Sara Bjerregaard
Jordemoder, blogger & mor til 2 dejlige drenge.
Besøg Sara på hendes hjemmeside
denrigtigejordemoder.dk
Du finder hende også på Instagram
@Denrigtigejordemoder
eller på Facebook @denrigtigejordemoder
Jeg vil gerne afsløre en lidt pinlig ting om mig selv. Jeg er dybt afhængig. Ikke af kaffe, ikke af cigaretter, ikke af sko. Men af chokolade. Jeg har haft afhængigheden, så længe jeg kan huske. Da jeg var lille, spiste min søster og jeg havregryn med chokolade på HVER morgen. Min Mor syntes, at det var lige sukkeragtigt nok med Nesquik, (hun var tandlæge), så hun købte kun den stærke cacao. Du ved, den du bager med, der er meget stærk og på ingen måde sød, og med et højt cacaoindhold. Jo, den spiste jeg hver dag… i mange år, til morgenmad.
LÆS OGSÅ: Gravid? Sådan undgår du forstoppelse
Det blev startskuddet til afhængigheden, der løbende blev optrappet og suppleret med al andet chokolade, jeg kunne få fingrene i. Jeg var heldigvis elitesvømmer, så ernæringsmæssigt gav det mig ikke nogen problemer. Jeg vil vove den påstand, at jeg i mit voksne liv ikke har haft mere end 10 dage uden at indtage en aller anden form for chokolade. Derfor går jeg heller aldrig ud, uden at have lidt reserver med i tasken (ja jeg ved godt, det er stukket HELT af). Min gode ven Lasse joker tit med, at jeg består af 66 % ren cacao, hvis jeg en dag skulle få brug for et drop. Jeg ved godt, at jeg er ude på et massivt skråplan, I KNOW, men det er altså mit fix. Også da jeg var gravid, og også imens jeg ammede mine drenge…
“Min gode ven Lasse joker tit med, at jeg består af 66 % ren cacao, hvis jeg en dag skulle få brug for et drop”
Må man det? Altså spise chokolade imens man ammer. Altså køre en hel plade Valhrona ind med den ene hånd, imens du holder baby med den anden? Det korte svar er JA. Du må gerne spise chokolade, imens du ammer. Det er altså en myte, at du ikke må spise chokolade, imens du ammer. Din baby får ikke ondt i maven. Måske hvis du kører 3 plader Marabou i streg, men det får du jo også selv ondt i maven af (håber jeg). En god regel er, at de mængder chokolade, der giver dig mavekramper, er der stor sandsynlighed for at baby også kan mærke i mavsen.
LÆS OGSÅ: Overvejer du en epiduralblokade?
Den gode nyhed er, at når du ammer, har din krop brug for ca. 475 kcal ekstra i døgnet (hvilket svarer til 1/2 plade chokolade), nogen af de kalorier kan da godt komme fra chokolade, hvis du også kan høre, at den kalder ovre fra skuffen.