Hvert år går omkring 6000 danske kvinder gennem en fertilitetsbehandling eller forgæves forsøg på at blive gravide. ChriChri sætter fokus på, hvad der sker, når frugtbarheden svigter og udsigten til baby og barnedåb synes usandsynlig.

”Skal I ikke snart have nogle børn?”. Venner og bekendte spørger løs, fordi snakken om børn ofte falder folk naturligt, når man når en vis alder. Men for nogle kan sådan et frimodigt spørgsmål hænge som en tung sky i luften, når naturen spænder ben.

ChriChri har talt med to kvinder, der begge har været igennem et langt behandlingsforløb. Her fortæller de om deres oplevelser med nederlag, tabu – og om hvordan man tackler sine omgivelser.

Værst at vente

For tre år siden var tiden inde for Katja og hendes mand. De var klar til at få et barn. På det tidspunkt var Katja 31 år, så tanken om fertilitetsbehandlinger lå langt væk. Og lykken var også gjort, da der dukkede to streger op på graviditetstesten. Katja blev naturligt gravid men blot fem uger efter mistede hun barnet, og det blev starten på tre år med fertilitetsbehandlinger, uvished og ventetid.

”Man regner jo ikke med, at man er en af dem, der skal igennem et langt behandlingsforløb. 
Vi fik hele tiden at vide, at både mine æg og min mands sædkvalitet var fin. Så for os var det simpelthen et spørgsmål om tid. Men ventetiden er det absolut værste,” fortæller Katja om de sidste tre år i hendes liv, hvor hormonindsprøjtninger og tanker om ægproduktion og frugtbarhed fyldte alt, indtil Katja blev gravid og drømmen om babylykke gik i opfyldelse, da hun fødte sin søn i sommer.

Den følelsesmæssige rutsjebanetur kender Pernille på 34 fra Aarhus udmærket. Hun var gennem fem behandlinger, inden hun blev gravid og fødte tvillinger i november sidste år.

”Det er hårdt, for man er sikker på, at det lykkes da. Jeg kan huske, at jeg sad på en café med en veninde, der fortalte mig, at der er mange, der kommer i behandling. Jeg kendte ikke til tallene dengang, så det slog helt bunden ud af mig. Min mand kunne slet ikke forstå mig. Han hader hunde, men var parat til at give mig en hund, fordi det var så svært,” forklarer Pernille.

”Min mand kunne slet ikke forstå mig. Han hader hunde,
men var parat til at give mig en hund, fordi det var så svært”

Højtuddannede kvinder

Lone Schmidt er dr. med ved Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet. Gennem sin forskning ved hun, at barnløshed kan sætte ar på femininitet og selvbillede, når drømmen om et barn virker uopnåelig.

”Det er stik imod deres reaktioner i andre sammenhænge, men vi kan generelt se, at mange højtuddannede kvinder har svært ved at tackle ufrivillig barnløshed, lyder det fra Lone Schmidt, der står i spidsen for to store undersøgelser om fertilitetspatienter.

”Det er svært at sige, om man har sværere ved at tackle situationen end andre. Men man
føler sig som en fejlproduktion hver gang, man får dårligt nyt,” fortæller Katja.

Ifølge Lone Schmidt peger forskningen også på, at højtuddannede kvinder i højere grad anvender ikke hensigtsmæssige mestringsstrategiet. Det vil sige strategier forbundet med en øget risiko for et højere niveau af infertilitets-relateret stress.

Denne tendens kan Pernille nikke genkendende til.

”Det er stik imod deres reaktioner i andre sammenhænge, men vi kan generelt se, at mange højtuddannede kvinder har svært ved at tackle ufrivillig barnløshed”

”Det er en svær balance, for man vil så gerne være gravid. Men jeg tror man kan komme til at stresse kroppen unødigt, for man vil så gerne gøre det rigtige. Udover alle fertilitetsbehandlingerne gik jeg også til både zoneterapi, akupunktur og Body-sds, så det er en endnu større stress faktor at få endnu et negativt svar, fordi man har brugt så mange kræfter og penge på andre behandlinger. Da jeg droppede alt det her, blev jeg gravid,” fortæller Pernille.

Når veninden bliver gravid


For Katja har vejen til babylykke været lang og mere snørklet, end den er for de fleste.
Hun har fået i alt  seks IVF behandlinger – bedre kendt som reagensglasbefrugtning. Normalt går man videre til adoption efter tre behandlinger. For Katja var det ikke den medicinske behandling, der var det hårdeste – men uvished og kampen for at overleve mentalt.

”For mig var det svært at glæde mig, når gode veninder blev gravide. Her gik jeg og sprøjtede hormoner i maveskindet på mig selv, uden at der skete noget. Man kan simpelthen ikke overskue et ”happy face”, når folk kommer med nyheden om, at de er blevet gravide. Folk ved heller ikke, hvordan de skal behandle én. Jeg synes det er vigtigt, man erkender, at man er ked af det – men samtidig sige tingene, som de er. Folk turde ikke fortælle, at de var gravide. Jeg har oplevet en veninde, der lod som om hendes saftevand var vin til en middag, fordi hun var nervøs for min reaktion. Det hårde er ikke at stikke sig selv i maven med en kanyle – det er det psykiske. Pludselig er man ”patient” uden, at man egentlig er syg,” fortæller Katja.

Ifølge Lone Schmidt, viser befolkningsundersøgelser i en lang række lande, at det blandt de par, der har forsøgt at få mindst et barn, er mellem hvert fjerde og hvert sjette par, der er infertile en eller flere gange i deres liv. Dette svarer til, at mellem 16 og 25 procent er infertile i en eller flere perioder af deres liv.

”Det hårde er ikke at stikke sig selv i maven med en kanyle – det er det psykiske. Pludselig er man ”patient” uden, at man egentlig er syg”

Tal tabu ihjel

Man råber ikke højt om, at man går i fertilitetsbehandling. Det er en privat sag. Ifølge forskeren er der dog ikke samme grad af tabu forbundet med fertilitetsbehandlinger, som der har været tidligere.

”Vi kender efterhånden alle par, der har været i behandling, og i hver klasse sidder der flere børn, der er kommet til verden på den måde. Derfor ved par godt, at de tilhører en meget stor gruppe,” lyder det fra Lone Schmidt.

Og hvad forbinder man egentlig med tabu, når det omhandler infertilitet og behandlinger?

”Åbenhed er vigtigt. Det har jeg selv været og bare sagt det, som det var. Det her med, at man ikke kan tale om det, gør det svært for ens omgivelser at navigere, og så bliver det pludselig omvendt. Så er det ikke dem, der er i behandling, der synes det er tabubelagt – men deres omgangskreds,” siger Katja.

For Pernille er det svært at få øje på det tabuiserede omkring fertilitetsbehandlinger.

”Når folk spørger, ”nå, har i så fået hjælp?” er det et meget personligt spørgsmål. På den anden side viser det noget om, hvor naturligt det efterhånden er blevet at få hjælp. For noget tid siden var jeg til et arrangement i forbindelse med mit arbejde. Pludselig stod vi tre kvinder sammen, der ikke kendte hinanden. Det viste sig, at vi alle havde været i behandling og alle havde fået børn. Jeg kender faktisk ikke nogen, det ikke er lykkes for,” fortæller Pernille.

”Pludselig stod vi tre kvinder sammen, der ikke kendte hinanden. Det viste sig, at vi alle havde været i behandling og alle havde fået børn”

Du kan høre interviews og læse meget mere om fertilitet, behandlinger og undersøgelser hos Barnløs.nu og Dansk Fertilitetsselskab.