Artiklen indeholder reklamelinks
Skrevet af Katrine Marie Guldager og illustreret af Charlotte Pardi
Alder: Fra 4 år
En meget fin historie om at føle sig udenfor fællesskabet.
En dag kommer Georg så galt afsted, at han skal have gips på sit ben i seks uger. For Georg er det jo nærmest en evighed. På grund af sit brækkede ben kan Georg ikke være med i legen i skolegården. Så kan man hurtigt komme til at føle sig udenfor. Georg forestiller sig, at de andre snakker om ham og synes, at han skal tage sig sammen. Hans gode ven Ignora forsøger dog at hjælpe, men forgæves.
Bogen skildrer meget fint de følelser, et barn kan have, når det føler sig udenfor fællesskabet. Det er en problemstilling, som er genkendelig for mange børn.
Sidst i bogen er nogle spørgsmål, som giver anledning til at tale med sit barn om venskab, fællesskab og medfølelse.
Totte & Lotte kan og Totte & Lotte føler
Skrevet af Kerstin Elias Costa og illustreret af Gunilla Wolde
Alder: 1-2 år
To søde papbøger om Totte og Lotte for de mindste.
“Totte & Lotte føler” handler om følelser, og hvordan man kan se, om en person er glad, sur eller ked af det.
“Totte & Lotte kan” handler om, hvad man selv er i stand til at gøre, fx tage tøj på, rede håret, vælte tårnet, finde halskæden osv.
Bøgerne lægger op til at tale med barnet om følelser og hverdagsting. Illustrationerne er meget søde og genkendelige. Teksten er enkel, og barnet bliver aktiveret som en del af læsningen. Papbøgernes størrelse passer perfekt til helt små hænder.
Bøgerne er anmeldereksemplar fra Carlsen.
Skrevet af Mac Barnett og illustreret af Jon Klassen
Alder: 5-9 år
En flot og filosofisk bog om intentionen og modtagelsen af kunstværker.
Firkant kan lave firkanter af klippeblokke, men fordi han er dybt betaget af Cirkel, forsøger han at lave en skulptur af hende. Selvom Firkant ihærdigt prøver at lave en skulptur til Cirkel, kan han kun lave firkanter. Ved et tilfælde lykkes det ham at lave et kunstværk, som Cirkel synes er smukt. Cirkel kalder ham et geni. Men er han virkelig det?
Firkant er anden bog i trilogien om Trekant, Firkant og Cirkel. Firkant har mange sjove øjeblikke. Fx når Firkant bare ikke kan få skulpturen til at lykkes, og når Cirkel synes, at kunstværket er smukt, fortryllende og perfekt. Er Cirkel i stand til at se en kvalitet i Firkants værker, som han ikke selv kan se? Eller giver hun ham bare komplimenter, for at være flink? Det får hverken Firkant eller læseren svar på. Historiens åbne afslutning giver anledning til at tale om, hvad vil det sige at være kunstner, og den opfordrer børn til at udfolde egne kunstneriske evner.
Skrevet og illustreret af Jakob Martin Strid
Alder: Fra 2 år
En hyggelig og sjov bog, hvor man kan lære engelske ord til illustrationer fra Mimbo Jimbos genkendelige univers.
På hvert opslag er der små enkelttegninger med ting, hvor der står, hvad tingen hedder på dansk (med sort skrift) og på engelsk (med blå skrift). Hvert opslag har også en stor tegning, hvori alle tingene indgår. Bogen kan derfor både bruges som pegebog til de mindste, og som en bog større børn selv kan sidde med, hvis barnet lige har lært at læse.
Det velkendte Mimbo Jimbo univers gør det indbydende og sjovt at lære nye ord. Man lærer de engelske navne på farver, frugter, værktøj, dyr, tal, husholdningsgenstande mm. Man lærer også at oversætte mindre brugbare ord som fx spejlægsmaskine. Efter at have læst bogen vil man næppe kunne begå sig i et engelsktalende land, men bogen er en god indføring til engelsk (eller dansk) i det hyggelige og sjove univers, som Mimbo Jimbo er. Man lærer dog ikke at udtale ordene på hverken engelsk eller dansk, så her må den voksne læser hjælpe til.
Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal.
Genfortalt af Peter Gotthardt og illustreret af Sussi og Bente Bech
Alder: Fra 3 år
En samling klassikere og mindre kendte eventyr, som det kun tager 5 minutter at læse op.
Det er en højtlæsningsbog med 32 eventyr og fortællinger, som er tilpasset sprogligt, så hver historie kun tager fem minutter at læse op. Bogen indeholder eventyr af Brødrene Grimm, heriblandt Askepot, Rødhætte, Snehvide, Tornerose, Guldgåsen og Hans og Grete; historier af H.C. Andersen, heriblandt Fyrtøjet og Klods-Hans; eventyr fra 1001 nats eventyr, heriblandt Aladdin og Ali Baba og de fyrretyve røvere; og andre klassikere som Pinocchio og Skønheden og uhyret. Hver side i bogen er fyldt med flotte illustrationer, som komplementerer historierne.
Med denne bog er det altid tid til højtlæsning, og det er helt oplagt at læse historierne som godnathistorier. Det er en meget flot bog, som også vil være god at give som gave.
Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda.
Du kan se mere til Rosanne på Instagram @rosanneanbefaler.