Artiklen indeholder reklamelinks
Lili syr en ting og Lili graver en fælde
Skrevet af Kim Fupz Aakeson, illustreret af Siri Melchior
Alder: 1-2 år
Historierne om Lili er små læsevenlige billedbøger til de mindste med gengivelser af hverdagens oplevelser set fra et barneperspektiv.
Lili-bøgerne viser på en sød og finurlig måde, hvordan børn opfatter den store verden. I Lili graver en fælde vil Lili gerne fange et dyr, der er mere spændende end sin hund. Imens Lili er ved at grave en fælde, ser man, hvordan haven kan være stor, jungleagtig og fuld af eksotiske dyr. I Lili syr en ting vil Lili sy en prinsessekjole til sig selv, og hun tænker, at det er helt fint bare at bruge mors symaskine og gardinerne fra stuen til formålet.
I Lili-bøgerne er både teksten og illustrationerne simple men fængende. Voksne spiller ingen eller en meget perifer rolle, hvilket kombineret med Lilis manglende fornemmelse for egne begrænsninger, giver nogle søde og sjove historier. Bøgerne har desuden et fint budskab om at være glad for det, man har.
Skrevet af Betina Birkjær, illustreret af Margrethe Kjærgaard
Alder: Fra 5 år
En meget smuk fortælling om Stumps bedstefar, der pludselig begynder ikke at kunne huske ord.
Stumps bedstefar elsker kaffe, kaniner, blomster og puslespil, men en dag begynder ordene at forsvinde. Han taber i bogstavligste forstand ordene på jorden, og Stump samler dem op og kommer dem i en kasse. Med tiden ændrer de tabte ord sig, og det bliver tydeligt, at bedstefar er helt tabt til sygdommen. Sammen finder de alligevel en måde at få det bedste ud af den sidste tid.
Det er en meget rørende og smuk fortælling om, hvordan det er langsomt at miste én, man holder af, til demens. Historien er så god, og illustrationerne så flotte, at bogen også er værd at læse, hvis man ikke har en dement i familien.
Bogen er et anmeldereksemplar fra Jensen & Dalgaard.
Fantastisk seje kvinder der forandrede verden
af Kate Pankhurst
Alder: Fra 4 år
En fagbog for de mindste om bemærkelsesværdige kvinder, der opnåede helt utrolige ting ved at følge deres hjerter, talenter og drømme.
En fantastisk fagbog for de mindste om tretten kvinder – herunder forfattere, politiske aktivister, spioner, opdagelsesrejsende, atleter, kunstnere og forskere – der på hver sin måde forandrede den verden, som vi lever i. Bogen har er et vigtigt budskab om, at ens køn ikke må forhindre én i at følge sit hjerte, sit talent eller sine drømme. Bogen viser kvindernes mod og kamp for at opnå lige behandling med mænd, og der ligger en opfordring til læseren om at følge i kvindernes fodspor og skabe sit helt eget eventyr.
Bogen er spækket med smukke og livlige illustrationer. Med til hver kvindes historie er der spændende fakta om de historiske og samfundsmæssige forhold og normer, som kvinden gjorde op med.
Kvinderne er: Jane Austen, Gertrude Ederle, Coco Chanel, Frida Kahlo, Marie Curie, Mary Anning, Mary Seacole, Amelia Earhart, Agent Fifi, Sacagawa, Emmeline Pankhurst, Rosa Parks, Anne Frank.
Spændende læsning, som den voksne læsere også kan lære af.
Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Albert.
af Anders Morgenthaler
Alder: Højtlæsning fra 5 år. Selvstændig læsning fra 7-9 år.
En ABC-bog, hvor hvert bogstav i alfabetet er en sjov historie om et dyr.
En ABC-bog med 28 sjove og fjollede dyrefabler – én for hvert af alfabetets bogstaver med ligeså sjove og fjollede illustrationer. Bogen har en meget bramfri tone, så hvis man kan lide at læse om skøre dyr, bandeord, slåskampe og tyndskid fortalt i øjenhøjde med målgruppen, er Morgenthalers ABC lige noget for dig.
Teksten er bygget op med små billeder indlejret i sætningerne i stedet for det skrevne ord, så barnet selv kan afkode, hvad der skal stå under læsningen. Det gør teksten sjovere at læse for børn, og mindre børn kan inddrages i læsningen. Det er en anderledes ABC-bog, som egner sig både til højtlæsning og til selvstændig læsning.
Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Carlsen.
af Thorstein Saleina
Alder: Fra 2 år
En sjov flap-bog med dyregab!
Abebanden har mistet deres kokosnød, og nu vil de finde ud af, hvem der har hapset den. Kig med ind i gabet på flodhesten, pelikanen, krokodillen, koen, strudsen, tigeren og dovendyret, og hjælp aberne med at finde den forsvundne kokosnød. Bogens størrelse, de kraftige flapper og sjove rim gør bogen meget egnet til de helt små. En rigtig hyggelig læseoplevelse for børn og forældre, som giver anledning til at tale om alle dyrene med udgangspunkt i de supersøde illustrationer.
Du kan se mere til Rosanne på Instagram @rosanneanbefaler.