[single_post_category_name]

Anne Sofie Hammer om Villads fra Valby, natur og gode ideer

Anne Sofie Hammer er forfatteren bag de populære børnebøger om Villads fra Valby. Den 6. april er hun aktuel med den nyeste bog i serien, nemlig “Villads fra Valby – ud i naturen”. Denne gang er Villads taget ud i naturen med sine venner, for at lege og lære nyt. Udover de sjove historier, får læserne i denne Villads-bog også en masse viden om dyr og planter, og konkrete ideer til aktiviteter ude i naturen. Så når familien skal på skovtur, er det oplagt at putte denne bog i rygsækken. Der er fx guide til at lave blomsterkrans, historier om dyrelort og meget andet. Vi har taget en snak med Anne Sofie om den nye bog, inspirationen bag og hendes eget forhold til naturen.

LÆS OGSÅ: DIY: Påskepynt af genbrug

Hvordan fik du ideen til Villads fra Valby – ud i naturen?

Det var egentlig inde på Gyldendal, at de fik idéen, så det vil jeg ikke tage æren for. Men jeg kunne med det samme mærke, at der var noget i idéen, som satte historier i gang. Det her med at flytte Villads og hans venner ud af de vante omgivelser og slippe dem løs i en skov, det kunne noget. Jeg havde tidligere arbejdet med at blande fag- og skønlitteratur i “Villads fra Valby lærer klokken”, og jeg synes, det er sjovt at se, hvad fakta og fiktion kan give hinanden. Og så var der bare så mange sjove muligheder for et nysgerrigt og handlekraftigt barn som Villads ude i en skov. Så jeg var ret hurtigt tændt på at sende ham afsted. Og jeg vidste også meget hurtigt, hvilken form jeg gerne ville give bogen: Der skulle være et antal historier for hver årstid. Og så skulle der være nogle fakta, der knyttede an til historien og årstiden, og så skulle der være noget, man selv kunne gå i gang med. De elementer synes jeg giver en rigtig god og Villads-agtig helhed.

Hvad er dit eget forhold til naturen?

I og med at jeg bor inde i en by, er naturen jo sådan et sted, jeg tager hen for at holde fri. Jeg går ture med min hund, jeg tager i sommerhus, eller jeg tager ud og sidder og kigger ud over vandet. Men jeg kan blive sådan nærmest overdrevet begejstret, når der er et pindsvin i min have, eller hvis jeg ser en ugle eller en isfugl. Når jeg tænker tilbage på steder, jeg har rejst, er det altid naturoplevelserne, der står stærkest i erindringen. Det er i naturen, at jeg får de der WOW-oplevelser, hvor de små hår i nakken rejser sig, og hjertet lige slår et slag ekstra. Hvor jeg på én gang føler mig lillebitte og som en del af noget stort og fantastisk. Og da min kæreste og jeg på et tidspunkt snakkede om, hvad der var på vores bucket list, så viste det sig, at rigtig meget af det også handlede om ting, vi gerne ville opleve i naturen.

Er bogen udelukkende fiktion, eller har du fået inspiration fra dit eget liv?

Bogen er udelukkende fiktion – men jeg er selv vokset op med pædagoger, der tog os bybørn med ud at fiske i vandhuller og samle svampe og bygge bivuakker og tænde bål. Og det har i høj grad præget mit forhold til naturen – og givet mig inspiration til at skrive bogen. Det er fantastisk, hvis der er nogen, der åbner ens øjne for de her ting, mens man er barn, for børn er meget hurtige til at se magien i en fuglerede eller et edderkoppespind eller en spiselig plante. Og hvis man kan se det – så er der masser af magi lige uden for hoveddøren.

Hvordan har du fundet på aktiviteterne i bogen?

Jeg har haft et samarbejde med en naturvejleder omkring, hvilke aktiviteter der er sjove at lave med netop den her aldersgruppe på de forskellige årstider. Jeg har også været med en skoleklasse på tur, og så har jeg brugt rigtig meget tid på at læse om naturformidling til børn på alle mulige forskellige hjemmesider. Til sidst har jeg sammen med naturvejlederen valgt nogle aktiviteter ud, som var sjove. Det var svært at vælge så meget fra, for der var en hel masse andre ting, jeg også gerne ville have skrevet om, men jeg var på den anden side helt bevidst om, at det umuligt kunne blive andet end en slags appetitvækker. Der findes jo så mange forskellige slags natur med forskellige dyr og planter, og det er alt sammen spændende. Men i virkeligheden skal bogen jo bare sætte noget i gang og pirre børnenes nysgerrighed. Og så har jeg skrevet et lille efterskrift med forskellige forslag til, hvor man kan læse mere og få flere idéer til sjove aktiviteter.

Hvad håber du, at andre får ud af at læse Villads fra Valby – ud i naturen?

Jeg håber selvfølgelig først og fremmest, at de synes, det er sjovt at læse om, hvad Villads og hans venner laver, når de er på tur. Men jeg håber jo også, at det kan inspirere børn og forældre til selv at gå på opdagelse – og måske oven i købet lave en fuglekikkert eller et pindsvinhus eller stege brændenældebrød. Selvom bogen har faktaopslag og opskrifter og instruktioner til, hvordan man kan gøre, så har det været vigtigt for mig hele tiden at lægge vægt på oplevelse fremfor læring, og det håber jeg, er det, som børn og deres voksne tager med sig fra bogen: At naturen er enormt spændende, og at de ting, man får at vide, i virkeligheden bare udvider ens nysgerrighed fremfor at mætte den. For det er sådan, jeg selv har det: Jo mere jeg finder ud af om dyr og planter – jo mere forbløffet bliver jeg, og jo mere får jeg lyst til at vide. Det håber jeg er smittet af på både historierne og faktaopslagene i bogen.

Køb ‘Villads fra Valby – ud i naturen’ HER (reklamelink)

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide