få sagt. At den så kun virkede i den ene side, det kunne man jo ikke have vidst på forhånd, men det gjorde, at de fandt ud af, at babyen lå skævt, og nok blokerede for et eller andet. Det kunne også være, fordi jeg åbnede mig rigtig hurtigt. Fra klokken 21 til 23 var jeg fuld åben. Så desværre var jeg ikke en af dem, der fik den der luksus af at være helt bedøvet og bare kunne ligge og hygge mig, for smerten var der stadig.

Inden hospitalet var jeg meget inde i mig selv. Jeg havde lukkede øjne, mens jeg prøvede at koncentrere mig om, hvad det her var for en størrelse, og det blev hele tiden vildere og vildere, så jeg brugte al min energi på at finde ud af, hvad jeg var oppe imod. Da vi så nåede til sygehuset, fik jeg først bistik – det var forfærdeligt… Men lindrede lidt. Kortvarigt. Og så begyndte jeg langsomt at vågne op, fordi jeg mærkede, at smerten tog en anden form, og jeg forstod, at det var dét her, det handlede om. Gennem forløbet brugte jeg min kærestes guidings rigtig meget. Det var ikke noget, vi havde aftalt, men han er sanger ligesom mig, og vi går begge meget op i vores vejrtrækninger, så jeg overlod bare mig selv til ham og hans stemme. Jordemoderen spurgte ham sågar, om jeg altid gør, som han siger, hvortil han svarede, ”Nej, aldrig. Jeg ved ikke, hvad der foregår,” ha ha. Men hans stemme beroligede mig. På et tidspunkt gik jeg i panik, fordi jeg følte, at jeg havde skreget så højt, at jeg havde ødelagt min stemme, så midt under fødslen måtte jeg bede ham om at tjekke, om min stemme var okay, og han bad mig sige en lyd, som man kun kan sige, hvis ens stemme ikke er ødelagt. Da jeg sagtens kunne det, svarede han, ”Ja, den fejler ikke noget. Bare skrig videre.” I det hele taget var det vigtigt for mig, at det også skulle være en oplevelse for ham, og det var faktisk også meningen, at han skulle have taget imod babyen, men det nåede han ikke, fordi det hele gik så hurtigt til sidst, og fordi babyen lå skævt og fostervandet var begyndt at blive grønt. Og vi havde snakket meget om det hele inden, så jeg tror, at han også virkelig fik noget ud af oplevelsen. Han blev ikke bare sat i skammekrogen. Det var noget, vi gjorde sammen, og det var vigtigt for mig.

Læs hele artiklen i The SoMe Issue.