Playful Parenting – Leg jer til en lettere hverdag af Lawrence J. Cohen, udgivet på Forlaget DeCostaMorell.
Du købe bogen online som e-bog her eller som softcover-bog her. Den kan desuden lånes på landets biblioteker.
Se mere om playful parenting her: playfulparenting.dk og her facebook.com/playfulparentingDK
Lærke Morell er selvstændig journalist og mor til to. Hun faldt over den amerikanske bog Playful Parenting af Ph.d. og legeterapeut Lawrence J. Cohen, da hun blev mor for anden gang og manglede redskaber til at genskabe samhørigheden med sit ældste barn, der følte sig svigtet og forladt af sin mor. Siden har Playful Parenting været et vigtigt redskab i dagligdagen i hendes familie og hun besluttede at købe rettighederne til bogen, oversætte og udgive den på dansk. Lærke Morell prøver at udbrede Cohens tilgang til rollen som forælder, forklaring af børns reaktioner og følelser, og hvordan leg kan være nøglen til vores børns hjerter i Danmark. Playful Parenting kan både bruges i en stille og harmonisk hverdag, men også i udfordrende situationer; f.eks. når børnene oplever store forandringer i deres hverdag, når følelserne er ekstra meget udenpå tøjet eller hvis barnet har nogle problemer i dagligdagen.
LÆS OGSÅ: 7 boganbefalinger fra kendte kvinder
Hvis du tænker dig om, vil du opdage at rigtig mange lege handler om tilknytning. Traditionelle lege som gemmeleg og fangeleg f.eks. Hvad er temaet for dem? At I er væk fra hinanden og skal genfinde/genfange hinanden. Genetablering af samhørigheden og tilknytningen. En god fangeleg eller gemmeleg er altid godt. Men her er en lille liste og kort beskrivelse af fire andre lege, der kan styrke samhørigheden mellem dig og dit barn. Med lidt øvelse kan du sikkert selv opfinde eller finde på flere.
1 – Brydekamp
Brydekamp i sikre rammer, f.eks. i sengen, hvor vi lader barnet vinde, er en fantastisk leg. I kan f.eks. aftale at barnet skal forsøge at få begge dine skuldre ned i madrassen. Ikke slå, bide, sparke, skubbe osv. Kun mosle og kæmpe tæt. Start på knæene og mærk godt efter, hvor meget modstand dit barn skal have. Det skal endelig hverken være for meget eller for let. Kæmp godt, nyd nærheden og lad barnet besejre dig.
2 – Spejlingsleg (f.eks. Kongens Efterfølger)
At spejle hinandens bevægelser kræver fokus på hinanden. Vi ser hinanden (igen), er sammen og har fuld opmærksomhed på hinanden. Og ikke mindst kan vi se hinanden se virkeligt fjollede ud, og få hinanden til at gøre virkeligt fjollede ting.
3 – Pudekamp
En kamp med bløde puder i sofaen eller sengen, uden nogen kommer til skade, er noget der får os til at grine. Når vores børn får lov til at slå os ud og overvinde os med puder, kan vi ende i en grinende bunke. At grine sammen styrker altid vores samhørighed.
4 – Du slipper aldrig fra mig-legen
Legen starter med, at du siger: ”Du kan ikke slippe fra mig. Aldrig nogensinde.” Så kommer barnet over til dig, og lader dig holde fast omkring sig for at afprøve din påstand. Du lader barnet kæmpe og få en lille smule modstand, men giver slip efter en kort og let kamp. For at gøre det lidt ekstra sjovt, kan du f.eks. prøve at lade som om du ikke har opdaget at hun er sluppet fra dig: ”Jeg sagde det jo, det er ikke nogen nem opgave. Du slipper aldrig…HVAD? Hvordan gjorde du det?” Hvis hun kan lide lege (hvis hun griner, kan du være sikker), kan du prøve igen: ”OK. Du var heldig der. Måske tror du, at du er super stærk? Så prøver vi igen, så bruger jeg mit hemmelige bananmos-trick (eller noget andet fjollet – der kan få hende til at grine).” Og så prøver I igen…og selvfølgelig slipper hun fri igen. Du kan evt. øge modstanden, efterhånden som I gentager legen, hvis du kan mærke på barnet, at det er i orden. Men det vigtige her er, at hun griner, I har tæt fysisk kontakt, hun snyder dig.
Husk: Et vigtigt pejlemærke for, om du er på rette vej med en leg er, om dit barn griner.