[single_post_category_name]

Simone Thorup Eriksen – Hun tegner livets store øjeblikke

Mød Simone Thorup Eriksen der lever af at tegne. Hun laver mange forskellige illustrationer, men har en forkærlighed for de personlige illustrationer: dåbstegninger, fødselsdage og bryllupsinvitationer. Simone er 28 år og bor i Kolding sammen med sin mand Søren, deres datter Haley på 5 år og en lille ny i maven. På meget kort tid er Simone gået hen og blevet en af Danmarks mest eftertragtede nye børneillustratorer. Simone elsker nemlig børn og elsker hele det fantasifulde univers, der florerer i barnets verden. Derfor lå det også i kortene, at Simone på et tidspunkt ville illustrere børnebøger.

Simone debuterede den 16. marts med ”Barnets første bog”, en bog hun udgav hos forlaget ChriChri Journal og som har været en meget personlig proces for Simone.

Hvornår og hvordan gik det først op for dig, at du havde et talent for at tegne?

Jeg har altid haft mit eget univers i tegningerne. Når jeg tegner, forsvinder jeg ind i en helt anden verden, og sådan har det altid været. Når jeg ser tilbage på mine bøger og hæfter fra min skoletid, er hver en side overtegnet med et helt eventyr. Jeg har altid haft nemt ved at tegne og har altid mit hoved fyldt med idéer. 

LÆS OGSÅ: Guide: Spisesteder for dig med børn

Hvordan er din kreative proces fra idé til færdig tegning?

Jeg ser alting i tegninger og bliver inspireret alle steder. Det kan være den mindste ting, når jeg er ude at handle, når jeg er i naturen, noget min datter Haley siger og så videre. Alt kan give en idé til en tegning i mit hoved. Når jeg først får en idé, så har jeg det bedst, hvis jeg kan sætte mig ned og tegne med det samme. 

Hvad var din første tegning i ægte Simone Thorup Eriksen stil?

Når jeg ser tilbage på mine tegninger, er der en del, der går igen, og jeg tror nemt, man kan genkende mine tegninger, selvom de er flere år gamle, men jeg udvikler mig hver dag. Det er tydeligt for mig, at jo mere jeg tegner, jo bedre bliver jeg. Jo mere fokus kommer der på de små detaljer, som gør forskellen.

Hvilken rolle spiller din familie i dine illustrationer?

Min familie giver mig frihed, inspiration og opmuntring. Min kæreste støtter mig og giver mig plads til at tegne og til alle mine skøre idéer. Han bærer over med, at jeg lister mig ud af sengen for at tegne, og han sørger for, at min hverdag er fyldt med kærlighed. Haley er min største inspiration. Jeg elsker hendes fantasi og hendes simple tankegang. Hendes ærlighed og hendes ubetingede kærlighed slår mig helt omkuld. Min far har givet mig min selvtillid og min tro på mig selv og det, jeg gør. Han har gjort mig til den, jeg er. Han er klog, tror på mig og opmuntrer mig og mine idéer. Min søster er min bedste veninde, min tegnemakker og hende, jeg altid kan ringe til.

Hvordan inddrager du din datter i din kreative proces?

Haley elsker at tegne. Hun storproducerer tegninger, og der er ofte 10 tegninger med hjem fra børnehaven. Hun tegner os, drømme og hverdagssituationer. Jeg elsker hendes fortolkninger, og at jeg altid har prinsessekrone på, når hun tegner os.  Vi elsker at tegne sammen. Vi sidder tit sammen om eftermiddagen, hvor vi tegner og leger. Hun plager mig tit om at komme med på arbejde, og så sidder hun på mit bord og tegner hele dagen med mig.

Hvornår på døgnet er du mest kreativ?

Det sker tit, at jeg får en idé, inden jeg skal sove. Og når jeg først får en idé, så rumsterer den rundt, indtil den kan få lov at komme ud. Så bliver jeg nødt til at liste ud af sengen og ind i mit tegneværelse. Så sidder jeg der i helt absolut ro og kan høre min lille familie sove. Det er nogle af de bedste tegnestunder for mig.

LÆS OGSÅ: Er du gravid? Her er det bedste for dig og dit barn

Hvilke motiver nyder du mest at tegne?

Jeg elsker at lave personlige illustrationer. Det kan være alt fra børneillustrationer, fødselsdagsgaver, personportrætter til invitationer til bryllupper eller barnedåb. Jeg elsker processen, fra at jeg modtager kundernes ønsker og idéer, til at jeg får det over på papir. Det allerbedste er at aflevere en færdig opgave og se glæden, når kunden modtager det endelige produkt.

Hvad er dit tip til andre kvinder, der gerne vil begynde at tegne?

At gøre det og turde dele det. Jeg har altid elsket at tegne og brugt oceaner af tid på det, men jeg har faktisk aldrig drømt om at leve af det før de sidste par år. For mig har det altid været for min egen skyld, fordi det har givet mig et frirum og en glæde. Nu er jeg så i den fantastiske situation, at jeg kan leve af det. Hvis man ønsker at leve af at tegne, er det vigtigt, at man husker på, at det er mere end bare tegningerne. Der er også en masse praktisk som planlægning, e-mails, markedsføring, indkøb, budgetter, regnskab med mere. Mit bedste råd er at arbejde struktureret mod det, du ønsker, og at du tror på dig selv. 

I uddraget ”Mens vi ventede” har Simone indsat billede fra sin egen graviditet nr. 2 for at vise, hvordan bogen, ligesom ungdommens scrapbøger, kan indkapsle de fine minder fra den søde ventetid.

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide